Anne Stokkebæk
Autoriseret psykolog

Print
Tilknytningsmønstre

Denne artikel handler om tilknytningsmønstre. Fra vi bliver født, knytter vi os og skaber bånd til særlige andre. Det er ofte vores forældre. De bliver vores tilknytningspersoner. Vi er født med evnen til at knytte os til vores tilknytnings-og omsorgspersoner, og denne evne er forudsætningen for vores overlevelse og trivsel. Vores behov for en tilknytningsrelation til nogle få uerstattelige andre, er lige så vigtig for vores overlevelse, som vore behov for mad, væske og søvn. (Se artiklen om tilknytning).

Igennem vores opvækst får vi en masse erfaringer og oplevelser med tilknytning og omsorg fra vores tilknytnings- og omsorgspersoner. Og ud fra disse erfaringer og oplevelser udvikler vi vores særlige personlige måder og strategier for at være i kontakt med andre på, at søge opbakning og støtte, når vi har brug for det, og beskyttelse og trøst, når vi bliver bange, bekymrede og utrygge. Hvordan nærmer vi os andre, udtrykker behov, beder om hjælp, håndterer følelser i nære relationer herunder konflikter og uenigheder? Er vi åbne, tillidsfulde, insisterende, vagtsomme, nøjsomme m.m. i kontakten? Vores særlige stil, måder og strategier på disse vigtige områder kalder man for tilknytningsmønstre.

Man kan også sige, at vores tilknytningsmønstre er vores personlige stil mht. forvaltning af vores grundlæggende behov for en tryg base og en sikker havn, der begge er kernefunktioner i en tilknytningsrelation. En tryg base er et støttende og opbakkende bagland, som vi kan bevæge os ud i verden fra. En sikker havn er et sted, hvor vi kan søge beroligelse, trøst og regulering, når vi oplever fare og utryghed, og føler os udsatte, bange, nedtrykte eller kede af det.

Forskellige slags tilknytnings- og omsorgspersoner

Nogle er vokset op med tilknytnings- og omsorgspersoner, der altovervejende har spejlet og reflekteret vores følelser, ønsker og behov på en afbalanceret og anerkendende måde. Tilknytnings- og omsorgspersoner, der både har været en tryg base og en sikker havn for os: De har ladet os prøve kræfter med verden og været motiverende og opmuntrende (tryg base), og de har været trøstende og beroligende, når vi mødte modgang, og blev ængstelige og utrygge (sikker havn).

Andre er vokset op med tilknytnings- og omsorgspersoner, som har lagt stor vægt på vores selvstændighed, og som har haft svært ved at stille op som en sikker havn, fordi vores sårbarhed og behov for trøst og beroligelse har vagt usikkerhed og frustration i dem. De har derfor været tilbøjelige til at bagatellisere og måske ignorere vores sårbarhed og anmodninger om trøst og støtte.

Andre er vokset op med tilknytnings- og omsorgspersoner, der har haft svært ved at fungere som tryg base for vores selvstændige virke og udforskning. Vi er ikke blevet støttet og bakket tilstrækkeligt op i vores selvstændighed og i at udfolde os og udforske verden. Vores selvstændighedsudtryk, udfoldelses- og udforskningsadfærd har skabt usikkerhed. Oveni har tilknytnings- og omsorgspersonerne måske haft svært ved at trøste og berolige os, når vi havde brug for det, fordi der let skete en sammenblanding af deres egne følelser og behov med vores følelser af uro og behov.

Andre er vokset op med tilknytnings-og omsorgspersoner, der har haft meget svært ved at fungere som både tryg base for udforskning, udfoldelse og virke, og som sikker havn ved utryghed. Man har oplevet, at de mennesker, som har skulle give tryghed, omsorg og beskyttelse, slet ikke har slået til i den henseende, og nogle gange oveni købet har forværret følelsen af utryghed.

Forskellige erfaringer og oplevelser med sine tilknytnings- og omsorgspersoner vil naturligvis få betydning for, hvordan vi senere forholder os til tilknytning og tilknytningsrelationer. De bliver som nævnt vores tilknytningsmønstre vores særlige tanker, følelser og handlinger i forhold til at søge kontakt, opbakning, støtte og trøst m.m.

Trygge og utrygge tilknytningsmønstre

I tilknytningsteorien skelner man imellem fire forskellige tilknytningsmønstre. Et trygt tilknytningsmønster og og tre utrygge tilknytningsmønstre.

De tre utrygge kaldes henholdsvis:

  • Det undgående tilknytningsmønster.
  • Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster.
  • Det desorganiserede tilknytningsmønster.

De fire tilknytningsmønstre bliver gennemgået grundigt nedenfor. I korthed er de hver især kendetegnet ved følgende:

Trygge tilknytningsmønstre er kendetegnet ved, at man rækker ud efter kontakt, omsorg, støtte og trøst, når man føler sig utryg og usikker i tillid til, at man bliver imødekommet. (Det først beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

Undgående tilknytningsmønstre er kendetegnet ved, at man trækker sig, lukker følelsesmæssigt af og giver udtryk for uafhængighed, når ens tilknytningssystem aktiveres. ”Det går fint tak”. “Der er ikke nogen problemer”. “Jeg har ikke brug for nogen”. Man kalder dette for at deaktivere sine tilknytningsbehov. (Det andet beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

Ængstelige, ambivalente tilknytningsmønstre, som også kaldes for det opslugte eller opsøgende tilknytningsmønster, er kendetegnet ved høj uro, når tilknytningssystemet er aktiveret. Man presser og kræver i vedholdende forsøg på at få en reaktion: ”Hvor er du? Hvor er du?” Man kalder dette for at hyperaktivere sine tilknytningsbehov. (Det tredje beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

Utryg tilknytning kan også give sig til udtryk i en mere kaotisk vekslen mellem både at undvige og afvise og at opsøge og række ud, når tilknytningssystemet er aktiveret. Dette såkaldte desorganiserede tilknytningsmønster omfatter således begge af de to ovennævnte strategier. ”Kom her – gå væk.” ” Jeg har brug for din støtte, og samtidig er jeg utryg ved og bange for dig”. (Det fjerde beskrevne af ovenstående opvækstmiljøer).

Vores tilknytningsmønster bliver især tydeligt i situationer, hvor vores tilknytningssystem er aktiveret og alarmknappen er trykket ind. Dvs. i situationer, hvor vi føler os truede, udsatte, bange, kede af det osv. Men tilknytningsmønstrene vil altid være til stede som vigtige kendetegn ved os, som den særlige person vi er. De viser sig i vores tanker, følelser og adfærd, i vores måde at møde positive og negative erfaringer i livet, og i vores særlige måder at indgå i relationer til andre på, især vores nærmeste.

