Socialangst

I denne artikel (ca. 20 sider) kan du læse om socialangst. Det er en god ide også at læse artiklerne om angst og kognitiv adfærdsterapi. Det giver en bedre baggrund for at forstå, hvad socialangst er, og hvordan du kan hjælpe dig selv.

Socialangst er angst, der opstår i samværet med andre mennesker. Oftest når man er i kontakt med andre, men også nogle gange bare ved deres tilstedeværelse. Man frygter at komme til at opføre sig pinligt og ”forkert”, for at andre retter opmærksomheden mod en, og tænker noget negativt, fx at man er usikker, lidt underlig, kedelig, dum, uinteressant m.m.

Man har typisk en meget stor opmærksomhed på ”faretegn”: En kommentar, en særlig mimik, et blik, et manglende blik eller tavshed fra andre kan tillægges stor betydning, og opfattes som kritisk.

Socialangst kan give angstsymptomer som anspændthed, hjertebanken, rødmen, tørhed i munden, rysten på hænder og stemme, sveden, svimmelhed, varmefornemmelse og tavshed. Man har typisk meget fokus på disse symptomer og frygter, at man udstiller og afslører sig selv, og at de andre tænker kritisk og negativt om en: usikker, underlig osv.

Når vi oplever farer, og føler os truede og utrygge, er vores opmærksomhed solidt rettet mod truslen. Positive følelser samt en mere nuanceret og konstruktiv tænkning om en selv, de andre, situationen fylder meget lidt, eller er væk.

Ofte er man helt bevidst om, at der er noget, der ”kører med” en, og at ens tanker og reaktioner er overdrevne, og at andre nok ikke tænker sådan. Man ønsker inderligt, at man kunne være afslappet, som man føler, at alle andre er.

Man bliver selvkritisk og selvbebrejdende, og slår sig selv i hovedet over, at man har det, som man har det og reagerer, som man gør. Oveni frygter man, at andre skal opdage, hvordan man har det. Man tænker, at de vil se ned på en, hvis de opdager det. Derfor gør man alt for at skjule det.

Som konsekvens af socialangsten, prøver man at beskytte sig ved at undgå de frygtede situationer, eller på andre måder at beskytte sig, fx ved såkaldt sikkerhedsadfærd. Sikkerhedsadfærd er alle de ting, man gør i de frygtede situationer for at være i dem, selvom man er angst. Som fx at byde ind så lidt som muligt, kun at sige noget, som man er 100 % sikker på, undgå at udtrykke uenighed eller overforberede sig inde i hovedet, inden man siger noget. Men jo mere man undgår, flygter eller beskytter sig på anden vis med sikkerhedsadfærd, jo værre bliver socialangsten.

Både selve angsten samt den medfølgende adfærd (undgåelsen, flugt og alle mulige sikkerhedsstrategier), påvirker ens trivsel og funktion i mange forskellige sociale sammenhænge med andre mennesker: Til diverse sociale sammenkomster, på arbejdet, på uddannelsen osv.

Angsten er der både før, under og efter den frygtede situation

Det er ikke kun under de situationer, som man frygter, at man føler ubehag. Ubehaget er der også før en frygtet situation, hvor man kan føle sig utilpas og anspændt.

Efter den frygtede situation vil ubehaget ofte fortsætte, fordi man typisk vil vende og dreje hele situationen. Man grubler selvkritisk frem og tilbage, man gennemgår situationen i detaljer igen og igen for at finde ud af, hvad man sagde eller gjorde forkert, hvad man hellere skulle have gjort eller sagt, og hvad de andre nok tænker om en. Man laver således et ”søforhør” om situationen med sig selv, både som den anklagede og anklager. Det kan være hårdt og anstrengende. Mennesker med socialangst har ofte meget høje standarder for og krav til, hvordan de skal begå sig blandt andre, og vurderingen af en selv kan være kritisk og streng.

Hensigtsmæssigt udviklingshistorisk set

Angst er en forudsætning for vores overlevelse og tilpasning, og det gælder også angsten for, hvordan vi fremtræder for andre, og hvad de tænker om os. Vi er sociale væsener, flokdyr, og vi er afhængige af at være accepteret af og i gruppen og flokken.

Derfor er det ganske hensigtsmæssigt med en vis påpasselighed og bekymring omkring, hvordan vi fremtræder for andre: Om vi gør noget, der kan vække frustration, kritik eller andet negativt hos andre. Evolutionshistorisk betragtet har en lettere socialangst antagelig haft den funktion at hjælpe mennesker med at indrette sig efter hinanden med henblik på etablering af solide og balancerede fællesskaber.

Og ingen tvivl om, at en vis forsigtighed og fin fornemmelse i kontakten med andre med sans for at se sig selv udefra og se andre indefra, kan være en vigtig social kompetence og berigende for relationer. (Se artiklen om mentalisering, der er en vigtig psykologisk kompetence, der handler om, at der bag al adfærd altid ligger mentale tilstande som tanker, følelser m.m., som er baggrunden for at forstå adfærden).

Men denne i udgangspunktet hensigtsmæssige opmærksomhed på sin fremtræden blandt andre og på hvad der foregår i de andre, deres tanker, følelser m.m., kan komme til at fylde alt for meget, og resultere i en stor sårbarhed i samværet med andre mennesker med bekymringer for at fremstå forkert, dum, kedelig, pinlig, skæv osv. Hvor man er overopmærksom på, hvad andre kunne tænkes at tænke om en, og overfølsom overfor forestillinger om at blive afsløret i sin angst og usikkerhed, ”tabe ansigt”, blive kritisk vurderet og afvist med efterfølgende undgåelses- og sikkerhedsadfærd.

Lettere og sværere socialangst

Der er lettere og sværere former for socialangst.

Det kan være, at man frygter helt særlige sociale situationer som fx eksamener, at holde en tale, sige noget i en større forsamling, at fremlægge på et gruppemøde osv.

Men de fleste med socialangst frygter mange forskellige sociale situationer. Især forskellige former for mere uformelt samvær med nye mennesker, mennesker man ikke ser så tit eller med mennesker man er utryg overfor.

Det er klart, at det er mindre indgribende, hvis socialangsten kun eller mest knytter sig til særlige situationer som fx eksamen. (Se artikel om eksamensangst her på hjemmesiden).

Alligevel kan mennesker med en sådan lettere og mere afgrænset socialangst bruge rigtig meget energi på at gå rundt og grue for en fremtidig ”optræden”. Trivslen og livskvaliteten kan i perioden omkring være meget påvirket. Jo flere forskellige situationer som socialangsten omfatter, jo mere vil trivslen og livskvaliteten naturligvis være påvirket. Svær socialangst hæmmer almindelig social udfoldelse, og kan skabe stor lidelse.

