Tilknytning 

Denne artikel (5 sider) handler om tilknytning. Mennesker er sociale væsener. Det ligger i vores natur at søge og skabe kontakt og knytte bånd til andre mennesker. Til familie, til venner, til bekendte, kollegaer, naboer, foreningsfæller, osv. Vi har brug for kontakt, vi har brug for hinanden.

Især har vi behov for tryg  følelsesmæssig kontakt til få, særlige andre mennesker. Det kaldes for tilknytningsrelationer, og personerne, som vi er særligt forbundne med og knyttede til, kaldes tilknytningspersoner.

Vores behov for tilknytningspersoner, og vores evne til at søge og skabe kontakt til få og særlige andre er menneskeartens mest grundlæggende overlevelsesstrategi. Tilknytningsrelationer er lige så afgørende for vores helbred, trivsel og generelle funktion i livet som føde, væske, søvn, m.m.

I hverdagssprog siger vi gerne, at mennesker er knyttet til hinanden, når vi vil udtrykke, at vi er tæt forbundet med hinanden. Men en tilknytningsrelation er mere end det. En tilknytningsrelation, er en særlig relation, hvor man henter tryghed, beskyttelse, trøst og får reguleret sine følelser.

Tilknytningssystemet

Vi er født til at søge kontakt, nærhed og beskyttelse fra vores tilknytningspersoner, når vi oplever farer, og føler os udsatte og utrygge. Når det sker, aktiveres vores tilknytningssystem. Man kan sammenligne det med, at der bliver trykket på en alarmknap.

Når vores tilknytningssystem er aktiveret, og alarmen ringer, er vores opmærksomhedsfelt snævret ind. Vores primære mål at opnå sikkerhed og tryghed. Alt andet så som at virke i verden, udforske, udfordre os selv, have det sjovt osv., glider automatisk i baggrunden.

Aktiveringen af tilknytningssystemet slukkes, når vi igen føler os trygge og i sikkerhed, hvad enten vi er blevet beroliget af kontakten til en tilknytningsperson, eller vi har fundet andre måder at blive beroliget på. Vi kan da nære andre prioriteter og engagere os i andre gøremål.

Tilknytningsbehov er livslangt

Indbegrebet af og prototypen på en tilknytningsrelation er relationen mellem forældre og barn. Barnets behov for en tilknytningsrelation til sine  forældre er evident. Barnet ville hverken kunne overleve, udvikle sig, eller trives uden sine forældre eller andre tilknytningspersoner.

Men behovet for tilknytningspersoner er ikke kun noget, som børn har. Behovet er livslangt. Det er en meget vigtig pointe omkring tilknytning. Der sker selvfølgelig ændringer over tid både mht. hvilke personer man knytter sig til, og den måde man opretholder tilknytning på, og hvordan man regulerer følelser, der ligger under tilknytningsbehov, men behovet for tilknytning gælder hele livet.

Det gælder for den unge, der forlader sig på, at forældrene vil være der, hvis noget brænder på. Eller for kvinden, der er single, og som fx har en søster og et par nær veninder som opbakkende og støttende bagland og som trøst og beskyttelse, når der er brug for det. Det gælder for manden, der vender hjem til sin partner, og søger kontakt og trøst efter en kaotisk og utryg  dag på arbejdet. Det gælder for det gamle menneske, som er konfronteret med alderdommens tab og svækkelse, og hvor voksne børn og måske børnebørn er tilknytningspersoner. 

Parterne i et parforhold er hinandens tilknytningspersoner. Selvom der ikke er tale om en kopi af barnets tilknytningsbånd til dets forældre, er tilknytningens væsen og udtryksformer forbavsende ens i de to slags relationer. Begge slags tilknytningsbånd, altså både barn- forældrebåndet og tilknytningsbåndet mellem to voksne i et parforhold, aktiverer følelser som frygt, tristhed, vrede og skam, når man oplever, at kontakten er utryg. Og omvendt følelser af glæde, tryghed, nysgerrighed og velvære, når man føler at kontakten er tryg og oplever, at tilknytningsbåndet er sikkert og intakt.

Tryg base og sikker havn

En tilknytningsrelation er kendetegnet ved to kernefunktioner. Tryg base og sikker havn. I forholdet mellem forældre og barn er det forældrene, der er barnets trygge base og sikre havn. I voksen-voksen tilknytningsrelationer, fx i parforholdet, er funktionerne gensidige: Man er hinandens trygge base og sikre havn.