Tilknytningsmønstre: Relationelle kendetegn og fortællestil om tilknytning

Voksne menneskers tilknytningsmønstre kommer til udtryk på to måder. Dels i hvad man kan kalde for relationelle kendetegn. Dvs. om vi er åbne, tillidsfulde, krævende, lukkede, afvisende, vagtsomme, nøjsomme osv., i vores forhold til og møde med andre mennesker. Og dels i vores måde at fortælle, tale om og formulere os på omkring vores tilknytningserfaringer, vores tilknytningspersoner og i det hele taget om tilknytning.

Nedenfor kan du læse mere uddybende om kendetegn ved tryg tilknytning og de tre utrygge tilknytningsmønstre, som de typisk kommer til udtryk i de to ovennævnte måder.

Trygge tilknytningsmønstre

Relationelle kendetegn:

  • Sætter pris på og føler sig godt tilpas med nærhed.
  • Kan både vise og modtage omsorg og kærlighed.
  • Kan både indgå i forpligtende relationer og føle sig tilpas i disse, og samtidig være selvstændig og stå på egne ben og føle sig tilpas ved det.
  • Er åben overfor og interesseret i at dele sine tanker og følelser med andre.
  • Har en tillidsfuldhed og optimistisk indstilling til andre mennesker.
  • Deler gerne både positive og negative følelser, men doserer efter situationen.
  • Føler sig tryg ved at gøre opmærksom på egne behov.
  • Kan række ud mod andre og søge støtte og hjælp, hvis man føler sig udsat og sårbar.
  • Kan føle sig beroliget af kontakten med andre, når man søger støtte.
  • Har et nuanceret selvbillede, hvor man hverken føler sig ufejlbarlig eller utilstrækkelig.
  • Er i stand til at protestere, hvis andre ignorerer en eller er skæve i deres respons.
  • Har indlevelse i og omsorg for andre mennesker, og kan støtte og trøste.
  • Har en åbenhed både indadtil og udadtil.
  • Møder konflikter åbent og konstruktivt. Har tiltro til andre menneskers overvejende gode intentioner og til, at konflikter kan lande og løses. 
Kendetegn ved fortælling om tilknytningserfaringer:
  • Er hverken meget tilbageholdende eller meget talende, når man taler om tilknytning og tilknytningsrelationer.
  • Fortællingerne er forståelige og indfølelige for samtalepartneren, og den givne information er passende og relevant i sammenhængen.
  • Forskellige dele af fortællingen modsiger ikke hinanden indbyrdes.
  • Taler åbent og afbalanceret om svære følelser.
  • Der er en god balance i beskrivelsen af positive og negative træk og sider af sig selv og andre. Er hverken idylliserende eller overdreven kritisk og devaluerende.
  • Beskriver sig selv og andre involverede som væsener med mentale tilstande som følelser, behov, ønsker m.m., som bruges til at forstå egen og andres adfærd. Dvs. man mentaliserer.
  • Heri ligger også, at man indtager en mentaliserende holdning, som er kendetegnet ved, at man forholder sig ydmygt, ikke-vidende, nysgerrigt, undersøgende og ikke-dømmende til egen og andres mentale tilstande og adfærd. Man kan ”overvåge” sine egne fortællinger, og fx være opmærksom på, at man kan tage fejl og forholde sig til indbyrdes modsætningsfuldheder i fortællingen eller andet. (Se artiklen om mentalisering).
Trygge tilknytningsmønstres opvækstmiljø

Trygge tilknytningsmønstre fremmes i et miljø med tilknytnings- og omsorgspersoner der er sensitive i den betydning, at de ser og forstår barnets følelsesmæssige behov og møder både dets positive følelser og dets negative følelser. Barnet bliver støttet i at give udtryk for sine behov for både kontakt, for at udforske og at virke i sin verden og opleve egne kompetencer og for trøst og beroligelse.

Tilknytnings- og omsorgspersonerne hjælper barnet med at få repareret negative, følelser og komme videre fra en konflikt og en vanskelig situation, og med at opleve sig selv som både værdifuld og handlekraftig.

Det trygge tilknytningsmønsters opvækstmiljø er således et opvækstmiljø, hvor barnet mærker, at det er trygt at opleve og vise og udtrykke følelser og andre mentale tilstande, og hvor disse indre tilstande anerkendes og forstås som baggrunden for ydre adfærd, dvs. det vi siger og gør.

Man kan kalde det for et følelsesanerkendende og mentaliserende opvækst- og omsorgsmiljø.

Man kan også udtrykke det på den måde, at man er vokset op med tilknytnings- og omsorgspersoner, der er tilgængelige, responssive og engagerede. Dvs. med tilknytnings- og omsorgspersoner, som man kan nå ind til, få opmærksomhed fra og kontakt med. Som er opmærksomme på ens følelser og reagerer relevant på dem. Og som man mærker sætter pris på en, prioriterer en, og som ønsker at have en tæt på.

Tilgængelighed, responsivitet og engagement hænger sammen. Tilsammen giver de en tryg base, hvor barnet finder energien og modet til at gå ud og virke i verden, udforske, undersøge og udvikle sig, og en sikker havn, hvor det finder modstandskraften til at møde udfordringer og modstand.

Ovenstående kan lyde meget idealistisk. Men forældrene og andre tilknytnings- og omsorgspersoner behøver ikke at være perfekte. Det er hverken muligt eller nødvendigt. Men de må være ”gode nok” til at møde barnets forskellige følelser, og til at hjælpe barnet med at reparere det, der var svært, og komme videre.

Trygge mønstre er grundstrategien for, hvordan tilknytningsbehov og tilknytningsrelationer skal håndteres. Og de trygge tilknytningsstrategier fastholdes og udbygges, hvis man ikke i sin opvækst har væsentlige erfaringer, der gør de trygge strategier uholdbare.