Når socialangsten er værst, kan man opleve livet som den ene skræmmende “performance” efter den anden, og som om man hele tiden er kritisk under projektørlys og lup. Man føler sig usikker, og tankerne kredser om at blive kritisk vurderet, nedgjort og afvist. Samtidig skammer man sig over, at man har det, som man har det, og er derfor på hårdt arbejde med at undgå at afsløre sig selv. Angsten for afsløring er meget central i socialangst.

Typiske socialangstsituationer

Mange situationer kan vække angst hos mennesker med socialangst. Nedenfor nævnes nogle typiske situationer.

• Præstationssituationer som mundtlig eksamen eller oplæg for en forsamling.
• Klasseundervisning, forelæsninger, kurser eller møder på arbejdspladsen, hvor man kan risikere pludselig at skulle på og dermed blive synlig.
• Gruppearbejde.
• Uformelle sociale situationer på arbejdspladsen eller uddannelsen som frokosten og pauserne.
• Socialt samvær med andre, fx cafebesøg, middage, fester, udflugter m.m.
• At deltage i en uformel samtale, herunder at blive spurgt om noget.
• At udtrykke egne holdninger og meninger.
• At udtrykke uenighed, kritik eller sige fra overfor andre.
• At møde nogen på gaden, som man kender.
• At skulle tale med fremmede.
• At ringe til nogen eller tage telefonen.
• At spise eller drikke i andres selskab.
• At skrive, mens andre ser på det.
• At gå ind i et rum, hvor der er andre til stede.
• At møde nye mennesker.
• At invitere nogle hjem.
• At tale med autoriteter.
• At tale med mennesker, som man tænker på som særligt spændende, interessante og måske tiltrækkende.

 

Kropslige, psykiske og adfærdsmæssige udtryk

Socialangsten giver sig både til udtryk kropsligt, psykisk og i ens adfærd, dvs. det man siger og gør.

Kropslige reaktioner

Kropsligt giver socialangst sig til udtryk i typiske angstsymptomer som hjertebanken, hurtig puls, påvirket vejrtrækning, svimmelhed, ørhed og mundtørhed, sammensnøring af halsen, synkebesvær, trykken for brystet, uro i maven, vandladnings – og afføringstrang, sveden, varmefornemmelser, rødmen, rysten på stemmen og forskellige dele af kroppen, anspændthed i musklerne og let ved at blive forskrækket.

Psykiske reaktioner

Psykisk giver socialangst sig især til udtryk i en ubehagelig knugende fornemmelse af uro og nervøsitet. Den giver sig også til udtryk i negative tanker af bekymrende og selvkritisk karakter: ”Jeg mister kontrollen.” ”Jeg virker usikker”: Og sammenhængende hermed bekymrende tanker om at blive genstand for andres kritiske og negative evaluering: ”De kan se, hvor nervøs jeg er”. ”De tænker, at jeg er svag, underlig og kedelig”.

Andre psykiske reaktioner er bl.a. tankemylder eller omvendt tanketomhed og nedsat koncentration. Man kan også opleve en uvirkelighedsfølelse, hvor man oplever sig selv og sin omverden underligt uvirkelig, som om man er i en osteklokke.

Adfærdsmæssige reaktioner

Adfærdsmæssige reaktioner på socialangst er undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd. Sikkerhedsadfærd omfatter blandt andet den adfærd, som man kalder for selvfokusering. Selvfokusering er, når man retter sin opmærksomhed indad mod sig selv, og sine ubehagelige kropslige oplevelser og sin personlige fremtræden. (Se mere nedenfor). Undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd, som bl.a. selvfokusering, er alt sammen adfærd, der er meget vedligeholdende for socialangsten. Det er derfor vigtigt, at man lærer at spotte og blive bevidst om disse adfærdsmæssige reaktioner på socialangsten hos sig selv, og at man arbejder med dem med henblik på at stoppe dem. (Se senere).

Rødmen

Rødmen er hyppigt en af reaktionerne på socialangst.

Når vi rødmer, sker der som bekendt det, at blodet stiger til hovedet, og gør vores ansigt rødt.

Rødmen kan være i form af en rød blussen på kinder og hals i situationer, som man oplever er utrygge, frustrerede ubehagelige og ”farlige”. En blussen, der typisk føles som meget ubehagelig, utryg og irriterende med angst for at den afslører ens ubehag og usikkerhed.

Rødmen kan også opstå akut og pludseligt i situationer, hvor vi oplever, at vi får opmærksomhed, eller at vi træder ved siden af, eller bryder normer for gængs opførsel og adfærd, og i den forbindelse forestiller os, at vi er genstand for andres kritiske vurdering. Rødmen er også knyttet til situationer, hvor vi oplever at få, eller risikerer at få, afsløret private sider af os selv, som vi ikke ønsker, at andre skal kende til. Man rødmer, når man føler, at noget er pinligt og skamfuldt, og samtidig føler man, at det er pinligt og skamfuldt at rødme.

Rødmereaktionen er stærk synlig. Man kunne tænke sig, at den evolutionshistorisk har tjent den funktion nonverbalt at meddele andre, at man godt selv er klar over, at man har ”forbrudt sig mod flokken”, fx har prøvet at skaffe sig fordele på bekostning af de andre, eller har ført sig lidt for meget frem og været lidt for synlig. Via sin rødmen undskylder, angrer og antager man en underlegen position.

Mennesker med socialangst er som nævnt typisk meget angst for at rødme, og de er stærkt selvkritiske og skamfulde over deres rødmen, fordi den så tydeligt afslører usikkerhed og sårbarhed. Og hermed følger angsten for at blive kritisk vurderet.

Tanker og forestillinger

Som nævnt spiller tanker og forestillinger en vigtig rolle i al angst. Det gælder også for socialangst. Mennesker med socialangst tænker, at de er bange pga. særlige situationer: At præsentere sig på et møde, være til middag med andre, at small-talke i en gruppe, at udtrykke uenighed, at sige sin mening og holdning til noget, at give udtryk for, hvad man har lyst til og brug for, at  skulle sige noget i en forsamling, at være i en to-trepersonsrelation, og dermed ikke kunne gemme sig osv.

Men det er ikke disse situationer i sig selv, der skaber angsten. Angsten opstår pga. de tanker og forestillinger, man gør sig om situationen, sig selv og de andre.

Det er dog langtfra altid tilfældet, at det er klare og bevidste tanker og forestillinger, man gør sig. Tankerne opstår ofte automatisk, uden at man når at blive opmærksom på dem.

Disse tanker, som man kalder for negative automatiske tanker, skaber ubehagelige følelser, bl.a. angst.