Tryg base-funktionen handler i korthed om at være et tilgængeligt, støttende, opmuntrende og opbakkende bagland for hinanden. Dvs. et trygt udgangspunkt, en platform, hvorfra man kan bevæge sig ud i verden, udfordre og udforske, løbe risici, udvikle sig og opleve fornemmelsen af handlekraft og autonomi. 

Sikker-havn-funktionen handler i korthed om at tage imod den anden og berolige, trøste og regulere, når han eller hun føler sig udsat, og oplever fare og utryghed, og rækker ud og søger hen i mod en. Som sikker havn har man blik for den andens sårbarhed og en intention om at lindre gennem kontakt. Man stiller sig så at sige til rådighed for den anden som ”større og stærkere” i forhold til sårbarheden og utrygheden.

Vores grundlæggende afhængighed

Mange af os er mere eller mindre underlagt dogmet om, at man som voksen skal kunne klare sig selv, gå ud i verden med en tryghed i sig selv, og at man må kunne berolige og støtte sig selv, når man er usikker og utryg.

Vi holder stædigt fast i at definere det sunde voksne menneske, som ham eller hende, der kan selv, og ikke er så afhængig af andre, og klare tingene selv. Det er en opfattelse, der ligger dybt forankret i vores kultur og dermed i mange af os. Men det er ikke desto mindre en forståelse, der er på kant med et meget grundlæggende træk ved det at være menneske.

Vi er nødt til at træde ud af denne illusion og forstå, at vi er skabt i og til afhængighed, vi er kodet til søgen efter kontakt, det er derfor, at vi har overlevet som menneskeart. Og at vi udforsker, virker i verden og udvikler os i og med denne afhængighed. Især er afhængigheden uomgængelig, når vi føler os udsatte, er utrygge, bekymrede og pressede. Vores behov for at vores tilknytningspersoner kommer tæt på os, når vi kalder, for at tilbyde os en sikker havn, er uomtvisteligt.

Som voksen udfylder vi også i nogen udstrækning funktionerne tryg base og sikker havn for os selv. Vi kan svare på signaler relateret til tilknytning indefra, og er derfor også omsorgspersoner for os selv på det indre plan. Men det er ikke nok. Vi bliver med andre ord ved med at have behov for en tryg base og en sikker havn i andre mennesker.

Ovenstående betyder ikke, at vi ikke også er individer både med evne til at stå på egne ben og behov for autonomi. Og grundlæggende behøver der ikke at være nogen modsætning mellem vores afhængighed af hinanden og vores individualitet, herunder vores evne til og behov for at udtrykke autonomi.

Faktisk er det sådan, at jo mere trygt tilknyttet vi er, jo mere selvstændige kan vi være. Ikke selvtilstrækkelige og uafhængige, men selvstændige i betydningen, at vi har en tro på, at vi kan finde ud af at klare og løse situationer og opgaver, og at vi har lyst til og mod på at gøre det.

Vores afhængighed af hinanden er kort og godt en kilde til styrket modstandskraft overfor livets udfordringer og nedture. Det er en kilde til at bevæge sig ud i verden, løbe risici, udfordre sig selv, udforske og udvikle fornemmelse af handlekraft, autonomi og egen kompetence.  Selvtilstrækkelighed: ”Jeg kan selv” og afvisning af tilknytningsbehov. ”Jeg behøver ikke andre”, giver kun en falskt overskud.

Vi kan virkelig gå langt i vores virke, udforskning og andet, når vi føler os støttet og bakket op af vores bagland og ikke mindst sikre på, at vi kan vende tilbage og få trøst og beroligelse, hvis der sker noget, som gør os utrygge, urolige, bekymrede eller triste.

Det er så vigtigt at erkende, at vi som mennesker er skabt til afhængighed. Og vores afhængighed af hinanden er livslang og går forud for selvstændighed. Videnskaben har dokumenteret det igen og igen. Bl.a. i dette eksperiment:

Hvis vi står foran en bakke alene, opfatter vores hjerne bakken som højere, end hvis der står en tilknytningsperson, ved siden af os. Vores hjerne tager således nærhed til sociale ressourcer (her en tilknytningsperson ved vores side) i betragtning i sine grundlæggende perceptionsprocesser.