Undgående tilknytningsmønstre

Relationelle kendetegn:

  • Foretrækker noget afstand og kan føle sig omklamret ved for meget nærhed.
  • Knytter sig til genstande, arbejde og andre aktiviteter og projekter.
  • Vurderer nære relationer som mindre vigtige.
  • Kan sammenblande afhængighed af andre med at være udsat og udleveret til andre.
  • Tillægger uafhængighed af andre stor værdi: ”Jeg kan klare mig selv”.
  • Kræver ofte uafhængighed af andre: ”Det må du selv klare”.
  • Værdsætter styrke og hårdførhed: ”Ikke så meget pjat”.
  • Nedtoner, undertiden ignorerer, både vanskelige følelser hos sig selv og hos andre. ”Det betyder ingenting”.
  • Viger ofte uden om eller stikker hovedet i busken ved konflikter og problemer med andre.
  • Har begrænset opmærksomhed på og indlevelse i andre, der har det svært, og kan derfor undertiden virke kølig i forhold til andre menneskers udfordringer og lidelser.
  • Frygter at mærke og at udtrykke sårbarhed, herunder at bede om hjælp.
  • Har begrænset tiltro til at andre vil være støttende og hjælpsomme.
  • Er tilbageholdende med at dele tanker og følelser.
  • Kan have svært ved at mærke sine følelser. Svære følelser som fx tristhed, vrede eller skamfuldhed, bliver sjældent italesat.
  • Følelser opfattes grundlæggende som noget, som man ikke rigtigt kan stole på. Foretrækker at træffe valg og foretage vurderinger med udgangspunkt i mere rationelle overvejelser.
  • Andres omsorg kan opleves som anmassende, ydmygende eller i hvert fald risikabel at tage i mod.
 
Kendetegn ved fortælling om tilknytningserfaringer:
  • Fatter sig i korthed, undertiden på en telegramagtig måde, når det handler om tilknytning. Ofte lukkes der helt ned.
  • Når det bliver for personligt og følsomt, flyttes fokus til mere upersonlige, konkrete og praktiske emner.
  • Nedtoner og bagatelliserer vanskelige følelser og hændelser, fx oplevelser af at have følt sig afvist.
  • Kan have en tendens til at fremstille sine tilknytnings- og omsorgspersoner og tilknytningserfaringer i et ”positivt- klichepræget” lys: ”Der var ikke noget der”. ”Det var fint, sådan som det var”.
  • Giver indtryk af, at det ikke opleves relevant at reflektere over tilknytningserfaringer.  ”Min opvækst var ganske normal. Mine forældre gjorde ligesom alle andre”.
  • Holder som regel sin fortælling og talen på et forholdsvis abstrakt plan, og har svært ved at beskrive konkrete episoder.
Undgående tilknytningsmønstres opvækstmiljø

Undgående tilknytningsmønstre har sin baggrund i erfaringer med tilknytnings- og omsorgspersoner, hvor det ikke var hensigtsmæssigt at vise tilknytningsbehov som at søge trøst og beroligelse, når man var utryg. Der fulgte alt for meget ”støj” med, hvis man åbent søgte tilknytnings- og omsorgspersonens beskyttelse. Konklusionen blev derfor, at det var bedre at lukke ned for den slags behov og følelser.

Man kan også sige det på den måde, at man er vokset op i et miljø, hvor den mest bæredygtige strategi kort og godt var at nedtone og undertiden undertrykke, dvs. deaktivere, sine tilknytningsbehov. Et opvækstmiljø, hvor man lærte at orientere sig efter at skabe sikkerhed tryghed gennem uafhængighed og selvkontrol.

Det er vigtigt at huske, at selvom et menneske med et undgående tilknytningsmønster lægger afstand og ”retter ryggen”, når det bliver for sårbart, så er han eller hun ikke nødvendigvis tilfreds eller lykkelig over denne løsning. Vores tilknytningsbehov er biologisk indbygget i os, og det er ikke muligt at slukke for disse. Og nedenunder deaktiveringen af tilknytningsbehovene kan der være en følelse af ensomhed og en længsel efter nærhed med andre, støtte, opbakning og ikke mindst efter trøst, beskyttelse og beroligelse i sårbare situationer, hvor man er utryg og usikker, længsler som dog opfattes som alt for risikabelt at handle på.

Ængstelige, ambivalente tilknytningsmønstre

Relationelle kendetegn:

  • Søger nærhed med andre, men kan samtidig hurtigt komme til at føle sig usikker og utilpas ved nærheden.
  • Har ønsker om hjælp og støtte fra andre, men kan have svært ved at gøre brug af den, når den er der.
  • Kan have vanskeligt ved at tage stilling og stå på egne ben.
  • Spekulerer meget over og er optaget af, hvad der foregår inde i andre: ”Hvad mon de tænker og føler?” “Hvordan man de har det?” ”Kan de lide mig?” ”Kan jeg stole på dem?” Man har med andre ord ofte antennerne meget ude mod andre, og grænserne mellem en selv og andre kan hurtigt uklare.
  • Deler gerne tanker og følelser, men ikke altid afstemt og doseret efter situationen og sammenhængen.
  • Er meget opmærksom på potentielle trusler, og er hurtigt i gang med at forberede sig på ”worst case scenario”. Kan fx hurtigt blive overvældet af katastrofetanker om at blive svigtet, afvist, forladt og overladt til sig selv.
  • Har tendens til at ruminere, dvs. til at gruble: Tankerne kører i ring, og man fanges ind i en tankespiral, uden at det åbner for andre synsvinkler.: ”Hvorfor sagde eller gjorde hun det?” ”Hvorfor gjorde jeg…..?” ”Skulle jeg hellere have…..?” osv. osv.
  • Kan hurtigt blive krisepræget i forbindelse ned hverdagens og livets udfordringer og modgang.
  • Har ofte dramatiske følelsesudtryk, og kommer let til at eskalere negative følelser.
  • Har stor opmærksomhed på konflikter, og kan hurtigt komme til at optrappe dem.
  • Har en stærk trang til at blive bekræftet og forsikret, og søger aktivt efter dette. Men beroligelsen er ofte kortvarig.
  • Kommer let til at opleve forskelle mellem mennesker som ubehagelige og truende, især forskelle mellem en selv og andre.
  • Andres trang til autonomi kan opleves som truende.
  • Har en længsel efter at ”smelte sammen” med andre, man er tæt på.
  • Har relativt let ved at føle empati overfor andres lidelse og utryghed, men kommer ofte til at blive overvældet, og kan derfor have svært ved at vende opmærksomheden mod, hvad de andre kunne have brug for.
  • Bekymringer for andre smelter således hurtigt sammen med bekymringer for en selv. Det kan gøre det vanskeligt at navigere i disse bekymringer, hvorfor det let kan blive kilde til konflikter.
  • Sammenhængende med ovenstående kan man have en tendens til at tilbyde andre en omsorg, der ikke svarer til deres behov.
Kendetegn ved fortælling om tilknytningserfaringer:
  • Lange og indviklede fortællinger om tilknytningstemaer. Fortællingerne bliver uklare, usammenhængende og rodede, der mangler en rød tråd.
  • Bliver overinvolveret, går let ud ad tangenter, der ikke fremstår så relevante.
  • Er tilbøjelig til at hænge fast i og dramatisere vanskeligheder og konflikter.
  • Udtaler sig skråsikkert om andre menneskers tanker og følelser. En ydmyghed knyttet til det faktum, at man ikke kan vide noget om den andens tanker og følelser med sikkerhed, dvs. den mentaliserende indstilling mangler.
  • Fortællingerne er ofte præget af følelser som vrede, bebrejdelser og frygt med mange negative beskrivelser af andre.
  • Fortællingerne kan have en klagende og anklagende tone, hvor vanskeligheder og svære følelser eskaleres.
Ængstelige, ambivalente tilknytningsmønstres opvækstmiljø

Et opvækstmiljø der kan fremme ængstelige, ambivalente tilknytningsmønstre er kendetegnet ved uforudsigelige tilknytnings- og omsorgspersoner, på den måde, at det var uforudsigeligt for barnet, hvornår kontakten, nærheden og opbakningen samt trøsten og beskyttelsen var der, og hvornår den ikke var der.