Negative automatiske tanker ved socialangst kan fx være:

• Jeg kommer til at gøre eller sige noget forkert

• Alle kan se at jeg er nervøs
• Jeg mister mælet og kan ikke sige et ord
• De tænker, at jeg er dum, underlig eller kedelig
• De gider ikke høre på mig
• Jeg har ikke noget at byde ind med
• Jeg er ikke god til at være sammen med andre mennesker

 

(Du kan læse mere om negative automatiske tanker i artiklerne om angst og om kognitiv adfærdsterapi).

Leveregler

Sådanne negative automatiske tanker har deres udspring i det man kalder for leveregler. Leveregler er et slags regelsæt, som vi udvikler ud fra vores erfaringer og oplevelser. Det er holdninger, overbevisninger, en slags indre “love” om, hvordan vi skal opføre os og forholde os i forskellige situationer.

Leveregler for et menneske med socialangst handler typisk om meget høje standarder for egen præstation, især når det gælder social præstation”, altså hvordan man agerer blandt andre. De handler også om stor afhængighed af andres accept og sympati og om høje krav om kontrol over sig selv og situationen. (Læs også artiklen om perfektionisme her på hjemmesiden).

Leveregler kan fx være:

• Hvis man viser nervøsitet og usikkerhed, er det et tegn på svaghed og inkompetence.
• Hvis nogle udtrykker noget kritisk, betyder det at de ser ned på en.
• Hvis man skal sige noget, skal det være klogt, spændende, sjovt osv., ellers fremstår man som kedelig og dum.
• Hvis man skal give udtryk for en holdning eller værdi omkring noget, må man ikke være lidt undersøgende, ”rodet” og tvivlende. Man skal være skarp og sikker, ellers virker man usikker og uinteressant.

 

Socialangstens dilemmaer

Socialangstens dilemmaer er åbenlyse: Andre mennesker opfattes som kritiske, samtidig med, at man er meget optaget af deres anerkendelse og accept, og længes efter at føle sig tryg og som en naturlig del af gruppen.

De gennemgående og tilbagevendende konflikter for et menneske, der lider af socialangst kan derfor udtrykkes som variationer over følgende tema: ”Jeg ønsker og længes efter trygt at kunne være sammen med og blive anerkendt og accepteret af andre. Men de vil være skeptiske og kritiske overfor mig og måske afvise mig. Derfor bliver jeg skamfuld over mig selv i samværet med andre. Det kan jeg kun undgå ved at undvige eller trække mig væk fra kontakt. Eller ved at udvikle et repertoire af sikkerhedsstrategier. Eller ved at fokusere på andres ønsker og behov og bøje af overfor mine egne”.

Selvfokusering

Som nævnt er en af de helt typiske reaktioner på socialangst det, man kalder for selvfokusering. Selvfokusering er at rette sit fokus, altså sin opmærksomhed, indad mod sig selv. Man retter sit fokus mod sine kropslige oplevelser som sveden, rysten og maverumlen. Mod at man føler sig tom i hovedet, at man ikke er i stand til at tænke klart og koncentrere sig. Mod sin personlige fremtræden: At man næsten ikke siger noget, mod pauserne i samtalen, mod lyden af sin egen stemme, sine håndbevægelser osv. Alt i alt er opmærksomheden fokuseret ind mod en selv og alt det, man oplever som kritisabelt, pinligt og skamfuldt ved sig selv. I stedet for at ens opmærksomhed er rettet mod den situation, man er i, den “sag”, fx et møde, en fødselsdag en frokostpause m.m., som man er sammen om, det man taler om m.m., hvilket man kalder for sags- og situationsfokus. Selvfokusering er en form for sikkerhedsadfærd (se nedenfor), fordi man på den måde prøver at overvåge og måske at kontrollere de kropslige reaktioner og ens fremtræden, som man frygter, vil afsløre en.

Den fantaserede kritiske iagttagers blik

Kombinationen af selvfokusering og den selvkritiske tænkning er meget uheldig. Den betyder nemlig, at man tror, at de andre omkring en ser på og tænker noget negativt og kritisk om en, ligesom man selv gør. Med andre ord: Lige så forkert, underlig og usikker, som man selv kan føle sig lige så forkert, underlig og usikker, tror man, at man tager sig ud for andre.

Dette billede af, hvordan andre opfatter en, et billede som er stærkt fordrejet i forhold til ens faktiske fremtræden, fremkalder angst, som så igen påvirker det, man siger og gør. Man bliver endnu mere angst og usikker.

Undgåelse og flugt

Udover selvfokusering er undgåelse og flugt også typiske reaktioner ved socialangst. Det ligger dybt forankret, nærmest ”programmeret”, i os, at vi prøver at beskytte os fra noget, der er ubehageligt og truende ved at forsøge enten at undgå det eller at flygte fra det.

Undgåelse er at afholde sig helt fra den angstskabende situation, fx undgå at deltage i en social sammenkomst eller at holde et oplæg på arbejdet eller at sige noget på et møde. Flugt er, når man forlader en situation, som man oplever som ubehagelig og faretruende. Fx går hurtigt fra frokosten i kantinen, festen m.m.

At undgå eller at flygte fra sådanne situationer er besværligt at holde fast i. Derfor vil man typisk igen og igen forsøge at udholde de frygtede situationer med et stort ubehag til følge. Men når socialangsten bare bliver ved, sker der typisk det, at man mere og mere begynder at indrette sit liv efter at undgå de frygtede situationer.

Dvs. at man indsnævrer sit liv mere og mere. Det kan til sidst ende med, at man får et meget ”lille liv”, hvor man kun omgås mennesker, som man er helt tryg ved, og undgår at lære nye mennesker at kende. Eller man kun foretager sig ting, som man er helt tryg ved og bekendt med, og ikke kaster sig ud i nye opgaver eller nye udfordringer og oplevelser. Ikke kun angsten, men også undgåelsen og flugten forårsager således både nedsat psykisk trivsel og nedsat funktion i forbindelse med arbejde, uddannelse, eller i socialt samvær med andre mennesker.

Sikkerhedsadfærd

Sikkerhedsadfærd er en mere skjult form for undgåelse. Sikkerhedsadfærd er som nævnt alle de ting, man gør i de frygtede situationer, for at kunne være i situationen, selvom man er angst. Sikkerhedsadfærd er med andre ord forskellig adfærd, der neutraliserer eller kompenserer for den oplevede fare. Mange mennesker med socialangst udvikler en stærk sikkerhedsadfærd med en pallette af forskellige strategier.

Sikkerhedsadfærden skal forhindre, at man tiltrækker sig opmærksomhed, at man reagerer med angstsymptomer, og at andre lægger mærke til symptomerne, eller at man kommer til at gøre eller sige noget forkert.

