Anne Stokkebæk
Autoriseret psykolog
Sorg, at miste en nærtstående
Vi kommer alle til på et tidspunkt at miste et eller flere mennesker, som vi er tæt forbundet med, et nærtstående menneske, og i den forbindelse være i sorg. Der dør ca. 55.000 mennesker i Danmark om året. Hvis man antager, at hvert menneske der dør, har 4 nære pårørende, er der 220.000 nye mennesker i sorg i Danmark hvert år.
Sorg er naturligt forbundet med at miste et menneske, der står en nær. Uanset om døden kommer ventet eller pludselig, kan det opleves som om, at alting forandres, livet er forandret, og man føler sig selv forandret. Det er vores nære relationer, der giver os størst mening i livet. Derfor opleves det så indgribende, når vi mister vores nære. Sorg er uløseligt forbundet med kærlighed.
Når vi mister et menneske, som vi er tæt forbundet med, kan det virke både uoverskueligt og skræmmende at fortsætte hverdagen med dets gøremål og pligter. Man kan opleve, at den sædvanlige følelse af livet som overvejende sikkert, forudsigeligt og meningsfuldt er væk, og at det man sædvanligvis plejer at gøre for at håndtere livets udfordringer og kriser, pludselig ikke længere er brugbart.
Sorg går ikke over i løbet af nogle måneder. At lære at leve med at have mistet et menneske, der står en nær, at være med den følelsesmæssige smerte og de forandringer, som tabet fører med sig, er en lang proces, hvor man langsomt finder fodfæste, og genvinder sin funktion, og kommer i kontakt med, at livet stadig har eller kan få mening om end på nye præmisser.
Der er ingen tidsbegrænsning på sorg. Men ofte vil sorgen stærkeste udtryk aftage efter det første år. I mange tilfælde giver det derfor mening at tale om et sørge år, dvs. et år, hvor man gennemlever alle årets dage, årstider og mærkedage uden den døde, for til slut at passere årsdagen for dødsfaldet. Men det betyder ikke, at sorgen og savnet er væk efter et år, når man mister et menneske, man er tæt forbundet med. Men som nævnt, at sorgens stærkeste udtryk aftager.
Ud over at være en følelsesmæssig tilstand af svære oplevelser som bl.a. smerte, tomhed, afmagt, længsel og meningsløshed, er sorg samtidig også en proces, der hjælper den efterladte til at leve uden den døde. Det kan virke som en paradoks, at sorg, der kan være så smertefuld og lidelsesfuld en tilstand, hjælper os med at blive i stand til at leve og virke i livet uden den døde og under de nye vilkår.
Sorgens oplevelser og væsen kan være svær at indfange i en artikel som denne. Ordene bliver nemt utilstrækkelige. Ofte er det digte, skønlitteratur, film, andet kunst eller beretninger fra mennesker der har mistet, der formår at indfange sorgens oplevelser og væsen bedst. Bagerst i artiklen er der en litteraturliste, hvor du finder anbefalinger af sådanne bøger.
Sorgreaktionerne er afhængige af forskellige omstændigheder
Sorg er selvfølgelig ikke ens for alle. Forskellige omstændigheder har betydning for et menneskes sorgforløb og sorgreaktioner. Bl.a. vil reaktionerne og forløbet være afhængigt af hvem, man har mistet. Der vil fx ofte være forskel på sorgen over at miste sin gamle mor eller sin ægtefælle, sorgreaktionerne kan være forskellige, og det kan være meget forskellige ting, man har brug for i situationen
Sorgforløbet og sorgreaktionerne er også afhængige af, hvornår i ens liv man mister, ligesom det er afhængigt af hvordan. Var dødsfaldet pludseligt uden varsel, eller var det afslutningen på et sygdomsforløb, som var kort eller langt og mere eller mindre dramatisk?
Den efterladtes livssituation, og hvilke udfordringer og eventuelle belastninger, der ellers er i livet, er selvfølgelig også af stor betydning for et sorgforløb og sorgreaktionerne. Ligeledes er det forhold man havde til den døde og hvilke netværk og støtte, der er i ens omgivelser.
At miste børn er det mest gennemgribende af alle tab med de mest voldsomme reaktioner og konsekvenser for ens liv. Vi bliver ramt så hårdt, fordi barnet er det nærmeste og det mest betydningsfulde for os. Og fordi, vi der skulle passe på det, ikke kunne forhindre døden. Og så bliver vi ramt på følelsen af, at det er helt unaturligt og dybt meningsløst, at et barn skal dø, helt anderledes end hvis et ældre menneske dør efter et langt liv. At miste voksne børn er også et voldsomt og gennemgribende tab. (Du kan læse personlige beretninger om at miste et barn i Esben Kjærs bog: Min usynlige søn. I Lise Traps bog: Sorg er den dybeste ære glæden kan få. I Anna Kløvedals bog: Ingenmandsland. Om afmagt og kærlighed. I Anders Legarth Schmidts bog: Jeg løber. I Naja Marie Aidts digtsamling: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog. Gyldendal, 2017).
Det er også et meget indgribende tab at miste sin ægtefælle, sin partner, som man deler hverdagen med. Man har måske levet sammen gennem et langt liv, undertiden langt den største del af livet. Man har påvirket og formet hinanden, og er på mange måder, blevet den man er, gennem samlivet med partneren. Det kan derfor føles som om, at man mister en del af sig selv, når den anden dør. Partnerne kan udvikle en meget tæt både følelsesmæssig og praktisk, samarbejdende forbundethed, hvor de på mange forskellige måder supplerer hinanden. Den andens død kan derfor ikke bare føles som en amputering af en selv, men af alting.