Tilknytnings- og omsorgspersonerne har med andre ord været det, som man kalder for upålidelige tilgængelige: Af og til har det været muligt at opnå kontakt, trøst, beskyttelse og regulering og andre gange ikke. Det har betydet, at barnet er blevet ved med at opsøge kontakt, og har hyperaktiveret sin tilknytningsadfærd ved at ”skrue op for kaldeapparatet” i sin kontaktsøgning.

Men selv når barnet fik opmærksomhed og trøst, har det ikke givet rigtig ro, for man kan jo aldrig helt vide hvordan, hvor meget, hvor længe og hvornår.

Barnet har været meget orienteret mod tilknytningspersonernes indre tilstande, og i voksenalderen videreføres dette mønster som en stor opmærksomhed på og optagethed af relationer samt et både ængsteligt og ambivalent behov og ønske om nærhed: Man kan have en følelse af ikke at kunne fungere uden en andens nærhed samtidig med stor sårbarhed og usikkerhed overfor nærhed.

Når ens tilknytningssystem bliver aktiveret, hvilket det bliver relativt nemt hos et menneske med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster, bruges der mange kræfter på at sikre sig, at man bliver hørt og forstået, og at andre giver en det, man føler, at man har brug for. Også selvom det kan være nødvendigt at manipulere eller lægge pres på.

Andre kan reagere på dette pres ved at trække sig eller stritte imod, at man kan derfor let havne i relationer, hvor man oplever, at andre er kolde eller nærige med kontakt og bekræftelse. Og oveni kan man føle, at man bærer hele ansvaret for at drive relationen, at man giver og giver uden at få noget igen. Eller i hvert fald, at det man får er for lidt og for sjældent.

Desorganiserede tilknytningsmønstre

Endnu et utrygt tilknytningsmønster er desorganiserede tilknytningsmønstre, som også kaldes frygtbetonede, undvigende tilknytningsmønstre.

Desorganiserede tilknytningsmønstre, har deres rødder i tilknytningserfaringer, hvor der har været fare på færde, og hvor det var sværere for barnet at skabe sig en samlet strategi, ved enten at deaktivere eller hyperaktivere sine tilknytningsbehov for at opnå tryghed. Desorganiseret tilknytning er derfor ikke et organiseret mønster ligesom de to ovennævnte utrygge tilknytningsmønstre. Desorganiserede tilknytningsmønstre er flimrende og komplekst.

Der er en tæt sammenhæng mellem desorganiserede tilknytningsmønstre og erfaringer med tab og traumer under opvæksten. Tabene og traumerne kan være mange forskellige slags. Det kan fx være dødsfald eller fysisk eller psykisk sygdom og handicap i den nære familie, fx forældres eller søskendes, hvor der ikke blev taget hånd om barnet, fordi det hele var for overvældende for tilknytnings- og omsorgspersonerne.

Traumerne kan også være knyttet til alkoholmisbrug eller anden misbrug hos tilknytningspersonerne og den omsorgssvigt, der altid følger med misbrug. Traumerne kan være overgreb som vold og seksuelle krænkelser fra tilknytningspersonerne eller andre nærtstående. Det kan også være traumer knyttet til tilknytnings- og omsorgspersonernes generelle hjælpeløse og uformående omsorg overfor barnet.

En fælles erfaringsbaggrund for mennesker med desorganiseret tilknytning er således en opvækst med tilknytnings- og omsorgspersoner, som enten i sig selv har været angstfremkaldende, eller som ikke har kunnet give barnet tilstrækkelig beroligelse i forbindelse med utrygge og angstvækkende omstændigheder og situationer. Det betyder, at barnet har oplevet, at de mennesker som skulle give tryghed og omsorg, ikke blot ikke har slået til i denne henseende, men oveni købet har forværret følelsen af ængstelse og utryghed.

Man er kort og godt vokset op i et følelsesmæssigt paradoks, hvor man har været nødt til at knytte sig til tilknytningspersoner, som man samtidig har oplevet som truende eller skræmmende. Det medfører naturligvis en meget stor agtpågivenhed og tilbageholdenhed med hensyn til at engagere sig i og stole på andre mennesker.

Relationelle kendetegn:
  • Modsatrettede tendenser mellem at deaktivere (skrue ned for) og hyperaktivere (skrue op for) sine tilknytningsbehov og tilknytningsadfærd. Som i de mere undgående mønstre investerer man en del energi i at prøve at få sit tilknytningssystem deaktiveret. Som i de mere ambivalente mønstre føler man sig afhængig af kontakt og kan have stor opmærksomhed bundet op i en overvågning af andres sindstilstande og tilgængelighed. Det er som om personen siger: ”Kom-her-bliv-væk”.
  • Stor frygt for tab, katastrofer og ulykker.
  • Kan have svært ved at leve sig ind i og vise omsorg for andre, fordi ens egen angst kommer på tværs.
  • Har svært ved at håndtere livets og hverdagens modgang og krisesituationer.
  • Får hurtigt mistillid til andre og frygter, hvad de kan finde på.
  • Når nogen eller noget kommer for tæt på, eller når man bliver stresset og presset, har man svært ved at regulere sine følelser. Man kan reagere med stærke følelser og undertiden bryde sammen, eller med totalt fravær af følelser.
  • Er tilbageholdende med at dele tanker og følelser med andre.
  • I situationer hvor tilknytningssystemet er aktiveret, og man føler sig utryg, kan man gå helt ind i sin egen verden, og være svær at komme i kontakt med.
  • Man bruger meget energi på at opnå og bevare kontrol, så man ikke havner i en sårbar og magtesløs position. Man forsøger bl.a. undertiden at regulere sine følelser af ængstelse og utryghed ved at blive meget kontrollerende og styrende overfor sine nærmeste. Nogle gange på en negativ, kritisk og irettesættende måde, andre gange ved en overopmærksom og ”overomsorgsagtig” måde.
  • Sammenhængende hermed vil man ofte have en oplevelse af, at det er bydende nødvendigt at agere på bestemte måder eller indtage bestemte positioner for at få kontrol.
Kendetegn ved fortælling om tilknytningserfaringer:
  • Først og fremmest ses der særlige måder at udtrykke sig på, når det drejer sig om tab og traumeoplevelser, som fx dødsfald eller sygdom i den nærmeste familie eller omsorgssvigtende tilknytningsfigurer: Fortællingen om tabene og traumerne virker uintegreret, og gør fortællingen rodet, uklar og usammenhængende.
  • Omtalen af tab og traumatiske begivenheder kan være præget af en uvirkelighedsfornemmelse, som om man aldrig rigtigt har erkendt tabet eller traumet.
  • Tab- og traumeoplevelser kan umiddelbart være meget påtrængende i fortællingen på den måde, at de hele tiden bliver bragt i forgrunden.
  • Der kan være huller i tabs- og traumefortællingen med mange, lange ordløse pauser, hvor man går i stå.
  • Man kan pludselig forsvinde ind i sin egen verden, uden fornemmelse for samtalepartneren og være meget svær at komme i kontakt med.
  • Pludseligt skift mellem ordknaphed og lange vrede anklager og bebrejdelser.
  • Pludselige skift mellem dramatisering og bagatellisering.
Desorganiserede tilknytningsmønstres opvækstmiljø