Påstanden om, at vi gør det bedre i fællesskab med en anden, der hvor vi er sammen om beslutningen, udfordringen og belastningen m.m., er således ikke bare sentimental snak. Det er et faktum!

Tilknytningshistorie og tilknytningsmønster

Vi er født til at knyttet os. Men med udgangspunkt i forskellige erfaringer og oplevelser med tilknytning og omsorg fra vores opvækst, udvikler vi os forskelligt på dette område.

Det drejer sig især om vores oplevelser og erfaringer inden for disse fire områder vigtige:

• Med kontakt og nærvær i dagligdagen i vores familie.
• Med et tilgængeligt, støttende og opbakkende bagland, hvorfra man kan bevæge sig ud i verden, virke i den, udforske og opleve fornemmelsen af egen kompetence, handlekraft og selvstændighed.
• Med at søge og få omsorg og støtte og trøst, når man er bekymret og utryg.
• Med at række ud mod hinanden, forsone sig og genetablere kontakten, når man har ramt og skræmt hinanden, og kontakten er brudt.  

Ud fra vores erfaringer og oplevelser med disse fire områder udvikler vi det, som man kalder for tilknytningsmønstre. Man kan også udtrykke det på denne måde: Vores medfødte tilknytningssystem bliver i løbet af vores opvækst udviklet, formet og farvet gennem særlige tilknytnings- og omsorgsoplevelser med vores tilknytnings- og omsorgspersoner, og bliver til vores unikke, personlige tilknytningsmønstre.   

Tilknytningsmønstre er vores særlige måder, dvs. vores personlige stil, hvormed vi nærmer os andre mennesker på, eller ikke gør det, udtrykker vores behov på, og beder om hjælp på, eller ikke gør det, håndterer følelser i nære relationer, herunder konflikter og uenigheder med andre osv. Tilknytningsmønstre er kort og godt af vores tanker, følelser og handlinger, når det drejer sig om tilknytning. 

Tilknytningsmønstre kan være mere eller mindre trygge. Man inddeler tilknytningsmønstre i fire kategorier. Et trygt og tre utrygge.

• Det trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man rækker ud efter kontakt, omsorg, støtte og trøst, når tilknytningssystemet er aktiveret, og man føler sig utryg og usikker i tillid til, at man bliver imødekommet.
• Det undgående tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man trækker sig, lukker følelsesmæssigt af og giver udtryk for uafhængighed, når tilknytningssystemet er aktiveret og tilknytningsbåndet opleves truet, og man føler sig utryg. ”Det går fint tak”. “Der er ikke nogen problemer”. “Jeg klarer mig”. “Jeg har ikke brug for noget”.
• Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster, som også kaldes for det opslugte eller opsøgende tilknytningsmønster, er i korthed kendetegnet ved, at man kritiserer, presser og kræver i vedholdende forsøg på at få en reaktion, når tilknytningssystemet er aktiveret og man er utryg i en tilknytningsrelation: ”Hvor er du?” “Hvorfor er du altid så ….?”
• Det desorganiserede tilknytningsmønster, også kaldet det frygtbetonede undvigende tilknytningsmønster, giver sig til udtryk i en mere kaotisk vekslen mellem både at undvige og afvise og at opsøge og række ud, når tilknytningssystemet er aktiveret.  ”Kom her – gå væk”. “Jeg har brug for din støtte, og samtidig er jeg utryg ved og bange for dig”.

Vores tilknytningsmønstre vil altid være til stede som vigtige kendetegn ved den unikke person, som vi er. Det vil udtrykke sig i vores tanker, følelser og handlinger. Men vores tilknytningsmønstre bliver særligt tydeligt i situationer, hvor tilknytning på en eller anden måde er på spil. Tilknytning kan være i spil, fordi vores tilknytningssystem er aktiveret, eller fordi noget anden i situationen eller relationen trækker associationer til det netværk af erfaringer, vi har med os på tilknytningsfronten.

Sommetider tjener vores tilknytningsmønstre os godt videre i livet, andre gange kan de give nogle problemer, når de ikke passer med vores nye relationelle virkelighed, eller når den står i vejen for en udvikling vi eller vores omgivelser kunne have glæde af.