Sorgen er ikke mindre, fordi ægtefællen er gammel. Hvor det opleves uretfærdigt, meningsløst og unaturligt, når yngre mennesker, især børn, ser vi det som naturligt at ældre mennesker dør efter et langt liv. Det er det også, men det gør ikke automatisk sorgen mindre. Tomheden kan være overvældende og til stede alle vegne. Tomhed inden i, og tomhed udenfor omkring en: En tom plads ved spisebordet, en tom plads i sofaen, en tom plads i sengen osv. Igen at tale med nyheder om. Ingen at dele bekymringer med, igen at planlægge med, ingen lige at vende stort og småt med. Nogle ældre oplever desuden oveni at stå meget alene med sorgen, fordi de ikke har så stort et netværk at trække på. Og fordi man typisk forsøger typisk at skåne børn og børnebørn. Og fordi det også er en gængs opfattelse, at det jo er naturligt, og derfor ikke så smertefuldt. xxxxx
(Du kan læse personlige beretninger om at miste en ægtefælle i Eva Jørgensens bog: Sorrig og glæde. En enkes dagbog. Og i Poul Ørums bog: Sorgens følelser).
At miste sine forældre eller en søskende, især imens at man endnu er barn eller ung, er også meget indgribende og smertefuldt.
At miste betydningsfulde nærtstående mennesker, er alt i alt – selvfølgelig – altid en voldsom og smertefuld oplevelse. Det er som nævnt vores nærmeste relationer, der giver størst mening i tilværelsen. Når man mister et nærtstående menneske, mister man ikke blot den anden, man mister også relationen, til den man har mistet. En relation som måske var uløseligt forbundet med den man er og med ens liv og udfoldelse. Når den nærtstående dør, byder fællesrummet sammen, og man er ikke længere i verden på samme måde som før. Hvor skal man gøre af al sin kærlighed, hvordan skal man udtrykke den? Sorg er blevet beskrevet som hjemløs kærlighed.
Vi er alle forskellige
Vi er forskellige mennesker, og det er forskelligt, hvordan vi er i sorg og hvordan vi sørger. Nogle græder meget, andre ikke. Nogle mærker først sorgen et stykke tid efter dødsfaldet. Det kan være pga. ydre omstændigheder, der kræver ens fulde tilstedeværelse, eller det kan være, fordi følelserne er for voldsomme.
Hvis man er på arbejdsmarkedet, har nogle det bedst med at komme hurtigt i gang med at arbejde. Arbejdet kan blive en slags frirum, hvor tankerne kan afledes noget, og man kan få en delvis følelse af at få magten tilbage over i hvert fald nogle ting i livet. For andre ville det at skulle passe et arbejde være en stor belastning og helt uoverkommeligt. Det ville være umuligt at koncentrere sig, at engagere sig, at forholde sig kollegaer, kunder m.m.
Nogle har et stort behov for at tale med andre om deres tanker og følelser i forbindelse med tabet, smerten og længslen, og oplever kontakten meget hjælpsomt. Andre har det bedst med ikke at tale så direkte om deres sorg, men ønsker bare have andre omkring sig, og måske tale om den mistede som den person, han eller hun var med særlige kendetegn, om oplevelser man har haft sammen, fx rejser osv.
Der er en tendens til at mænd og kvinder sørger forskelligt. Kvinder er ofte mere i sorgens og tabets følelser, og mænd vil i højere grad være handlingsorienterede og forsøge at finde deres ben i det nye liv. Det betyder ikke, at mænd ikke sørger eller sørger mindre end kvinder.
Sorg kan således ikke sættes på formel. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at sørge på. Vi er alle forskellige mennesker, og vi er også forskellig i sorgen.
Alligevel er sorg dog utvivlsom omgærdet af en lang række normative forventninger om hvordan vi bør sørge, hvor længe osv. Det kan være forventninger omkring gråd og andre sorgreaktioner, det kan være forventninger til det at tale om sin sorg, hvor meget, hvordan, hvor, hvor længe osv. om at fortælle om sin sorg, om at fortælle og tale om den mistede osv. Det skal helst være i passende mængder, i et passende tidsrum, på passende tidspunkter, passende steder og på passende måder.
Den sorgramte kan desværre let komme til at tage sådanne forventninger til sig, så man begynder at forholde sig kritisk til egne reaktioner. Man kan føle sig utilstrækkelig, hvis man ikke formår at give sorgen ”det rette” udtryk. Det kan fx føles meget frustrerende at føle, at andre oplever, at man ”hænger fast i sin sorg”, fordi man gerne vil tale meget om den mistede. Lige så frustrerende kan det være at opleve, at man bliver mødt med skepsis, eller selv føle sig forkert, hvis man efter en ægtefælles død, hurtigt finder en ny kæreste.
Hvis der er noget, som et sorgramt menneske ikke har brug for, er det at blive målt og vejet med hensyn til, om man nu opfører sig og søger passende.
Sorgreaktioner
Men selvom mennesker er forskellige, og vi reagerer forskelligt, når vi mister, er der også nogle typiske sorgreaktioner, der kendetegner menneskers sorgforløb.
Nedenfor ser du en inddeling af meget almindelige sorgreaktioner i kropslige, psykiske og adfærdsmæssige reaktioner.
Kropslige sorgreaktioner:
Psykiske sorgreaktioner:
Adfærdsmæssige sorgreaktioner:
De mest almindelige sorgreaktioner
Nedenfor ser vi nu nærmere på nogle af de mest almindelige af ovennævnte sorgreaktioner.
Allermest typisk når vi mister et menneske, vi er nært forbundet med, er oplevelsen af stærke følelser, som angst, håbløshed, fortvivlelse, vrede, skyld og skam m.m. Og ikke mindst længsel og savn.
Man kan føle det som om, at tæppet er revet væk under en, og at man er ude i et følelsesmæssigt stormvejr. Mange bliver overvældede over de voldsomme følelser, som sorgen kan vække, som man kan have svært ved at kontrollere, og som man måske aldrig har mærket før. Det kan fx føles utrygt og ubehageligt, hvis man oplever situationer, hvor man slet ikke kan styre sin gråd.
Nogle følelser er almindeligt accepterede og forståelige, når man er i sorg. Det er fx følelsen af længsel og savn. Andre følelser, som skyld og skam, er ikke nær så forståelige, hverken for en selv eller for omgivelserne.