Sikkerhedsadfærd kan fx være:

• Man er tavs eller siger kun meget lidt. Helst kun noget, man er 110 % sikker på.
• Man siger almindeligheder, måske floskler, ikke noget personligt eller noget konfronterende eller noget, der skiller sig ud.
• Man taler langsomt, lavmælt eller utydeligt og mumlende.
• Man taler meget. Måske hele tiden. Man stiller fx en masse spørgsmål for at lede opmærksomheden væk fra en selv.
• Man taler højt.
• Man taler hurtigt uden at trække vejret, og undgår at holde pause for at blive færdig.
• Man kigger væk, sænker blikket og undgår øjenkontakt.
• Man skjuler sine hænder, fx under bordet, sit ansigt, lader fx håret glide ind foran ansigtet eller holder hånden op foran munden eller ansigtet.
• Man putter sine fingre ind i munden, roder i sit hår. Klør sig eller piller sig i et ansigtet, på arme, hænder og lår.
• Man klamrer sig til ting, fx mobiltelefonen eller vandflasken, eller presser knæene sammen for at forhindre dem i at ryste.
• Man griber hårdt om glas, kop m.m. for ikke at ryste.
• Man kaster sig over praktiske gøremål. Fx rejser sig fra bordet til et middagssamvær, henter ting, der mangler, rydder af bordet osv.
• Man forsøger at skjule sved og rødmen med bestemt tøj og makeup.
• Man forbereder sig på, hvad man skal sige, mens den anden taler. Man gentager for sig selv inde i hovedet, hvad man vil sige, og kontrollerer for sig selv, om det er godt nok.
• Man sørger for at have nogle bestemte mennesker omkring sig, som man er tryg ved.
• Man undgår mennesker, man synes virker tiltrækkende og spændende, ”farlige”, fordi de vil gøre en endnu mere usikker.

 

Undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd vedligeholder og forstærker socialangsten

Undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd, fx selvfokusering, kan alt sammen lette socialangstens ubehag nu og her. På sigt er de dog af forskellige grunde rigtig dårlige strategier.

Først og fremmest fordi, man som nævnt går glip af mange ting og begrænser sit liv, hvis man giver efter sin trang for at undgå eller flygte fra situationer og mennesker eller beskytte sig med al mulig sikkerhedsadfærd. Og når man undgår, flygter eller beskytter sig med sikkerhedsadfærd, øver man sig ikke i det, man har svært ved, og man svækker derfor sine sociale færdigheder.

Med undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd vedligeholder og forstærker man også sin socialangst: Man afholder sig fra at gøre sig vigtige erfaringer med, at de situationer, man prøver at undgå eller beskytte sig imod via sikkerhedsadfærd, ikke er farlige, og at den undgående, flygtende og selvbeskyttende adfærd ikke er nødvendig. Man bliver i troen på, at man kun kan klare situationen pga. alle sine selvbeskyttelsesforanstaltninger.

Når man undgår, flygter fra eller bruger forskellige former for sikkerhedsadfærd, sker der ikke en udslukning af angsten. Man fastholder situationerne, som en fortsat kilde til angst.

Selvfokuseringen og sikkerhedsadfærden har desuden det store problem, at de forhindrer en i, at man retter sin opmærksomhed mod situationen, sagen, det man er sammen om, og menneskene, der er til stede, som er forudsætningen for al socialt samvær. Man er så fokuseret på,  optaget af, sig selv, selvfokuseret. Man har vanskeligt ved at tænke på noget andet end sin indre ubehagelige oplevelse, de selvkritiske tanker, at andre er kritisk indstillede, og hvad man kan gøre for at beskytte sig. Altså kort og godt: Fokus er på en selv, hvad der foregår inden i, hvad andre mon tænker, hvordan man undgår at blive afsløret osv. I stedet for på situationen omkring en og på sagen, dvs. det, man er sammen om.

Depressive symptomer oveni

Fordi socialangst kan være meget besværlig og begrænsende for livsudfoldelsen og negativ for ens trivsel, får man typisk depressive symptomer oveni socialangsten. Depressive symptomer som:

• En følelse af håbløshed: ”Det bliver aldrig bedre”.
• Selvbebrejdelse: ”Tag dig nu sammen”. ”Hvorfor er du så svag?”
• Grublen:”Hvorfor mig? Hvorfor bliver det ved? Hvad skal jeg stille op?”
• Træthed og lavt energiniveau: Det er hårdt arbejde at have socialangst.
• Irritation rettet mod en selv: ”Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen og være som de andre?”
• Let vagt Irritation overfor andre. Især deres tilsyneladende ubekymrede tilgang til samværet med hinanden: ”Det hele er let som en leg for dem. De ved ikke hvor heldige de er”.
• Generel negativitet. Man er i dårligt humør, fordi det hele er så besværligt.  

 

Årsager til socialangst

Når man lider af socialangst, kredser man selvfølgelig omkring hvorfor. Hvor stammer lidelsen og problemerne fra?

Mange fortæller, at de altid har været generte og forsigtige, og at angsten går helt tilbage til barndommen.

Der er også mange, der fortæller, at problemerne for alvor startede i teenageårene, en periode i livet, hvor man er meget opmærksom på andres reaktioner og vurderinger. Måske har man haft svært ved at finde sin plads og indgå i teenage-fællesskaber, pga. usikkerhed og generthed omkring denne nye livsfase og dens opgaver og udfordringer.

Hos nogle er angsten begyndt i en periode, hvor de blev drillet eller mobbet, eller efter andre hændelser, hvor de har følt sig særlig sårbare og måske udleveret, og har lært at frygte andres reaktioner.

Også overgangen til voksenlivet kan have været svær. At flytte hjemme fra, uddanne sig, starten på arbejdslivet, nye relationer med mange nye krav. Det kan være overvældende.

Der kan være, at man har oplevet enkeltstående begivenheder, der har været meget sårende og aktiveret en stor usikkerhed på ens plads i sociale fællesskaber. Fx at blive ekskluderet fra vigtige fællesskaber eller ulykkelig kærlighed.  

Man ved også, at socialangst kan hænge sammen med belastende oplevelser i opvæksten. Det kan være traumatiske oplevelser af tab og svigt, af utryghed og uforudsigelighed, fx knyttet til højspændte og konfliktfyldte skilsmisser eller alkoholmisbrug i hjemmet. Det kan betyde, at man får en mindsket tiltro til eget værd og sociale kompetencer.

Socialangst fremmes desuden i familier og miljøer, hvor man lægger meget stor vægt på andres mening. Og også i familier og miljøer med en høj grad af kontrol med snævre rammer for acceptabel adfærd: ”Her siger, mener og gør vi sådan og sådan”. Således kan man forestille sig, at barnet med forældrene og andre betydningsfulde voksne som rollemodel, er blevet overopmærksomme på hvad andre måtte tænke og mener overfølsom overfor andres kritiske vurdering.