Et opvækstmiljø der kan føre til desorganiseret tilknytning, rummer som før nævnt et bredt spektrum af svigt i forskellige grader: Fra tilknytnings- og omsorgspersonernes utilstrækkelige håndtering af tabsoplevelserne, fordi de selv var overvældede af tabene, og derfor ofte ikke magtede at være tryg base og sikker havn for barnet, til større traumatiske oplevelser og en hjælpeløs omsorg med omsorgssvigt. Desorganiserede mønstre er derfor nogle gange mere specifikt knyttet til en enkeltstående traumatisk oplevelse, og derfor ikke så gennemgribende, mens de andre gange er knyttet til en mere udpræget traumatisk opvækst præget af omfattende svigt, hvilket betyder, at det desorganiserede mønster er mere udtalt.

Helt særligt ved et opvækstmiljø der kan føre til et desorganiseret tilknytningsmønster, er som nævnt, at barnet har været nødt til at knytte sig til tilknytningspersoner, der samtidig har været truende og skræmmende.

Fordi det ikke er muligt at finde tryghed i en af de to strategier, nærhedssøgen og undvigelse, er desorganiseret tilknytning det tilknytningsmønster, der er stærkest forbundet med problemer med at etablere, udvikle og bevare relationer.

Tilknytning opleves som grundlæggende risikabelt, og man har svært ved at indgå i fleksible samspil med andre. Desorganiseret tilknytning er ofte forbundet med stor grad af lidelse.

Metaforiske billeder på tilknytningsmønstre

Psykolog Sarah Daniel beskriver ovennævnte de fire tilknytningsmønstre i landskabsmetaforer. (Sarah Daniel, 2021).

Det trygge landskab

Hvis man metaforisk betragter de trygge mønstre som en form for landskab, som man færdes i, så er det trygge landskab et landskab med øer af sikkerhed, hytter på ruten, hvor man kan blive skærmet mod vanskelige passager og vejr og vind, få varmen og genvinde pusten. Selvom landskabet man bevæger sig i ikke er uden farer eller vanskelige passager, så har man tillid til sit medbragte udstyr, som man kan trække på, når det er nødvendigt. Derfor kan man også sætte pris på alle de muligheder, som landskabet tilbyder, man kan gå på opdagelse i skoven eller tage en svømmetur i søen. Skulle det gå helt galt, ved man, at man med et opkald over nødradioen kan sikre sig den nødvendige assistance.

Det undgående landskab

Det undgående landskab er tomt, goldt og ensomt. Man strider sig fremad ud af en følelse af nødvendighed, uden egentligt at kunne se, hvad målet er. Det handler måske snarere om at komme væk fra et sted, der lurer i baggrunden. Af og til kan der være en smertefuld fornemmelse af, at andre typer af landskaber potentielt er tilgængelige, men man ser ikke nogen mulig vej. Det man ved er, at man må hanke op i sig selv og komme videre.

Det ambivalente landskab

Det ambivalente landskab byder på meget frustration og knokleri, hvor man kæmper sig igennem vanskeligt tilgængelige terræner. Der er oaser, der byder sig til med beskyttelse og livsfuldhed, men det er hele tiden usikkert, om man kan få adgang, eller om de pludselig fordufter for øjnene af en som et fatamorgana, og sender en på togt efter nye oaser. Måske når man frem, og får nogle dråber vand fra kilden, men bliver så pludselig vist ud igen. Man må holde sig til, tigge og bede, eller skælde og smælde, men endegyldig sikkerhed findes aldrig.

Det desorganiserede landskab

I det desorganiserede landskab er der fuld af fælder og dybe slugter, og det kan være skræmmende at bevæge sig rundt. Måske står man der bare og tør ikke røre på sig, måske har man forsøgt sig med at bygge en fæstning eller en krigsmaskine, som tilbyder en fornemmelse af kontrol med situationen, men som også gør det umuligt at bevæge sig smidigt gennem landskabet. Det kan være tillokkende at søge efter en vejviser, der kan skaffe en helskindet igennem, men kan man stole på dem?

Tilknytningsmønstre. En funktionel tilpasning

Det er helt klart, at livet på alle måder bliver lettere og ens trivsel højere, når man er trygt tilknyttet eller overvejende tryg tilknyttet. I situationer hvor tilknytningssystemet er aktiveret og alarmklokken ringer, kan mennesker med trygge tilknytningsmønstre både række ud efter støtte og trække på en indre stemme, som fortæller dem, at alt nok skal blive godt igen. Tingene løser sig, de er elsket og afholdt, og der er nogle, der bekymrer sig om dem, der vil bakke dem op og passe på dem.

Tryg tilknytning er et godt fundament både i modgang og medgang. En tryg tilknytningsbaggrund betyder kort og godt, at hele spørgsmålet om tilknytning larmer mindre og ikke giver anledning til så mange komplicerede følelser og motiver.

Når det så er sagt, er utrygge tilknytningsmønstre almindelige og helt normale. Man regner med at ca. halvdelen af os, lidt over, er trygt tilknyttet og ca. halvdelen af os, lidt under, er utrygt tilknyttet.