Det gælder også vrede, som er en almindelig følelse knyttet til sorg. Mennesker i sorg kan opleve vrede mod den døde, mod andre, der bare lever sorgløst, og er frustreret og klager over banaliteter og ligegyldigheder og ikke rigtigt forstår, hvor ondt det gør at miste. Vrede mod lægerne, vrede mod en selv og mod livet. Hvorfor skulle det her ramme mig, hvad har jeg gjort?
Følelser som vrede, skyld, skam m.m. er særligt vanskelige både at rumme og at udtrykke.
Undertiden kan følelserne være så overvældende, at man ikke kan rumme dem, og den sorgramte kan derfor reagere med at blive helt følelsesløs og tom indeni. Man kan føle sig lammet, som om alt i livet stopper.
Udover det følelsesmæssige stormvejr kan man have svært ved at overskue noget. Man kan føle sig meget forvirret og mangle overblik. Man kan have store vanskeligheder med at huske og koncentrere sig. Fx om en opgave, en samtale m.m. Tankerne er kaotiske og usammenhængende, eller de kan køre i ring. Man kan opleve en ubehagelig tilstand af, at alting falder fra hinanden, og ikke længere hænger sammen.
For nogle præger voldsomme sygdomsbilleder tankerne. Ligeledes kan man være besat af tanker om ting, som man ønsker, at man havde sagt eller gjort anderledes.
En anden meget typisk reaktion på det at miste et menneske, man er tæt forbundet med, er en følelse af uvirkelighed.
Man kan føle det som om, man forsvinder ind i en bobbel, og ligesom står uden for sig selv, og det der sker. Nærmest som om alt foregår i en anden virkelighed. Som om, det hele finder sted bag en glasrude, eller som om man er tilskuer til en film.
Eller man kan føle, at virkeligheden er blevet til ny virkelighed, en ”ikke-virkelighed”, en undtagelsestilstand, hvor intet er almindeligt, genkendeligt og giver genlyd. En ikke virkelighed, som snart må blive aflæst af den gamle virkelighed.
Nogle beskriver en følelse af at være midt i en ond drøm, som man på et tidspunkt må vågne op ad. Man kan have en fornemmelse af, at lige om lidt træder den mistede ind ad døren.
Også kroppen reagerer, når man mister. Mange bliver overraskede over, hvor kropslig man mærker sin sorg. Man kan føle sig meget anspændt, rastløs og urolig. Det kan være så svært, undertiden umuligt, at slappe af, herunder at sove. Man kan føle sig udmattet og træt. Man kan have smerter i mave og bryst og andre steder. Man kan være utilpas, svimmel, have kvalme og mangle appetit.
Endnu en meget almindelig reaktion på at miste er, at man indskrænker og begrænser sine aktiviteter og gøremål. For at beskytte sig, men også fordi, det man før var optaget af, nu kan synes meningsløst. Og ikke mindst fordi, man ikke magter det, fordi tabet, savnet og sorgen fylder så meget.
Det kan være vanskeligt at være blandt andre, familie, venner, bekendte og kollegaer. Man kan føle sig for sårbar, og ikke mindst kan man føle sig alene og meget anderledes. (Se mere nedenfor).
Ovennævnte sorgreaktioner kan være stærke. Man kan blive skræmt af dem og omgivelserne også. Men de er helt naturlige reaktioner på, at man har mistet et nærtstående menneske, man er tæt knyttet til, og at ens liv derfor er grundlæggende ændret. Reaktionerne er samtidig tegn på, at sorgen arbejder med en for at få tabet integreret i ens liv og selvforståelse.
Svært med omgivelserne
Nogle mennesker og nogle sammenhænge er gode til at forholde sig til sorg, for andre er det sværere. Det kan være en stor lidelse for mennesker i sorg, når andre har svært ved at forholde sig, til en, til den døde, til tabet og til sorgen. Man kan opleve berøringsangst og misforstået hensyn. Og man kan opleve, hvad man mærker som en mangel på forståelse og indlevelse. Det kan være sårende med ord som “tiden læger alle sår,” “det skal nok gå”, ”du skal bare videre”, når man samtidig selv mærker og føler, at ingen vil kunne erstatte det, man har mistet, og at livet er forandret for altid. Eller når nogle siger: “Tænk på alt det gode, som I nåede sammen.” Det er svært med et sådant ”lyst” og rationelt fokus, når man oplever, at sorgen, smerten, længslen og meningsløsheden overskygger alt.
Man kan føle, at omgivelserne lever videre som om ingenting var hændt, og at der ikke bliver taget de hensyn, som man oplever at have brug for. Både i arbejdslivet og i familie og blandt venner. Det er selvfølgelig især en stor smerte, hvis det er mennesker, som man ellers har følt sig forbundet med. Man kan blive ked af det, vred, skuffet.
Nogle giver også udtryk for at mangle omgivelsernes forståelse for, hvor længe det bliver ved med at gøre meget ondt, når man har mistet et menneske, man var tæt forbundet med. Man kan opleve et pres om at “komme igennem”, “komme over” og “komme videre”.
Mange sorgramte lider faktisk ved, at det kan være rigtigt svært for mange at forholde sig til et menneske i sorg, til den døde, til tabet og til sorg. Undertiden kan man få lyst til at droppe forbindelser, også til mennesker, der ellers har en vigtig plads og betydning i ens liv.
Mange sorgramte ønsker, at den døde, sorgen og smerten ikke skal være et tabu. De udtrykker fx ofte et stort behov for at tale om den døde, og tale om sorgen over, at han eller hun ikke er her mere.
Sorg kan utvivlsomt virke skræmmende på mange. Den minder os om vores grundlæggende sårbarhed, om at man selv skal dø og selv på et tidspunkt skal miste nærtstående mennesker, som man er dybt forbundet med. Og man ved ikke hvem, hvornår og hvordan. Man kan føle sig meget usikker og rådvild overfor, hvordan man skal forholde sig til et menneske i sorg og til den døde. Man kan blive kejtet og utilsigtet komme til at sige noget uheldigt og sårende eller komme til at undlade at sige noget, som kunne være støttende. Eller man kan komme til at gøre noget, man ikke skulle have gjort eller ikke gøre noget, som man måske skulle have gjort.