Mange mennesker med socialangst har dog ikke haft en meget belastet opvækst eller specifikke traumatiske oplevelser. Og der findes ingen simple årsagsforklaringer til udvikling af socialangst. Alligevel kan man ofte ud fra den enkeltes livshistorie få en forståelse af, hvordan en række forskellige forhold, vilkår og begivenheder har bidraget til den pågældendes socialangst.

Glidende overgange fra lettere socialangst til sværere socialangst

Angst er en forudsætning for vores overlevelse og tilpasning. Det gælder også for socialangst, idet en vis påpasselighed overfor hvordan vi fremtræder for andre, og hvad de tænker om os, som nævnt i udgangspunktet er både naturligt og hensigtsmæssig.

Vi er forskellige, og det er kun godt. Vi er ikke alle sammen lige talende og udadvendte og hurtige til at danne og indgå relationer. Og nogle er mere forsigtige og fintfølende overfor, hvad andre måtte tænke. Men vi er ens på den måde, at vi har brug for hinanden. Vi er dybt afhængige af hinanden, både helt konkret og praktisk samt ikke mindst følelsesmæssigt. Vi har brug for at kunne leve, være og virke sammen med andre. Det er derfor vigtigt, at vi tør og kan finde ro i at være sammen med og udfolde os blandt andre mennesker. 

Som udgangspunkt er vores forhold til og samvær med andre fundamentet for, at vi kan trives, udvikle os og overhovedet eksistere. Det er også fundamentalt for vores tryghed. En tryg kontakt til andre mennesker er det mest følelsesregulerende af alt. Dvs. det, der kan gøre os allermest kropslig og psykisk afbalanceret.

På den baggrund er det klart, at socialangst er indgribende og lidelsesfuld: Man frygter det, som man ikke kan leve uden!

Mange med socialangst søger ikke hjælp

Socialangst er en udbredt lidelse, hvilket måske ikke er så underligt. Vi er så afhængig af hinanden og samtidig kan vores liv med hinanden være svært og sårbart.

Mange lider uden at få hjælp. Det er der flere grunde til: 

• Man er tilbøjelig til at tænke på sine problemer som personlighedstræk og generthed, som man ikke kan gøre noget ved, og som man må lære at leve med.
• Man skammer sig over, hvordan man har det.
• Tanken om at skulle være åben overfor sine problemer og at tage hånd om dem er angstvækkende, og strider imod den afsløringsangst, der er så grundlæggende i socialangst.

 

Men socialangst forsvinder ikke bare af sig selv med tiden. Mange har døjet med den siden puberteten eller tidligere i livet, og selvbeskyttende strategier som undgåelses, flugt og sikkerhedsadfærd har vedligeholdt og forstærket den.

 Du skal søge hjælp, hvis 

• Ubehaget og usikkerheden ved socialt samvær er stort, og derfor både ødelægger og forhindrer mange oplevelser for dig.
• Du kan mærke, at du trækker dig mere og mere. Du foretager dig samme ting, tør ikke hoppe ud i nyt, og dit liv bliver mindre og mindre.
• Du bruger meget energi og planlægning på, hvordan du kan beskytte dig mod det, du frygter.
• Du mærker, at der kommer depressive symptomer med træthed, negativitet og dårligt humør oven i din socialangst.

 

Din angst i de frygtede situationer kan reduceres eller måske forsvinde. Eller du kan få et andet forhold til den og omforme den til et fint personlighedstræk, så du ikke holder dig tilbage for at gøre noget, du vil eller skal.

Tag ansvar for din lidelse. Prøv om du kan tænke på socialangsten som en udfordring, en opgave, som du må tage hånd om og forholde dig til. Det skal være lettere at være dig i forholdet til andre mennesker.

Du kan søge hjælp hos en psykolog. Men også din egen håndtering af din angst har rigtig stor betydning.

Råd

I artiklerne om angst og kognitiv adfærdsterapi finder du mange forskellige råd, som du også kan bruge til arbejdet med socialangst. Nedenfor suppleres med råd specifikt til socialangst.

Søg viden

Sæt dig ind i hvad socialangst er. Hvad er det, der især kendetegner socialangst? Det er du godt i gang med, når du læser denne artikel.

Det er særlig vigtigt, at du forstår hvilke processer, der opretholder socialangsten. Det er forudsætningen for at kunne arbejde med at ændre disse processer. Samspillet mellem 1: Negative og kritiske tanker om dig selv og om andres vurdering af dig, 2: Selvfokuseringen og 3: Undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærden. Det vedligeholder din socialangst.

Det bidrager i sig selv til at vedligeholde og måske forstærke socialangsten, hvis du ikke forstår, hvad det er, der sker.

Tænk også over mulige årsager

Selvom forskellige årsagsforklaringer på socialangsten selvfølgelig ikke fjerner lidelsen, kan det alligevel give mening at prøve at finde sandsynlige brikker til forståelsen af baggrunden for socialangsten. Ikke for at tænke på dig selv som et offer for nogle begivenheder, omstændigheder, vilkår m.m., – det kan du ikke bruge til noget. Men for at få en forståelse, der kan støtte dig i dit arbejde med socialangsten.

Hvilke forskellige forhold: Særlige personlighedstræk ved dig, bestemte hændelser i dit liv, særlige livsvilkår, familieforhold, søskendeforhold, oplevelser i skole og blandt jævnaldrende osv. tænker du, er brikker til forståelse af din socialangst?

Mange mennesker med socialangst er stærkt selvkritiske og bebrejdende, og tænker på sig selv som en svag person, som bare skal tage sig sammen. Men der er altid årsager, gode grunde, til at tingene er, som de er.

Arbejd med dine tanker og adfærd

Som du kan læse om i artiklerne om angst og kognitiv adfærdsterapi, må du arbejde med at opspore og ændre negative tankemønstre, der er med til at udløse eller opretholde socialangsten. Du må også udfærdige adfærdseksperimenter, hvor du tester dine negative forventninger.

Du må endvidere trodse angsten ved gradvist at udsætte dig selv for de situationer, du frygter. Det kaldes for eksponering.

Du skal også eksperimentere med og eksponere dig for din brug af sikkerhedsadfærd, bl.a. selvfokusering. For at undersøge om sikkerhedsadfærden og selvfokuseringen hjælper dig, eller måske tværtimod gør problemerne værre.

Endelig må du arbejde på at omformulere og justere krævende leveregler, så du kan blive mere fleksibel og få flere strenge at spille på.

Alt det kan du som sagt læse indgående om i de store artikler om angst og om kognitiv adfærdsterapi.