Af utrygt tilknyttede har den største andel et undgående tilknytningsmønster. Derpå følger et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster. Mellem 5% og 10% har et desorganiseret tilknytningsmønster.

Det er vigtigt at forstå, at alle tilknytningsmønstre, både de trygge og de utrygge, er hensigtsmæssig tilpasning til det miljø, som man er født ind i og vokset op i. De utrygge mønstre er med andre ord trygheds- og tilpasningsstrategier. De hjælper os med at undgå det, man frygter.

For den undgåendes vedkommende er det, som man frygter, og det man derfor prøver at undgå, at være afhængig af/”udleveret til” andre og at mærke og udtrykke sårbarhed og bede om hjælp. For den ængstelige, ambivalente er det man frygter, og derfor prøver at undgå, at blive forladt og stå alene. For den desorganiserede tilknyttede er det, man frygter, og det man derfor prøver at undgå, både nærhed og at være alene og hjælpeløs.

De utrygge tilknytningsmønstre er tryghed for dem, der har dem, eller, det er det tryggeste man kender til.

Det betyder, at det fx kan opleves utrygt for et menneske med et undgående tilknytningsmønster at møde et trygt tilknyttet menneskes åbenhed omkring sine tanker, følelser og behov. Ligesom det kan opleves utrygt for et menneske med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster at blive konfronteret med udtryk for behov for afstand og uafhængighed hos et menneske med et undgående tilknytningsmønster. Og det kan selvsagt opleves ganske utrygt for et menneske med et desorganiseret tilknytningsmønster, når en person med et ængsteligt ambivalent tilknytningsmønster er insisterende og pågående i kontakten.

Men selvom utrygge tilknytningsmønstre er almindelige, og at de må ses som en hensigtsmæssig reaktion til det miljø, man er vokset op, så kan de selvfølgelig give os problemer, når de ikke passer med vores nye relationer, eller når de står i vejen for en udvikling, som vi selv eller omgivelserne kunne have glæde af. I mange parforhold er partnernes forskellige tilknytningsmønstre omdrejningspunkt for konflikter.  

Forskellige tærskler for aktivering af tilknytningssystemet

De tre forskellige utrygge tilknytningsmønstre har hver især forskellige tærskler for aktivering af tilknytningssystemet:

Mennesker med et undgående tilknytningsmønster har en højere tærskel for aktivering af tilknytningssystemet. Dvs. der skal mere til for at alarmklokken ringer, fordi man automatisk retter sin opmærksomhed væk fra situationer, tanker og følelser, som vækker tilknytningsbehov.

I den forstand fremstår mennesker med et undgående tilknytningsmønster nok noget kølige, men også mere robuste og stabile end mennesker med de to andre utrygge tilknytningsmønstre.

Mennesker med et ængsteligt tilknytningsmønster har en lavere tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, fordi de er tilbøjelige til at være overopmærksomme på relationer, på egne og andres indre tilstande, på stemninger i rummet, forskelle, potentielle konflikter m.m. Dvs. at der ikke skal så meget til før at deres tilknytningssystem bliver aktiveret og alarmklokken kimer.

I den forstand virker de mere sårbare og skrøbelige, men også mere åbne, indlevende, nærværende og i kontakt med deres følelser end mennesker med undgående tilknytningsmønstre.

Mennesker med et desorganiseret tilknytningsmønster har en lav tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, og er skrøbelige og sårbare.

Adgang til flere tilknytningssmønstre

Typisk omtaler vi tilknytningsmønstre hos voksne i ental: Han har et undgående tilknytningsmønster. Hun har et ængsteligt ambivalent tilknytningsmønster osv.

Men virkeligheden er langt mere nuanceret, for de fleste af os har adgang til flere tilknytningsmønstre.

Det skyldes, at vi har sammensatte, blandede, opvækstmiljøer med oplevelser og erfaringer med forskellige tilknytnings- og omsorgspersoner.

Måske har man haft en tilknytnings- og omsorgsperson, hvor det var muligt for at finde tryghed i en åben søgen efter kontakt, støtte og trøst, mens det i relationen til en anden tilknytnings- og omsorgsperson var nødvendigt at lægge låg på sine bekymringer og sårbarhed for ikke at irritere denne eller støde vedkommende væk. Og hos en tredje var det måske uforudsigeligt, hvad man kunne vente sig. Måske var der en tryg base eller en sikker havn. Måske var der ikke.

Sådanne blandede oplevelser og erfaringer med sine tilknytnings- og omsorgspersoner betyder, at man potentielt har adgang til både trygge og utrygge strategier.

Derfor vil flertallet af os i en eller anden forstand kunne genkende os selv i dele af beskrivelsen af både utrygge og trygge tilknytningsmønstre.

Trygge mønstre er som nævnt grundstrategien for, hvordan tilknytningsbehov skal håndteres, og dermed det, der oprindeligt har været vores alle sammens udgangspunkt, hvilket betyder, at vi alle har ansatser til trygge strategier. Fx vil vi alle på en eller anden måde på et eller andet tidspunkt række ud og søge hjælp fra andre, når vi oplever farer og er utrygge.

Vores tilknytningsmønstre er desuden meget afhængige af hvem, vi er sammen med, og i hvilke sammenhænge vi er i. Forskellige mønstre med deres forskellige strategier kan med andre ord bringes i forgrunden afhængigt af, hvem eller hvad man står overfor.

Vi kender alle til at være i sammenhænge og situationer med nogle mennesker, der får ”det bedste” frem i os, dvs. som gør os trygge. Fx får vores ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster til at falde til ro: Vi er pludselig ikke så meget ovre i de andre og ikke så bange for forskelligheder. Vi kan opleve, at vi lettere kan gøre opmærksom på vores behov, følelser m.m. samtidig med, at vi også kan holde lidt igen, vente eller regulere vores følelser, hvis det er det, situationen kalder på.

Vi kender også alle til den ubehagelige oplevelse af at være i sammenhænge og situationer med mennesker, der gør os utrygge. Sammenhænge, situationer og mennesker, som får det ængstelige ambivalente og krævende, eller det mere rigide, lukkede og afvisende eller måske det mere kaotiske og flimrende frem i os: “Kom-her-bliv-væk”. 

Ovenstående betyder ikke, at der ikke er en vis konsistens i forhold til, hvordan vi forholder os på tilknytningsområdet, og at der ikke er et ”hovedmønster”, som vi hælder mest til på tværs af relationer og situationer. Men når man ønsker at blive klogere på sig selv og sine tilknytningsmønstre, er og bliver det for simpelt kun at kigge efter ét enkelt mønster. Det vil være mere relevant og hjælpsomt at gå på opdagelse efter alle de mønstre, strategier og tilbøjeligheder, som man i en eller anden udstrækning kan genkende fra sig selv.