Hvis man ikke selv er følelsesmæssigt involveret i tabet, og derfor ikke har sorgen og smerten under huden, kan man nemt komme væk fra indlevelsen i, hvordan det er for den sorgramte. Man kan faktisk næste glemme det, der er sket.
Selvom der kan være flere grunde til, at det er svært for mange at forholde sig til mennesker i sorg, er dette ikke desto mindre en lidelse over i lidelsen for sorgramte.
Det er ikke ualmindeligt, at der sker ændringer i vennekredsen for mennesker i sorg. Venner, der var nære, rykker længere væk, og mennesker, der var fjernere bekendtskaber, bliver nære venner.
Sorg forløber i to spor
Mange vil opleve, at de på den ene side svinger mellem at være fulde af tanker og følelser direkte forbundet med tabet og på den anden side have tanker og følelser om det nye forandrende hverdagsliv, uden det menneske, som de har mistet.
Ovenstående oplevelser som de fleste i sorg nikker genkendende til, beskrives i den teori om sorg, der hedder tosporsmodellen. Teorien hedder tosporsmodellen, fordi den beskriver sorgprocessen som forløbende i to spor: Et spor, hvor den sorgramte er i tæt kontakt med tabet og smerten over at have mistet et nærtstående menneske, og et spor hvor den sorgramte orienterer sig mod livet uden den nærtstående, genoprettelsen af hverdagen og planlægning af fremtiden.
Begge spor er vigtige processer i sorgen, og det ene starter ikke nødvendigvis før det andet. De to spor kaldes hhv. for det tabsorienterede spor eller sorgens spor og det genindførende spor eller livets spor.
Det tabsorienterede spor. Sorgens spor
I det tabsorientede spor, sorgens spor, er man i tæt kontakt med sit forhold til den mistede og til sine følelser omkring tabet. Dvs. med smerten, afmagten og længslen, som kan være meget påtrængende. Man kan opleve, at båndet til den døde, og at følelserne omkring tabet fylder det hele, og man kan undertiden opleve at blive helt omsluttet af afmagt, smerte og længsel.
I sorgens spor er hverdagens krav og gøremål ude af ens opmærksomhed. Ligeledes er de ændringer og udfordringer, som tabet har ført med sig, det nye liv og fremtiden. Man er kun i sorgen, smerten og længslen.
Det er smertefuldt at være i sorgens spor. Men samtidig hjælper kontakten med smerten og længslen den sørgende med at erkende tabets endelighed, dvs. med at erkende at den døde aldrig kommer tilbage, og med at finde ud af nye måder, hvorpå man kan bevare båndet til den døde. (Se senere).
Mange sørgende fortæller, at de har et stor behov at have tid eller rum til at være i sorgen, længslen og smerten. De fortæller, at det er nødvendigt for dem, og at de mangler det, hvis de ikke får tid og rum til det. Når de er i sorgens spor, er de sammen med den døde. Så samtidig med at det er smertefuldt, er det også lindrende og trøstende at lukke af for de praktiske ting knyttet til tabet, og hverdagens gøremål og fremtidens udfordringer, og være sammen med den nærtstående.
Det genindførende spor. Livets spor
I det genindførende spor, livets spor, er den sorgramte orienteret mod dagligdagens praktiske gøremål, husholdning, omsorg for eventuelle børn osv. herunder at tage hånd om vigtige grundlæggende behov som at få spist, sovet m.m. samt om de udfordringer og opgaver, som tabet har ført med sig.
Den sorgramte begynder også på et tidspunkt at orientere sig mod livet efter tabet og alle forandringerne. Når man mister en nærtstående, fx en ægtefælle, bliver de kendte rutiner brudt, og man skal vænne sig til at udfylde andre roller og funktioner end tidligere. Måske skal man pludselig for første gang til at tage sig af økonomien, af husholdningen, eller af at samle familie og venner. Og man skal lære at gøre ting på egen hånd. Det kan være, at der er ting, du ikke kan gøre selv, og derfor må søge hjælp til. Der kan gå meget tid med at få styr på ting, som den mistede normalt tog sig af. I livets spor er den sorgramte orienteret mod alt dette.
Det er også i livets spor, at den sorgramte må tage omsorg for sig selv, ved at gøre forskellige ting, der kan give en eller anden pause fra sorgen. Gå turer, se film, lytte til musik, tage et varmt bad, spise noget, man særligt godt kan lide. Stille og roligt samvær med andre, som man er tryg ved. Sorg kan være en voldsom oplevelse. Det er meget anstrengende at mærke, længes og sørge. Alle mennesker i sorg har brug for have pauser og helle fra sorgen. (Se senere).
Fortid, nutid og fremtid
I ovennævnte to-sporsmodellen bliver det tydeligt, at et menneske i sorg både må forholde sig til fortiden, nutiden og fremtiden: Man må forholde sig til livet med den nærtstående i fortiden og tabet. Den sorgramte må forholde sig til nutiden i hverdagen og konkrete ting nu og her. Og den sørgende må også forholde sig til fremtiden, og hvad tabet kalder på af forandringer.
I sorgens spor bevæger den sorgramte sig mellem fortid og nutid: Den sørgende ser tilbage på fortiden, og mindes, længes og sørger. I livets spor bevæger den sorgramte sig mellem nutid og fremtid: Den sørgende forholder sig til hverdagen, med dens, pligter og gøremål og til fremtidens udfordringer.
For at man med tiden kan være i det forandrede liv uden den nærtstående, og opleve at det er meningsfuldt om end på nye præmisser, er det vigtigt at give plads til begge spor. Altså både de følelser, der er forbundet med tabet og de følelser og handlinger, der er fremadrettet og forbundet med den nye hverdag. Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvor meget af sorgprocessen der foregår i det ene eller det andet spor. Men det er vigtigt at prøve at veksle mellem sporene.
Afledning er vigtig
Et meget centralt budskab i to-sporsmodellen er, at det er vigtigt, at man kan aflede, når man er i sorg. Nogle gange må man aflede sig selv fra hverdagen og dens krav og andre gange fra sorgen og tabet. Dvs. et menneske i sorg, må i perioder kunne lukke øjnene for praktiske opgaver og krav, og for de livsændringer, som tabet medfører, så han eller hun kan få tid og rum til at sørge, længes og mindes.