Du har ikke brug for at hoppe hovedkulds ud i udfordringer, som kan give dig dårlige oplevelser, og overbevise dig om, at det er godt, at du beskytter dig selv ved undgåelse, flugt og sikkerhedsadfærd. Men du kommer ikke udenom, at du skal øve dig. Du kan ikke læse, tænke, reflektere og tale dig ud af det.

Et adfærdseksperiment med eksponering

Lad os her tage et specifikt eksempel på et adfærdseksperiment og en eksponeringsøvelse: Vi antager, at en af de ting, som du frygter, er det sociale samvær i frokostpausen på dit arbejde og at din usikkerhed bliver afsløret. Du beslutter dig for, at du vil arbejde med dette via et adfærdseksperiment og en eksponeringsøvelse.

Du starter med at sætte dig et mål. Dit mål er, at du kan deltage i det sociale samvær omkring frokosten på dit arbejde, så du kan føle dig bedre tilpas blandt dine kollegaer.

Derpå skal du udfærdige en trappestige med delopgaver, der trinvist skal gennemføres for at bringe dig frem til dette mål. Første trin må ikke være for svært, og der må ikke være for store spring mellem trinene.

Et adfærdseksperiment med et trinvist eksponeringsforløb kunne se sådan ud:

Første udfordring kan være, at du skal sige to ting i frokostpausen.
Derpå kan du udvide til tre eller fire ting.
Du kan starte med neutrale høflighedskonventioner.
Derpå lidt mere personlige udsagn: ”Jeg så en god film i går…..”
Senere kan du øve dig i også at være mere konfronterende. Fx udtrykke en uenighed med eller en nuancering i noget, der bliver sagt.
Du kan starte med at henvende dig til den, du er mest tryg ved, for derefter langsomt at udvide til at kunne henvende dig mere bredt til dine kollegaer.

Du kan også lave adfærdseksperimenter med et mål og et trinvist eksponeringsforløb med dette:

• Deltage i uformel samtale til en middag
• Holde en samtale i gang
• Spørge interesseret ind til et menneske, du taler med
• Foretage telefonopkald til en bekendt
• Fremlægge noget i en undervisningssammenhæng
• Fortælle noget om dig selv til en social sammenkomst: En succesoplevelse. Noget du har været frustreret over. Noget der har været sjovt. Måske noget, der har været lidt svært
• Spise og drikke, mens andre ser på
• Give og modtage anerkendelse og komplimenter
• Lave ”fejl” mens andre ser på: Fx spilde lidt på dugen, eller tabe noget på gulvet, sige noget forkert
• Bede en anden om hjælp eller udtrykke andre behov
• At stille et krav eller at markere en grænse overfor andre

 

Når man lider af socialangst, arbejder man aktivt på at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt. Det er det forskellige beskyttelsesstrategier handler om. Men du må øve dig i at få opmærksomhed, gensidig opmærksomhed er altid et aspekt i socialt samvær. Med ovenstående slags adfærdseksperimenter og eksponeringsøvelse, øver du dig bl.a. i at få og tåle opmærksomhed. Du øver dig i at blive vant til opmærksomhed, og på sigt befinde dig med at få opmærksomhed, og opleve, at det kan være rart at få opmærksomhed.

Husk når du udfærdiger adfærdseksperimenter, skal du huske at tænke i skabelonen for gradvis eksponering: 1. Formuler et problem. 2. Omskriv dit problem til et mål. 3. Lav en trappestige med delopgaver der skal gennemføres for at bringe dig frem til målet. Første trin må ikke være for svært, og der må ikke være for store spring mellem trinene.

Arbejd med sund selvhævdelse

Fordi mennesker med socialangst er så optagede af, hvad andre tænker om dem, og af ikke at komme til at gøre noget forkert, kan det selvsagt være svært at give udtryk for sine egne behov, meninger og grænser. Man kan være bange for at andre vil kritisere og tage afstand fra en, hvis man giver udtryk for sine behov, meninger eller grænser.

En typisk adfærdsmæssig reaktion på socialangst er derfor, at man undertrykker eller bøjer af overfor sine egne behov og meninger og indretter sig efter, hvad man forventer og tror, at andre mener, ønsker eller kræver. Ofte med stor frustration og irritation til følge.

Du må derfor arbejde med at lære at give udtryk for dine meninger og perspektiver på en tydelig og konstruktiv måde, hvor du ikke bøjer af og prioriterer andres behov, meninger, ønsker m.m. over dine egne.

At give udtryk for dine behov, meninger, grænser, perspektiv m.m. på en tydelig og konstruktiv måde, er både godt for dig selv og for dine relationer. De andre har noget at forholde sig til og spille bold op af. Det kaldes assertion, som betyder sund selvhævdelse.

Du må øve dig i at give udtryk for grundlæggende rettigheder som disse:

• at sige fra
• at sige nej
• at være uenig
• ikke at vide alt
• at skifte mening
• at være anderledes
• at tage fejl
• at lave fejl
• ikke at forstå alt
• at bede om hjælp
• at give udtryk for, hvad du tror føler og mener
• selv at træffe beslutninger
• at udtrykke følelser – også negative – konstruktivt

 

Man kan have et ønske om, at man en gang for alle kan lære at stå ved sig selv og op for sig selv. Men for mange er det en livslang udfordring at give udtryk for ovenstående helt legitime rettigheder.

(Hvis du har lyst, kan du læse mere om assertion og personlige rettigheder i artiklen om selvtillid og selvværd).  

Når socialangsten blokerer

I mange tilfælde af angst, fx angst for at køre i offentlige transportmidler, er den ”præstation”, der skal ydes i den angstvækkende situation, mulig at gennemføre. Man kan godt køre i tog med stærk angst, selvom det er ubehageligt.

Men hvor angsten gælder andres kritiske vurdering af en, som tilfældet er ved socialangst, vil angsten kunne blokere for ens ”optræden” og sociale ageren, så det frygtede resultat indtræffer pga. angsten.

Fx kan taleren der er angst for at stemmen ryster eller for at miste koncentrationen og tråden, opleve, at netop dét sker pga. stærk angst. Socialangst kan med andre ord fungere som en selvopfyldende profeti, hvor angsten frembringer det, som man frygter vil ske.

Oveni gælder det, at de strategier man anvender for at mestre angsten, sikkerhedsadfærden, gør det endnu værre. Hvis man fx overforbereder sig på talen, som ville være en typisk sikkerhedsadfærd, kan man blive endnu mere usikker. Sikkerhedsadfærd ved socialangst har med andre ord ofte paradoksale virkninger, i og med at du kan forstærke eller fremkalde situationer, som den er beregnet til at undgå eller begrænse.