Udvikling af tilknytningsmønstre

Ovenstående indbefatter også det vigtige kendetegn ved tilknytningsmønstre, at de ændrer sig over tid, efterhånden som man gør sig nye erfaringer på tilknytningsområdet.

Engang troede man, at tilknytningsmønstre var meget stabile. I dag ved vi, at tilknytningsmønstre snarere er fleksible, og udvikler, ændrer eller justerer sig livet igennem. Det er en meget central pointe ved tilknytningsmønstre.

Bl.a. ved vi, at indsigt i og forståelse af vores tilknytningshistorie og tilknytningspersoner kan rykke ved vores tilknytningsmønstre. Åbenhed, nysgerrighed samt evnen og lysten til at reflektere over gode og dårlige oplevelser og erfaringer på tilknytningsområdet og finde mening, dvs. se og forstå sammenhænge, kan være med til at skubbe os hen imod, at et trygt tilknytningsmønster bliver et mere tilgængeligt.

En sådan åbenhed, refleksion og motivation for at se og forstå sammenhænge er på mange måder vigtigere for vores tilknytningstryghed og trivsel med andre mennesker som voksne mennesker end de forskellige konkrete oplevelser og erfaringer med vores tilknytnings- og omsorgspersoner fra vores opvækst.

Vores tilknytningsmønstre er med andre ord ikke hugget i granit. Og det er mere en regel end en undtagelse, at vores tilknytningsmønstre justeres og udvikler sig i livet i takt med ny indsigt og forståelse.

Indsigt og forståelse betyder selvfølgelig ikke, at utrygge oplevelser og erfaringer forsvinder, og aldrig mere viser sig i vores tanker, følelser og adfærd, når vi er pressede, og vores tilknytningssystem er aktiveret. Men det betyder, at det ikke længere er dem, der entydigt styrer vores tanker, følelser og adfærd i forhold til vores nærmeste og andre mennesker.

Det der allerbedst og mest effektivt rykker ved vores tilknytningsmønstre, er dog erfaringer og oplevelser med andre mennesker livet igennem. Parforholdsrelationen har om nogen relation potentiale til at lukke op for og uddybe tilknytningstryghed i os. Men også andre nære relationer kan rykke ved vores tilknytningsmønstre.

Erfaringer med tilgængelighed, responsivitet og engagement med andre mennesker, små som store, ændrer ens hjerne og sætter sig i kroppen og sindet, så gammel smerte ikke får lov til blindt at dirigere de måder, man reagerer overfor hinanden på, når man er ramt og presset i sine nære relationer. De gamle vanemæssige reaktionsmønstre er der måske stadig, men de har ikke længere det samme faste greb i en.

Så selvom man i sin tilknytningsbaggrund har haft oplevelser og erfaringer, som har skabt utrygge tilknytningsmønster, er det muligt efterhånden at finde ind i et overvejende trygt mønster.

Hvordan vi møder hinanden

Nedenfor kan du læse nogle opmærksomhedspunkter til inspiration til mødet med mennesker med de tre utrygge tilknytningsmønstre.

Et menneske med et undgående tilknytningsmønster har brug for at blive mødt lidt forsigtigt med respekt for behovet for tryghed via en vis afstand. Det gælder i det hele taget, men selvfølgelig især når tilknytningssystemet er aktiveret, og personen føler sig presset.

Men når personen slår noget betydningsfuldt og svært hen, måske virker ligeglad, skal vi ikke bare ”hoppe med på” upåvirketheden og selvtilstrækkeligheden. Når han eller hun minimerer og bagatelliserer, må vi forsøge på en ikke truende måde at give plads til følelser, måske fortælle lidt om os selv og andre, der føler sådan og sådan. Samtidig med at vi anerkender rationalitet, praktik og handling, som de domæner, hvor et menneske med et undgående tilknytningsmønster føler sig mest hjemme og tryg.

Vi må både tale anerkendende, beroligende og rationelt om det at kunne støtte sig til hinanden: Det er faktisk ”smart” og effektivt at bruge hinanden, ligesom vi naturligvis også må vise respekt for personens behov for at trække sig for at finde og regulere sig selv igen, når nogen eller noget går for tæt på.

I mødet med et menneske med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster må vi være opmærksomme på, at han eller hun har brug for, at der er plads til følelser og andre indre tilstande.

Personen har brug for at mærke forståelse for at føle sig rummet og opleve vores tilgængelighed og responsivitet. Samtidig må vi støtte ham eller hende i at få lidt større distance til sine følelser og dermed en større fornemmelse af selv at kunne regulere sine følelser og håndtere situationen.

Vi må på en respektfuld måde støtte personen i at være opmærksom på, når han eller hun ”smelter sammen” med andre, og grænserne bliver udflydende.

Vi må bakke op omkring selvstændighed og evnen til at rumme forskellighed, og vi må udtrykke og vise, at forskellighed er et vilkår, og i udgangspunktet et udviklende og spændende vilkår, som ikke er farligt.

Et menneske med et desorganiseret tilknytningsmønster har brug for, at vi er klar over dets store behov for tryghed uden at gå for tæt på, så vi kommer til at presse personen ind i en desorganiseret, kaotisk tilstand. Det er en hårfin balance.

Vi må forstå den flimrende vekslen mellem deaktivering og hyperaktivering af tilknytningsbehovene, og ikke mindst den lidelse, der er forbundet med, at personen har vanskeligt ved at finde tryghed i nogle af strategierne.

Forsigtigt og respektfuldt må vi forsøge at afstemme i forhold til, hvor personen er. Hvilken strategi er mest på spil lige nu? Den undgående eller den ængstelige ambivalente?

Det kan utvivlsomt være svært at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til agtpågivenheden og tilbageholdenhed og dermed behovet for nænsomhed og forsigtighed, kombineret med sårbarheden og hjælpeløsheden, og dermed et stort behov for andre, som man ser hos et menneske med et desorganiseret tilknytningsmønster. Man kan føle, at man meget let kan komme til at træde forkert.

Kend dig selv

At arbejde med sig selv er også at lære sig selv bedre at kende på tilknytningsområdet.

Hvis du tænker, at du overvejende har et undgående tilknytningsmønster, er din udfordring at blive tryggere ved afhængighed og nærhed.

Du må anerkende menneskets grundlæggende afhængighed af hinanden, herunder din afhængighed af andre. Du behøver ikke være ”mester” i at klare alting selv. Det er ikke bare alment menneskeligt, men også ”effektivt” at være afhængig af andre: Vi klarer os bedre i livet i og med vores forbundethed med og afhængighed af andre.