Og den sørgende må også kunne aflede sig fra minderne, længslen og sorgens andre følelser for at kunne tage sig af de praktiske ting i forbindelse med tabet og andre krav og pligter i hverdagen, og måske få et lille helle fra sorgen. Det kan fx være at tage sig af børn.
Ofte sker denne vekslen af sig selv. Men der kan også være tale om en bevidst beslutning, hvor man vælger på et tidspunkt ikke give sig hen i sorgen, måske fordi man står i en arbejdssituation, eller fordi man ikke har lyst til eller er tryg ved at vise sin sårbarhed. Eller omvendt, hvor man på tidspunkter vælger at lade krav, pligter og opgaver ligge for at give sig hen i minderne, længslen og smerten, og være sammen med den nærtstående i sorgen.
Den dødes plads i dit liv
Døden afslutter et liv, men ikke en relation, et forhold. Forholdet dør ikke med mennesket. Forholdet bærer du med dig inden i. I den forstand bliver vores nærtstående døde hos os resten af vores liv.
Engang sagde man, at mennesker i sorg må løsrive og frigøre sig fra båndet til den døde, og at det faktisk er det, som sorgprocessen overordnet handler om.
I dag ved man, at det ikke drejer sig om at give slip på båndene til den, du har mistet eller at tage afsked med den døde for ”at komme videre”, som man siger. I stedet for at sige farvel, må du finde ud af, hvordan du bringer den døde videre med dig i livet gennem tanker, minder, ord og ritualer. Du må med andre ord omforme båndene til den døde med udgangspunkt i den nye virkelighed.
Det er både en støtte i sorgen og ikke mindst i livet videre frem, hvis de følelsesmæssige bånd til den døde fortsættes gennem minder og ritualer.
Men vi er forskellige, og derfor er det forskelligt, hvordan vi har brug for at fastholde båndet. Man må hver især finde ud af, hvordan man ønsker at bære den døde videre med i ens sind og liv. Samtidig med at man erkender, at den døde er uigenkaldelig død, og at man må tilpasse sig de livsændringer, som tabet forårsager.
Nogle vælger at tale om sine følelser og andre sorgreaktioner med andre mennesker. Bl.a. de andre, der også er i sorg over den døde. Man kan overveje at tage en aktiv beslutning i familien, blandt venner og med sig selv om at tale om sorgen. Selvom I måske oplever sorgen og savnet forskelligt, og sørger forskelligt, giver det at høre hinandens oplevelser en følelse af samhørighed. Man er sammen om sorgen.
Tal sammen om det menneske, som I har mistet, og den betydning den døde har haft for jer hver især. Måske kan I se på billeder og genopleve gode oplevelser sammen. På den måde giver I den døde lov til fortsat at være til stede og fylde positivt i jeres minder, tanker og liv. Det kan give jer tryghed i jeres sorg at mærke, at han eller hun ikke er glemt.
Indimellem kan det også være rart at gøre noget særligt, fx at markere den dødes fødselsdag eller andre mærkedage, eller opsøge steder, hvor man har været sammen, og oplevelser man har haft sammen. Mange har det også godt med at have et sted, hvor de føler sig nær den mistede, og hvor de kan tale til eller med ham eller hende. Det kan være gravstedet, et bestemt træ i haven, et mindealter, en stjerne på himmelen, et billede eller andet. Det at tale til eller med den døde er en helt almindelig måde at tage den man har mistet med videre i livet.
Nogle har også gavn af at skrive til den døde. Vende forskellige ting i breve: Uafklarede ting, problemer man går og grubler over, noget man søger et råd til, noget man er glad for osv.
Nogle forestiller sig, at den døde er med dem særlige steder og ved særlige gøremål, fx på løbeturen, i køkkenet m.m. Nogle finder det lindrende at være i kontakt med ting, som den døde har været i kontakt med. Man sover måske med den dødes dyne, rykker over på hans eller hendes plads i sengen og går med hans eller hendes tøj eller smykker.
Som sagt: Man sørger på sin egen måde, og må med sig selv finde ud af, hvad man vil gøre for at mindes den døde, og for at bringe ham eller hende videre med i sit liv.
Accept
Sorg er som nævnt en proces, som man skal være i for at lære at leve med den følelsesmæssige smerte, og de forandringer, som tabet har ført med sig. Sorgens reaktioner, de følelsesmæssige reaktioner og de andre reaktioner, kræver tid og rum. At finde sig selv i en ny tilværelse uden den nærtstående, er en lang proces.
Glimtvist forstår man, at det menneske, man har mistet, virkelig er død. Det hjælper os til at tage det skete ind lidt efter lidt.
At miste et nærtstående menneske betyder, at ens liv er ændret, både nu og her og fremover, og man er selv på nogle måder ændret. Man kan derfor ikke tale om, at man bliver færdig med sin sorg, kommer over tabet, og vender tilbage til sit gamle liv, som den person man var før og i det liv, der var før.
Især fortæller mennesker, der har mistet et barn, hvordan alting er forandret, og at sorgen og længslen, bliver en følgesvend, omend de igen har fundet mening med livet.
”At komme sig over tabet”, og at ”komme igennem”, er vendinger som mange sorgramte oplever stor frustration ved. Det handler snarere om, at man lærer at acceptere tabet, smerten og alle de ændringer, det fører med sig, dvs. at man lærer at leve med det.
Typisk vil der ske det, at den nærtstående bliver mere utydelig for en som tiden går. Når fornemmelserne, erindringerne og tankerne ikke længere er så tydelige og stærke, kan man blive rigtig bange for at glemme. Glemme fornemmelsen af den nærtståendes krop, stemme, latter, væremåde m.m. Det kan være smertefuldt og skræmmende. Mange sorgramte ønsker at holde fast i klare fornemmelserne og erindringerne af den døde. Men det er også i takt med, at der sker en eller anden grad af glemsel, at man begynder at hele. Hvis nærværet af den døde er konstant, så er smerten ved hans eller hendes fravær også konstant.