Tilsvarende gælder dette for den selvfokuserede opmærksomhed: Hvis man omhyggeligt overvåger sig selv, angstens kropslige signaler, sin fremtræden, og hvis man gør alt for at skjule sine angstsymptomer, vil angsten typisk tiltage.

Derfor er disse to metoder centrale ved socialangst:

1. Du skal lære at spotte din sikkerhedsadfærd og prøve at stoppe dig selv i at bruge den.
2. Du skal bevæge dig fra selvfokus til situationsfokus.

 

Vær bevidst om din sikkerhedsadfærd

Din sikkerhedsadfærd er som nævnt med til at vedligeholde socialangsten.

• Start med at finde ud af, hvilke typer sikkerhedsadfærd, som du især bruger. Skriv en liste.
• Hvad tror du umiddelbart ville ske, hvis du prøvede at holde op med at brug dem?
• Registrer, vurder og omstrukturer dine tanker om din sikkerhedsadfærd.
• Find adfærdseksperimenter og en eksponeringsøvelse til at arbejde med at lægge din sikkerhedsadfærd væk.
• Hvad vil du starte med?

 

Fra selvfokusering til sags- og situationsfokus

Selvfokusering er som nævnt en meget almindelig sikkerhedsadfærd tæt forbundet med socialangst, der både fastholder og vedligeholder socialangsten.

Du må lære at blive opmærksom på, hvornår du bliver ”kaldt til” selvfokusering. Dvs. når du forsvinder ind i dig selv, og bliver optaget af, om du sveder og ryster, af din præstation og fremtræden som sådan og af, og hvad andre tænker om dig.

Du skal arbejde på at lære at lede opmærksomheden væk fra dig selv, altså væk fra selvfokus, og hen på det, der foregår udenfor dig, dvs. til sags- og situationsfokus.

Hvis det er en samtale, så prøv at være så opmærksom som mulig på indholdet i, hvad den anden siger, og hvad du selv mener og tænker. Vær nysgerrig og nærværende overfor din samtalepartner og emnet, i stedet for at rette opmærksomheden mod, hvad der sker inde i dig og hvad din samtalepartner mon tænker om dig?

Sag- og situationsfokus gør angsten mindre, og den hjælper samtidig til at få mere pålidelige informationer om andres reaktioner.

Brug nedenstående øvelse, det såkaldte dobbelteksperiment, hvor du kan teste konsekvenserne af selvfokus samt sags- og situationsfokus.

Dobbelteksperimentet med selvfokus og sags-og situationsfokus

Vælg et tidspunkt, hvor du har forventningsangst, dvs. hvor du bekymrer dig, om noget du skal. Fx til en middag, en anden social sammenkomst, til eksamen eller, til et møde, hvor du ved, at du skal sige noget.

Eksperimentet drejer sig om, at du skal prøve at opleve på to helt forskellige måder og sammenligne det, du lægger mærke til og føler i de to situationer.

Dels hvis du udelukkende retter opmærksomheden indad mod dig selv. Du må gerne ligefrem overdrive, for at det bliver tydeligt, hvad der sker, når du har dit fokus rettet mod dig selv.

Dels hvis du gør det modsatte, altså bestræber dig på at rette opmærksomheden ud ad, dvs. du har dit fokus rettet mod sagen og situationen. Fx mod maden, belysningen, borddækningen, emnerne der tales om osv., hvis du er til en middag med andre.

1) Start med selvfokus, dvs. med at tildele dig selv al din opmærksomhed. Læg mærke til de fysiske fornemmelser, du kan mærke: Fryser eller sveder du? Er du sulten, tørstig, træt? Kan du mærke dit tøj? Er der noget, der strammer eller er for løst? Hvad føler du lige nu? Tænker du på noget bestemt? Har du særlige tanker om dit ydre, om din præstation? Har du særlige tanker om din person, og hvordan du fremtræder? Har du bestemte billeder, indtryk og erindringer i hovedet? Bliv ved med at være i selvfokus i 3-4 minutter.

Besvar nu følgende spørgsmål: Hvad følte du? Hvad lagde du mærke til? Tag noter i hovedet eller på papir.

2) Derpå skal du have et fokus, hvor du nu tildeler situationen og sagen, dvs. maden, belysningen, borddækningen, emnerne der tales om m.m., al din opmærksomhed i 3-4 minutter, dvs. du skal tilstræbe et sags- og situationsfokus.

Derpå skal du besvare spørgsmålet: Hvad følte du? Hvad lagde du mærke til? Tag gerne noter inde i hovedet eller på papir.

Nu skal du sammenligne selvfokus og situationsfokus.

• Hvad var forskelligt?
  Hvad var ens?

 

Dobbelteksperimentet giver dig mulighed for at sammenligne to ekstreme måder at være opmærksom og fokuseret på. Det har til hensigt at inspirere dig til at arbejde hen mod en flydende opmærksomhed, hvor du mere naturligt og spontant lader din opmærksomhed og dit fokus komme og gå – ”flyde” – mellem dig selv, de andre, situationen og sagen, som I er sammen om.

Arbejd med dine leveregler

Når man lider af socialangst, har man ofte meget høje standarder for egen præstation, især med hensyn til, hvordan man bør begå sig blandt andre, ligesom man er meget afhængig af andres accept og sympati samt af at føle, at man har kontrol.

Leveregler knyttet til præstation, accept og kontrol for et menneske med socialangst kan fx være:

• Hvis jeg siger noget forkert, er det pinligt og et nederlag.
• Hvis jeg laver fejl, er det en personlig fiasko.
• Hvis andre overhører mig eller afbryder mig, synes de jeg er kedelig.  
• Hvis andre er uenige med mig, er de ikke interesseret i mig.
• Hvis jeg ikke har 100 % styr på situationen, bliver jeg usikker.

 

Det er selvfølgelig kun dig, der kan afgøre, om dine leveregler er problematiske. Men hvis du er i tvivl, så prøv at skrive fordele og ulemper op.

Dysfunktionelle leveregler opretholdes ofte af urealistiske grundlæggende antagelser om, hvad der ville ske, hvis man brød reglen, og handlede på en anden måde.

Du kan arbejde med dine leveregler på samme måde som med dine negative automatiske tanker. (Du kan læse om arbejdet med dine leveregler i artiklerne om angst og om kognitiv adfærdsterapi).

Kom på banen – Giv af dig selv

Når man lider af socialangst, har man svært ved at komme på banen med sig selv, fordi man frygter, hvordan man bliver modtaget. Det kan blive en rigtig ond cirkel, fordi det jo også ofte er sådan, at jo mindre man kommer på banen med sig selv og giver af sig selv, jo mindre får man. Og omvendt.