Tanken om at søge støtte kan være meget fremmed og undertiden truende for dig. Men du må øve dig i at rådføre dig med andre og opsøge og modtage hjælp og støtte, når du er presset, og få positive erfaringer med det, så du kan opleve tryghed ved kontakten, støtten og hjælpen. Spørg dig selv om dette: “Er der nogle jeg kunne opsøge og spørge om noget”? ”Er der noget, som jeg kunne bruge støtte og måske hjælp til?”

Når dit tilknytningsbånd trues, må du prøve at blive bevidst om ikke straks at ”trække følehornene til dig”. Dvs. i stedet for hurtigt at trække dig tilbage, lukke ned og give udtryk for uafhængighed, ”jeg klarer mig selv”, må du også tænke på at række ud: ”jeg har brug for dig”. Husk at du ikke er udleveret til andre, fordi du rækker ud.

Du må også øve dig i at bevare roen, når andre udviser sårbarhed og afhængighed af dig. Sandsynligvis vil de andre falde til ro, hvis du tør møde deres afhængighed af dig, også når afhængigheden og sårbarheden kommer forvrænget til udtryk i kritik, krav og pres.

Endelig må du rette opmærksomheden mod dine følelser og interessere dig for dem. Mærke dem og udforske dem: Hvad fortæller følelserne dig? Dine følelser indeholder vigtige budskaber både om dine behov og ønsker, og om veje og handlinger, der kan hjælpe dig til at få disse behov og ønsker opfyldt.

Følelser er ikke ulogiske, de giver en perfekt mening, hvis du forstår deres sammenhæng. Det er derfor yderst rationelt at lytte til sine følelser. Du må formulere følelserne og dele dem, og spørge til de andres følelser. For når I deler jeres følelser, er der mulighed for at det kan skabe positive forandringer mellem jer. (Se artiklen om følelser).

Hvis du har et mere ængsteligt ambivalent tilknytningsmønster, er din udfordring at blive bedre til at regulere dine følelser ved at zoome ud og skrue ned for følelserne.

Når dit tilknytningsbånd trues, hvilket du sandsynligvis ofte vil opleve at det gør, skal du passe på ikke hurtigt at kritisere, presse og kræve. Du må bringe dine følelser i spil med din tænkning, og bruge det vigtige samarbejde mellem dine følelser og dine tanker til at få mere ro på inden i. Når du øver dig i at føle og tænke samtidig, kan du blive bedre til at regulere dine følelser, og dermed bedre til at rumme det, der er svært, og række ud efter det, du har brug for på en mere blød måde.

Vær opmærksom på, at når du kritiserer, kræver og presser, kan du komme til at skræmme andre til at trække sig, hvilket blot forstærker din utryghed.

Det er vigtigt at kunne række ud og bede om hjælp, og selvfølgelig skal du kunne bede om hjælp og støtte. Men tænk på måden du beder om hjælp på, så det ikke bliver for svært for andre at respondere.

Forventninger om at blive svigtet og afvist kan få din anmodning om hjælp til at få en bebrejdende eller anklagende tone, som kan få nogle til at bakke.

Du må også være bevidst om at prøve at ”trække antennerne til dig”, og ikke være så meget ovre i andre. Du må tænke på at være opmærksom på grænserne mellem dig selv og andre, så du ikke bliver så let overvældet, men kan bevare forbindelsen til dig selv og til jorden.

Vi lever i dyb afhængighed af og forbundethed med hinanden, men også som individer, der kan stå på egne ben. Du må øve dig i at få øje på og komme i kontakt med din handlekraft, din indre styrke og kompetencer.

Du må med andre ord finde styrke i også at kunne klare dig selv og finde din vej. Søg oplevelser, hvor du føler, at du ”kan selv”. Målet er selvfølgelig ikke at stræbe efter selvtilstrækkelighed og uafhængighed, men at arbejde mod en mere moden og konstruktiv forbundethed med andre, hvor du ikke er afhængig af andre på en sammensmeltende måde, der gør dig utryg og hvor forskelle mellem dig og andre ikke føles så truende.

Forskellighed, og også konflikter for den sags skyld, er ikke automatisk verdens undergang.

Hvis du har et desorganiseret tilknytningsmønster, skal du tænke på at tage kærligt hånd om din sårbarhed.

Du må være bevidst om din vekslen mellem at hyperaktivere og deaktivere, når dit tilknytningssystem aktiveres. Du må finde ud af hvem og hvad, der kan give dig noget tryghed, ro og retning. Hvad der skal til og ikke mindst, hvad du omvendt må passe på. Hvad og hvem desorganiserer dig? Hvad eller hvem, af godt og konstruktivt, kan stabilisere dig og regulere dine følelser?

Lad os slutte af med at opsummere ovenstående om tilknytningsmønstre:

Med udgangspunkt i vores erfaringer og oplevelser med tilknytning og omsorg fra vores tilknytnings- og omsorgspersoner udvikler vi tilknytningsmønstre, som er vores særlige tanker, følelser og handlinger omkring tilknytning, mere præcist vores særlige strategier til at være i kontakt og søge opbakning, støtte og trøst og beskyttelse fra andre mennesker.

Man inddeler tilknytningsmønstre i fire kategorier. Et trygt og tre utrygge. De tre utrygge kaldes hhv. undgående tilknytning, ængstelig ambivalent tilknytning og desorganiseret tilknytning. De viser sig både i relationelle kendetegn, og ved måden vi taler om tilknytning på.

Vores tilknytningsmønstre er funktionelle tilpasninger til vores opvækstmiljø.

Selv om vi overvejende har et ”hovedtilknytningsmønster” har de fleste af os sammensatte opvæksterfaringer og har derfor adgang til flere tilknytningsmønstre.

Vores tilknytningsmønstre er ikke statiske. De udvikler sig livet igennem. Bl.a. via indsigt i vores tilknytningshistorie med vores tilknytnings- og omsorgspersoner og ikke mindst via erfaringer og oplevelser med andre mennesker, især nære relationer.

Nære relationer kendetegnet ved tilgængelighed, responsivitet og engagement har stort potentiale til at rykke vores tilknytningsmønster i tryg retning.

Sammenstød mellem mennesker i nære relationer kan undertiden anskues som sammenstød mellem forskellige tilknytningsmønstre.

Via bevidsthed om og indsigt i egne tilknytningsmønstre kan man udvikle sig i positiv retning på dette område. Dvs. mod tryg tilknytning.

Anne Stokkebæk. Maj. 2022.

 

Kilder:

Se litteraturlisten under Artikler.

 

 

Autoriseret psykolog Anne Stokkebæk

Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com

Se også min parterapihjemmeside