På et tidspunkt vil de fleste mennesker opleve, at sorgen ikke længere er lige så knugende. Den stærkeste og mest indgribende og omfattende sorg vil forandre sig. Følelserne bliver mere afdæmpede og tankerne mere strukturerede, og kroppen i mere balance. Man kan overskue mere, foretage sig mere, bliver mere aktivt deltagende, og der kommer stadig længere perioder, hvor man kan være optaget af noget andet. Fremtider fylder mere.
For mange sker det, når de har gennemlevet den første år til 1 1/2 uden den døde, og derved kommer på den anden side af den første jul, den første fødselsdag osv. Men som nævnt er sorg individuel, og der er ikke en fast udløbsdato. Nogle kan fx opleve det andet år uden den mistede som sværere end det første. Et år, hvor tomheden og længslen fylder rigtigt meget. Måske bl.a. fordi omgivelserne ofte har en forventning om, at sorgen nu må være mindre, og derfor ikke længere er lige så opmærksomme og støttende.
Hvis du har det sådan, så betyder det ikke, at sorgen aldrig vil blive lettere for dig at bære, det betyder blot, at det for dig tager længere tid.
Mennesker vil næsten altid på et tidspunkt begynde at leve mindre smertefuldt med den hjemløse kærlighed som sorg er, og begynde at finde sine ben i en ny hverdag med nye vilkår, udfordringer og muligheder.
Man begynder at kunne leve mere frit og fleksibelt og i balance på trods af smerten og længslen. Med en forbundethed til det menneske, man har mistet. Man kan sige, at man lærer at længes og leve på en gang, og man begynder at hele. Sådan er det for langt de fleste.
Undersøgelser viser, at også forældre, der har mistet et barn, med tiden lærer at leve med det voldsomme tab og med sorgen og længslen som følgesvend. En kvinde, der have mistet sin lille søn på 4 år udtrykte nogle år efter dødsfaldet: ”I dag er jeg et lykkeligt menneske med en stor sorg”.
Man kan også sige det på den måde, at man med tiden begynder at kunne være sig selv igen på en ny måde. Nu uden sit barn, sin mand, sin kone, sin mor, sin far, sin bror, sin søster, m.m. Man accepterer.
Mennesker, der har mistet en nærtstående, kan opleve stor modvilje mod ordet accept. Med accept menes der selvfølgelig ikke, alt man ikke for alt i verden ville have været tabet foruden. Eller at man med tiden går hen og bliver uberørt af tabet. Med accept menes, at man erkender, at tabet er uigenkaldeligt, at man bærer og rummer smerten som sorgen forårsager i sig og med sig, og forholder sig til livet uden den døde og til smerten og længslen og forholdet til livet uden den nærtstående. Man vender sit blik mere og mere mod sit liv og sine værdier, som på nogle områder og måder er de samme, og på andre områder og måder vil være ændret.
Accepten vil naturligvis svinge. Bl.a. alt efter hvilke udfordringer og problemer, der ellers er i ens tilværelse, og alt efter andre menneskers forståelse og anerkendelse og andet.
Og selvom sorgen gradvist fylder mindre, kan den stadig ind imellem fylde mere igen, også mange år efter tabet. Sorgen kan aktiveres af, at der sker noget, man gerne ville have delt med den døde. Den kan aktiveres til højtider, mærkedage, gensyn med særlige stede, musik, dufte, der minder om den mistede, eller oplevelser man har haft sammen. Man kan genopleve sorgen, men nu fra et nyt ståsted.
Kompliceret sorg
Som nævnt: Reaktionerne på at miste menneske, som man har vært tæt knyttet til, kan som nævnt være stærke og vare længe. Og det er forskelligt, hvor lang tid sorgreaktionerne varer, og hvor intense de er. Det er utrolig vigtigt, ikke at sygeliggøre sorgforløb og sorgreaktioner.
Men det er også vigtigt at være opmærksom på, at sorg undertiden kan gå hen og blive stærkt invaliderende, og udvikler sig til det, man kalder for kompliceret sorg.
Det kan være rigtig svært at afgøre, hvornår sorgforløb kan kaldes for kompliceret sorg. Både fordi kompliceret sorg indeholder samme reaktioner som naturlige sorgreaktioner, og ikke mindst fordi, næsten alle mennesker, der har mistet en nærtstående vil have nedsat psykisk trivsel og funktion. Og mange en markant. Men hvor de fleste sorgforløb i løbet af det første år er aftagende i intensitet og med en gradvis og begyndende tilpasning til livet uden den døde, sker det nogle gange, at sorgreaktionerne ikke aftager. De er uden bevægelse og ændringer. Sorgen bliver ved med at fylde i stærk knugende og invaliderende grad med intense følelser af ensomhed, tomhed og meningsløshed i tilværelsen. Man bliver ved med at føle, at det er uretfærdigt og uudholdeligt at leve, når den døde, ikke er der længere. Man bliver ved at gruble over omstændigheder omkring sygdomsforløbet og dødsfaldet. Man har svært ved at drage omsorg for andre og have tillid til andre, kort og godt til at relatere til andre og til livet.
Det kan være, at man undgår kontakt med alt, hvad der minder om den dødes person. Eller at man omvendt hele tiden søger kontakt med alt, hvad der minder om ham eller hende. Det kan være, at man slet ikke kan holde ud at tale om den døde. Eller omvendt, at man ikke kan tale om andet end den døde, sorgen og savnet. Man vil ikke acceptere, at personen er død, og der kan være meget vrede og bitterhed.
Ens psykiske trivsel og livskvaliteten er alt i alt fortsat voldsomt påvirket i stærk invaliderende grad, og man kan udvikle angst og depression og forskellige fysiske gener og lidelser.
Ca. hver 10. der mister en nærtstående oplever kompliceret sorg.