Det er derfor vigtigt, nok det vigtigste, at du kommer på banen med dig selv, giver af dig selv, og tager din plads. Du skal øve dig i at få sociale erfaringer og oplevelser, der sår tvivl om dine tanker om, at du er ”forkert”, og at andre vil vurdere dig kritisk. Lav eksponeringsøvelser, der handler om dette:  

Træd ind i fællesskabet og del erfaringer, som du har gjort dig om forskellige ting. Del oplevelser du har haft, neutrale, negative og positive. Del dine succeser og glæder, når du har gjort noget, du er stolt af og glad for. Del når der er noget, du går og undrer dig og filosoferer over. Del også tvivl og usikkerhed på, hvad du mener, føler og tænker om det ene eller andet. Du behøver ikke at være 100% sikker for at byde ind. Del undertiden udfordringer og sårbarheder, noget der har været svært, frustrerende for dig osv. Lyt til de andre. Forhold dig til dem, spørg ind og giv respons.

At dele noget med andre, både mere personligt og privat, og mere faktuelt og nøgternt, at give af sig selv, at tage din plads, at forholde dig til og give respons på og feedback til andre, at deltage og være med, forbinder dig alt sammen med menneskene omkring dig. Du får erfaring med, at du er en del af forskellige fællesskaber og sammenhænge med de glæder og besværligheder, der er der, når mennesker er med hinanden.

Til besværlighederne og udfordringerne hører blandt andet afbrydelser, at blive overhørt, vanskeligheder med at få et ord indført m.m. Det må du også forholde dig til. Nogle gange tåle, rumme og acceptere det og andre gange ved at være mere assersiv, dvs. udvise sund selvhævdelse: ” Du afbrød mig. Det jeg var ved at sige var…..”. Eller: ”Bagefter vil jeg gerne sige noget, som jeg tænker på” osv.     

Selv-compassion

Vi oplever alle lidelse, selvfølgelig af forskellig slags og i forskelligt omfang på forskellige tidspunkter i vores liv, som påvirker vores humør, vores energi og overskud, vores gåpåmod og lyst, selvværd, selvtillid m.m. Ingen slipper.

 

Når vi lider, bliver vi ofte meget selvkritiske og selvbebrejdende: ”Hvor er du svag. Tag dig nu sammen”. Men vi har ikke brug for hårdhed, kritik og selvbebrejdelser. Vi har brug for compassion, som forenklet kan oversættes med medfølelse.

 

Helt grundlæggende er compassion opmærksomhed på og åbenhed overfor egen og andres lidelse. At forholde sig til lidelse, det svære for mennesker frem for at skubbe det væk.

 

Prøv om du kan møde dig selv med venlighed, blidhed, varme, forståelse og omsorg og med et ønske om at lindre din lidelse i stedet for med en dømmende hårdhed og selvkritik og med følelsen af skam. Og andre.

At styrke din compassion kan give dig en oplevelse af ro og tryghed, der kan være rigtig god at gå ud i verden med. Der findes forskellige meditationsøvelser, som du kan bruge til at træne selv-compassion. Du kan finde gode compassionøvelser (lydfiler) på psykolog Lena Isagers hjemmeside.

 

Vær ikke for nøjsom

Når du arbejder med din socialangst, skal du passe på med ikke og gå hen og blive for nøjsom og stille dig tilfreds med for lidt. Fx hvis du nu bare af og til kan sludre lidt med en enkelt af dine kollegaer, i frokostpausen, så er det godt nok osv.

Når du holder dig tilbage eller trækker dig fra noget med andre mennesker, må du spørge dig selv om du gør det, fordi du faktisk ikke har lyst eller gider, eller om det er fordi, din socialangst blokerer dig. Har du i virkeligheden lyst, men tør ikke?

Målet er, at du på sigt skal kunne leve dit liv uden at være forpint og tilbageholdt af bekymringer om, at du er ”forkert”, og at andre vil vurdere dig kritisk. Lige neden under din socialangst ligger der sandsynligvis en fin forsigtighed og fornemmelse for andre med god sans for at se sig selv udefra og se de andre indefra, som er rigtig vigtige sociale kompetencer, som kan være berigende for dit liv med andre.

Selvhjælp og psykologhjælp

Du har nu fået et indblik i hvad socialangst er, og du er blevet præsenteres for en række råd og metoder og redskaber, som du kan bruge i arbejdet med din socialangst. Betragt som sagt rådene som en oversigt, du kan vende tilbage til. Dyk ned i det, der giver mening for dig lige nu.

Ovennævnte råd og metoder har værktøjskarakter, og de går meget specifikt på socialangsten.

Helt centralt i arbejdet med al psykisk lidelse, også med socialangst, er det ”bredere” arbejde med dig selv og dit forhold til andre mennesker i dit liv, især dine nærmeste.

Reagerer du på nogle uhensigtsmæssige måder, ud fra nogle fastlåste opfattelser af dig selv, verden og de andre og dine muligheder. Er der en eller flere røde tråde i dit liv, som er vigtige at få øje på?

Du må også forholde dig til livets eksistentielle grundvilkår. Hvordan tåler og rummer du eksistensens dilemmaer? Hvordan forvalter du den frihed, ansvaret og uvished og ufuldkommenhed, der er vilkår for vores eksistens som mennesker.

Arbejdet med forholdet til andre mennesker, dine typiske reaktioner og samspilsmønstre, dit selvbillede, røde tråde og eksistentielle grundvilkår, er temaer for samtaleterapi med en psykolog.

Anne Stokkebæk, april, 2023.  

Kilder:

• Esben Hougaard og Mikkel Arendt: ”Socialangst. ”En selvhjælpsbog baseret på kognitiv terapi”. Dansk Psykologisk Forlag, 2016
• Nicole K. Rosenberg og Mikkel Arendt: “Kognitiv adfærdsterapi ved socialfobi.” I ”Kognitiv terapi. Nyeste udvikling”. Mikkel Arendt og Nicole k. Rosenberg (red). Hans Reitzels Forlag, 2012.
  Jes Gerlach (red): “Angstbogen”. PsykiatriFondens Forlag, 2008.
  Jes Gerlach og Esben Hougaard: “Angst”. PsykiatriFondens Forlag, 2007.
• Francisco Alberdi: ”Psykoterapeutisk behandling af angstlidelser”. I ”Moderne psykoterapi. Teorier og metoder”. Francisco Alberdi, Bent Rosenbaum og Per Sørensen (red).
• Angstforeningens pjece om socialangst.
• Birgitte Dansgaard: ”Lær at tackle angst og depression”. Komiteen for Sundhedsoplysning, 2015.
• Esben Hougaard og Mikkel Arendt: ”Socialangst. En selvhjælpsbog baseret på kognitiv terapi”. Dansk Psykologisk Forlag, 2016.