Begrebet om tilknytningsmønstre og særlige kendetegn ved de fire forskellige kategorier af tilknytningsmønstre, er et meget centralt område af tilknytningsteorien. (Se herom i artiklen om tilknytningsmønstre). 

Sammensatte tilknytningsmønstre og udvikling af tilknytningsmønstre

Det er klart, at livet på alle måder bliver lettere og trivslen højere, når man har et trygt tilknytningsmønster eller overvejende trygt tilknyttet. Et væsentligt kendetegn ved det mere trygge tilknytningsmønster er, at hele spørgsmålet om tilknytning ikke giver anledning til så mange komplicerede følelser og motiver. Det larmer mindre.

Men alle tilknytningsmønstre, også de to utrygge er almindelige. Ca. halvdelen af os har et utrygt tilknytningsmønster.

Og i det hele taget er det mere nuanceret end som så. For selvom tilknytningsmønstre hos voksne ofte omtales i ental, som om vi har hver kun ét bestemt tilknytningsmønster, så har de fleste af os haft sammensatte opvækstmiljøer med forskellige tilknytningspersoner, og har derfor adgang til både trygge og utrygge tilknytningsmønstre og -strategier.

Vi benytter stort set alle sammen sommetider undvigende, afvisende reaktioner og strategier. Eller opsøgende, kritiserende, bebrejdende og angribende reaktioner og strategier. Og det er ikke noget problem. Problemet opstår, når reaktionerne og strategierne generaliseres og bliver vanemæssige og stivner i reaktioner, der begrænser vores opmærksomhed og evne til at engagere os nærværende og anerkendende i andre mennesker og i os selv.

Og derudover er tilknytningsmønstre ikke fastlåste størrelser, de er fleksible, de justeres og udvikler sig livet igennem.

Indsigt i og forståelse af egen tilknytningshistorie, kan være med til at skubbe os hen imod, at et trygt tilknytningsmønster bliver mere tilgængeligt for os. Et trygt tilknytningsmønstre, som bl.a. omfatter, at vi har lettere ved at række ud efter omsorg, støtte og trøst, når vi føler os utrygge og usikre i tillid til, at vi bliver imødekommet.

Men først og fremmest justeres og udvikles vores tilknytningsmønstre sig i og med vores erfaringer og oplevelser med andre mennesker livet igennem. Og det der allerbedst og mest effektivt og bæredygtigt formår at rykke ved og skubbe til vores tilknytningsmønstre i tryg retning, er stabile og langvarige erfaringer og oplevelser i nære, trygge og anerkendende relationer. Det kan være parforholdet, men selvfølgelig også i andre nære relationer.

Når vi mennesker viser tilgængelighed, responsivitet og engagement overfor hinanden, når vi deler, lytter og anerkender hinandens verdener, så laver vi samtidig positive justeringer af vores ”indre kodninger” af tæt og tryg kontakt med andre mennesker, dvs. af vores tilknytningsmønstre. Det betyder, at vi kan være mere responsive, nærværende og trygge sammen med hinanden fremfor ureflekteret at slås med ekkoer af utryghed fra fortiden.

Nære anerkendende relationer kan således lukke op for og uddybe en tilknytningstryghed i os. Så selvom man i sin tilknytningsbaggrund har haft erfaringer, som har skabt utrygge tilknytningsmønstre, er det muligt ved refleksion og indsigt, og ikke mindst ved anerkendende relationer  efterhånden finde ind i mere trygge mønstre.

Anne Stokkebæk. Juni, 2022.

Kilder:

• Sarah Daniel: Tilknytning og omsorgsarbejde. Personlige rødder og faglig Praksis. Arboreta, 2021.
• Sarah Daniel: Relation og fortælling. Tilknytningsmønstre i en behandlingskontekst. Samfundslitteratur, 2012.
• Sue Johnson: Hold mig. En vejviser til langvarig kærlighed. Mindspace, 2014.
• Susan Johnson: Tilknytningsteorien i auktion. Mindspace, 2019.
• Lorrie Brubacher: Emotionsfokuseret parterapi. Trin for trin. Mindspace, 2018.
• AAI: Voksentilknytningsinterviewet, Adult Attachment Interview: George, Kaplan og Main, 1996. Dansk oversættelse: Rechenbach, Sandros og Daniel, 2016.