Der kan være mange grunde til, at sorg udvikler sig til en kompliceret sorg. Der kan være særlige forhold omkring tabet, der komplicerer sorgprocessen. Fx hvis man har mistet meget pludseligt, dramatisk og uventet, ved en ulykke, ved selvmord eller som følge af vold. Hvis et sorgforløb starter med et meget højt stressniveau, som er tilfældet, når man mister på denne måde, får tilpasningen til tabet vanskeligere kår.
Der kan være, at der er forhold ved ens livssituation og livshistorie, som komplicerer sorgprocessen. Fx sygdom i familien, eller tidligere tab og traumer i livet. Det kan også handle om særlige forhold omkring tilknytningen til den mistede, fx meget stor konkret eller følelsesmæssig afhængighed. Der kan også være særlige forhold ved ens personlighed, fx hvis man har rigtigt svært ved at have med stærke følelser at gøre.
Det kan være, at ens netværk er skrøbeligt, og at der ikke har været tilstrækkeligt støtte i sorgforløbet. Praktisk støtte og støtte til de svære følelser og andre sorgreaktioner, er så vigtig, når man er i sorg. Endelig kan det være, at tabet kalder på særlige udfordringer, krav og opgaver, som man ikke oplever, at man har resurserne til at håndtere.
En kompliceret sorgreaktion kræver professionel hjælp. (Se senere).
Sorg kan udvikle os
Mange sorgramte fortæller, at sorgen er blevet en vigtig erfaring i livet, der har bragt meget ny læring om livet, andre mennesker og sig selv med sig. En erfaring, læring og udvikling som man på den ene side for alt i verden rigtigt gerne ville have været foruden, fordi den er uløselig forbundet med at have mistet et nærtstående menneske. Men ikke desto mindre en læring og udvikling, som kan vokse ud af tabet og sorgen, og som er betydningsfuld.
Sorg kan med sine intense følelser være kilde til bedre kontakt med sig selv, til øget nærvær og til at blive en mere hel version af sig selv. Nogle sorgramte siger, at de oplever, at sorgen på nogle måder har gjort dem til “en bedre version af sig selv”.
En tilpasning til tabet fordrer, at man arbejder med noget så grundlæggende, som at blive sig selv uden den nærtstående. Den nærtstående har måske været tæt forbundet med ens forståelse af, hvem man er. Og når man mister dette menneske, har man også mistet en del af sin egen forståelse af, hvem man er. Tabet kalder således på, at man udvikler en ny forståelse af, hvem man er nu – uden den døde.
Det er i det hele taget ofte sådan, at det er når livet gør allermest ondt, at vi tænker mest over vores liv, over hvem vi er, hvad meningen med tilværelsen er, vores ønsker, vores værdier og over hvilke ændringer, vi kunne foretage i vores liv.
5 råd til mennesker i sorg
For at lindre og støtte dig selv i sorgen, er det godt for dig at tænke på nedenstående 5 ting:
Du skal opretholde og genoprette din mentale og kropslige balance bedst muligt
Den første tid efter tabet er ofte særlig voldsom og kaotisk. En vigtig opgave er, at du selv og sammen med andre tager hånd om dine helt grundlæggende behov: Du skal værne om at få sovet, spist, få frisk luft, bevæget dig og at være i trygge sammenhænge.
Du skal tage imod forskellige former for støtte
Vi er sociale væsener. Vi har brug for hinanden. Når vi er i sorg, med al den utryghed og det kaos, der følger, bliver vores behov for andre mennesker endnu større.
Sorg kan ikke trøstes væk, men det kan være en stor støtte at være sammen med mennesker, der tør være i de svære følelser med dig, eller som har overskud til at hjælpe med praktiske ting.
Forståelse, medfølelse, omsorg og praktisk støtte lindrer og stabiliserer de smertefulde sorgreaktioner. Vores følelser reguleres altid bedst i samvær med andre mennesker, som vi er trygge ved. Sådan er vi skabt.
Tal med dine nærmeste om, hvad du har brug for fra dem, så de kan støtte dig både praktisk og følelsesmæssigt i den svære tid.
Du må veksle mellem at sørge og at aflede
Som tidligere nævnt er det vigtigt både at kunne være i sorgens følelser, at sørge, mærke, lide, længes og savne, og at gøre noget, der kan give dig lidt afledning fra sorgen. Du må finde en balance mellem at sørge og aflede fra sorgen.
Ingen kan holde til en konstant konfrontation med tabet og sorgens smertefulde følelser. Det er derfor vigtigt, at du giver dig selv lov til og mulighed for at få et helle fra sorgen.
Du skal aktivt gøre noget, der kan lindre smerten smule. Fx gå turer, måske tage dejlige steder hen i naturen, som du holder af. Se film, lytte til et radioprogram, tage et varmt bad, spise god mad, som du godt kan lide, stille og roligt samvær med andre omkring forskellige ting. Du kan også aflede gennem forskellige praktiske gøremål og opgaver, som du magter. Du svigter ikke den døde og sorgen ved at aflede dig selv fra den nærtstående og sorgen. Alle har brug for at holde pause fra sorgen og smerten, for at gå ind og ud af sorgen.
Du skal på et tidspunkt begynde at overveje ændringer
Den nye livssituation indebærer nye udfordringer og krav til dig. Du må stille og roligt i gang med at finde ud af, hvilke forandringer tabets kalder på og forholde dig til de ændringer, der er sket i og med tabet. Du skal gøre nye ting, måske skal du varetage nye roller. Du må også tænke over, hvad der fremover skal bringe dig glæde og mening i dit liv.
Du skal sørge for at sørge
Det allervigtigste er, at du skal give dig selv tid og rum til på din måde at mindes, længes og sørge. Du skal med andre ord sørge for at sørge. Du skal tydeliggøre for dig selv og andre, at du tager dig tabet nær: Du har mistet et menneske, som du var tæt forbundet med, det har ændret dit liv og din måde at være i verden på, og det gør ondt langt ind i din krop og dit sind.
Når du mindes, længes og sørger, er du forbundet med den døde. Sorg er en måde at være sammen med den døde på, og sorg er kærlighedens pris. Man sørger ikke over noget ligegyldigt. Disse sandheder kan gøre sorgen lettere at bære og på længere sigt også mildne sorgen nu og her.
Hjælp til sorgramte
Mange mennesker i sorg oplever som nævnt en intens psykiske smerte, der nedsætter deres funktion på mange områder. Det er helt naturligt at opsøge hjælp i denne situation. Men det er vigtigt at holde fast i, at mennesker i sorg ikke skal behandles for deres sorg. Ingen behandling kan behandle smerten og længslen i sorgen væk, og det ville hverken være godt eller hensigtsmæssig at forsøge. Sorg er som nævnt uløselig forbundet med kærlighed. Sorg er hjemløs kærlighed. Sorg er så naturlig og menneskelig, og det ville være helt unaturligt og umenneskeligt, hvis den bare kunne behandles eller trøstes væk. Og selvom sorg kan være, og ofte er, meget smertefuld og lidelsesfuld og kan have en markant negativ påvirkning af ens trivsel og generelle funktion, er sorgen samtidig en proces der gør, at man tilpasser sig tabet. Man kan sige, at sorgen arbejder med den sørgende. Sorg er helende, og sorgens forskellige udtryk skal have tid og rum til at udvikle deres helende potentiale.
Alligevel kan det være hjælpsomt for sorgramte at tale med en professionel, en udenforstående, fx en psykolog. Samtaler med en psykolog kan være en støtte midt i al den smerte, som sorgen kan forårsage.
Samtalerne kan give tid og rum til, at sorgen kan få plads og udtryk. Tid og rum til at tale om den nærtstående, tabets betydning og ens reaktioner på tabet. Tid og rum til at tale om særlige smertefulde udfordringer og oplevelser i forbindelse med tabet, fx omgivelsernes reaktioner, fremtiden og eventuelle bekymringer om fremtiden.
Det kan være, at du slås med tanker om tiden omkring dødsfaldet. Mange har en ide om, at dødsøjeblikket bør være på en bestemt måde. For eksempel, at det er roligt og fredfyldt, at de nærmeste er til stede, og at man når at sige ”det rigtige” til hinanden.
Måske står du tilbage med en følelse af, ikke at have sagt de ting du gerne ville, eller omvendt ikke at have været klar til at lytte til det, den nærtstående gerne ville fortælle. Døden kan ikke passes ind i en skabelon. Det er altid nemmere at se, hvad man gerne ville sige og gøre, når man kender forløbet, og kan tænke det igennem igen og igen. Det kan være godt at tale sådanne igennem med en psykolog.
Hvis døden var voldsom og den sidste tid op til dødsfaldet var præget af sygdom og smerter, kan det være vanskeligt at forlige sig med. Det kan også være godt at tale med en professionel om det.
Samtalerne kan alt i alt være en hjælp til at finde rundt i tankevirvaret. De kan bibringe lidt struktur og ro i det kaos og den uro, der følger med sorg og lindre og støtte den sorgramte i at bære sorgens smerte og længsel, så man en dag kan leve sit liv frit og fleksibelt, og igen opleve glæde og mening med livet.
Hvis sorgen er blevet kompliceret og fastlåst, er det selvfølgelig særlig vigtigt at tale med en professionel. En kompliceret sorg er en meget lidelsesfuld tilstand, som kan påvirke ens psykiske trivsel, helbred og generelle funktion negativt.
Man kan få hjælp flere forskellige steder. Hos privatpraktiserende psykolog gennem sygesikringsordningen eller gennem sin egen sundhedsforsikring. I patientforeninger, fx hos “Kræftens bekæmpelse”, i foreningen ”Vi har mistet et barn”, i foreningen ”Børn, unge og sorg”, og i “Ældresagen”. Man kan få hjælp i kommuner og i folkekirkeregi. Sorgbehandling foregår både individuelt og i grupper.
Sorg og samfund
Der er meget fokus på sorg i disse år. I skønlitteratur, fagbøger, biografier og selvhjælpsbøger. I radio- og tv-programmer, i film og teater. Det holdes foredrag rundt omkring i landet om sorg. Og på de sociale medier udveksler man og ”mødes” om sorg.
Men samtidig hører man ofte mennesker i sorg udtrykke, at de lider med, at død og sorg er store tabuer i dagens Danmark. De oplever, at der ikke er plads til sorg, både i de nære relationer og i samfundets institutioner, at sorg er en forbudt følelse, som vi har svært ved at forholde os til. Sorg er således på en gang både noget vi taler meget om og forholder os til, og noget vi tier om og gemmer væk.
Ofte udtrykker sorgramte, at de savner ritualer. En sorgkultur baseret på ægte medmenneskelighed med fastlagte praksisser, man kan gribe til, når man bliver konfronteret med smertefulde tab og er i stor sorg.
Men på den anden side er mange mennesker i sorg også lettede over den frisættelse fra traditionernes og religionens bånd, der kendetegner vores samfund, så mennesker i sorg kan sørge på deres egen måde. Vi ønsker ikke få trukket noget ned over hovedet.
Tab er et eksistentielt vilkår, vi kommer alle til at miste nærtstående mennesker, og sorg er kærlighedens pris. Vi sørger, når vi mister et nærtstående menneske. Men sorg er selvfølgelig ikke tidløst. Måden vi forvalter tab og sorg på, er som alt andet er historisk og kulturelt betinget. Og der er utvivlsomt mange modsætninger i vores sorgkultur.
Fx netop den modsætning der ligger i, at nogle efterlyser faste ritualer, men samtidig holder fast i, at enhver må sørge på sin måde. Eller den modsætning, der ligger i, at vi siger, at alle sorgreaktioner er naturlige og skal have plads, samtidig med at der hersker masser af forventninger til og normer for at sørge, og at vi har en diagnose, der hedder kompliceret sorg. Eller den modsætning der ligger i, at vi i nogle sammenhænge debatterer og taler om og forholder os megte til sorg, mens den i andre sammenhænge er et tavst tabu.
Psykolog Anne Stokkebæk. December, 2023.
Kilder:
Autoriseret psykolog Anne Stokkebæk
Tlf.: 41 59 98 09
E-mail: anne.stokkebaek@gmail.com
Se også min parterapihjemmeside