Ophavsret © 2026.
Alle rettigheder forbeholdes
Denne artikel, 20 sider, handler om tilknytning. Vi er sociale væsener, og det ligger i vores natur at søge kontakt og knytte bånd til andre. Til familie, til venner, til bekendte, kollegaer, naboer, foreningsfæller, osv. Vi har brug for hinanden, vi har brug for kontakt.
Især har vi behov for en tryg følelsesmæssig kontakt til få, særlige andre mennesker, hvilket kaldes for tilknytningsrelationer. Personerne, som vi er særligt forbundne med og knyttede til kaldes tilknytningspersoner.
Vores behov for tilknytningspersoner, og vores evne til at søge og skabe kontakt til få og særlige andre er menneskeartens mest grundlæggende overlevelsesstrategi. Tilknytningsrelationer er lige så afgørende for vores helbred, trivsel og generelle funktion i livet som føde, væske, søvn og varme.
I hverdagssprog siger vi gerne, at mennesker er knyttede til hinanden, når vi vil udtrykke, at de betyder meget for og holder af hinanden. Men en tilknytningsrelation er mere end det. En tilknytningsrelation er en tryg base at bevæge sig ud i verden fra og en sikker havn at søge hjem til og få trøst og støtte hos, når man er bekymret, presset og usikker. (Se mere nedenfor).
Tilknytningsteorien er den mest udbredte og velunderbyggede teori om det centrale kendetegn ved mennesker, at vi er sociale væsener, der knytter bånd til hinanden.
Tilknytningsteorien har allerede længe haft en kolossal betydning for den måde, forældre tænker om, og handler på, i forholdet til deres børn, og gennem de sidste årtier har den også bidraget til at uddybe vores forståelse af voksentilknytning, blandt andet i parforholdet. (Se min bog Parforhold. Tryghed og kontakt. Mindspace 2025).
Vi er født til at søge kontakt, nærhed og beskyttelse fra vores tilknytningspersoner, når vi oplever farer, og føler os udsatte og utrygge. Når det sker, aktiveres vores tilknytningssystem. Man kan sammenligne det med, at der bliver trykket på en alarmknap.
Når vores tilknytningssystem er aktiveret, og alarmen ringer, er vores opmærksomhedsfelt snævret ind, og vores primære fokus er at opnå sikkerhed og tryghed. Alt andet så som at virke i verden, udforske, udfordre os selv, slappe af, have det sjovt osv., glider automatisk i baggrunden.
Aktiveringen af tilknytningssystemet slukkes, når vi igen føler os trygge og i sikkerhed, hvad enten vi er blevet beroliget af kontakten til en tilknytningsperson, eller vi har fundet andre måder at blive beroliget på. Vi kan da engagere os i andet, der ikke bare handler om at søge tryghed og sikkerhed.
Et barn er på alle måder fuldstændig afhængigt af tilknytnings- og omsorgspersoner, og indbegrebet af og prototypen på en tilknytningsrelation er barnets relation til dets forældre. Barnet protesterer, når det oplever, at kontakten til dets tilknytnings- og omsorgspersoner, dets trygge base, er truet eller væk. Og det falder til ro, når det er sikker på og tryg ved kontakten.
Behovet for tilknytningsrelationer er dog ikke kun noget, som børn har. Det er et livslangt behov hos mennesker i alle aldre, selvom den måde man opretholder tilknytning på, udvikler sig og ændrer karakter, og der kommer nye tilknytningspersoner til som for eksempel nære venner og partnere.
At tilknytningsbehovet er livslangt, er en meget vigtig pointe omkring tilknytning. Det gælder for den unge, der er optaget af at gå ud i verden på egen hånd med en tillid til, at forældrene vil være der, når noget brænder på. Det gælder for gamle mennesker, som er konfronteret med alderdommens tab og svækkelse, og hvor voksne børn typisk bliver deres trygge base. Det gælder for voksne i alle aldre og faser i livet. Kærlighed mellem to voksne i et parforhold er en tilknytningsrelation.
At partnerne i et parforhold har en tilknytningsrelation, er nok den vigtigste nyere viden inde for tilknytningsforskningen. Parforholdet er selvfølgelig ikke en kopi af forældre-barn-forholdet. Tilknytningsrelationen mellem partnerne i et parforhold er baseret på jævnbyrdighed, det vil sige, at den er symmetrisk, fordi den involverer gensidig omsorg for hinanden. Begge partnere vil både række ud mod hinanden med anmodninger om nærvær, omsorg, kontakt, støtte og trøst og modtage hinandens rækken ud, mens forælderen i forældre-barn-relationen er den stærke og ansvarlige part, der former og tilbyder en tryg base for barnet, og ikke omvendt. Og ud over den gensidige omsorg og tryghed er der også intimitet, kropskontakt og sex i tilknytningsrelationen mellem to voksne i parforholdet.
Selvom tilknytningsrelationer mellem voksne, fx partnernes tilknytning til hinanden i et parforhold, ikke er en kopi af barnets tilknytning til dets forældre, er tilknytningens væsen og udtryksformer alligevel forbavsende ens.
Der er en slående lighed mellem de grundlæggende trin i det, som udspiller sig mellem barn og forældre, og det, der udspiller sig i voksen-voksen tilknytningsrelationer, når den trygge kontakt er truet eller fraværende, eller når den er tryg og sikker. I begge slags tilknytningsrelationer aktiveres følelser som vrede, fortvivlelse, tristhed, frygt og skam, når man oplever, at kontakten til ens vigtigste tilknytningsperson er truet eller væk. Og i begge slags relationer følger opsøgende og insisterende adfærd eller tilbagetrækning og undvigelse afstedkommet af disse skræmmende følelser i forsøget på at genskabe kontakten. Og omvendt aktiveres der positive følelser af glæde, nysgerrighed, ro og tilfredshed, når man oplever, at relationen og kontakten er tryg og sikker.
Dette så psykolog, parterapeut og forfatter Lorrie Brubacher illustreret på smukkeste vis i et barns tilknytningsadfærd overfor sin far en dag, hun befandt sig i en hektisk lufthavn. Nedenstående er frit fortalt efter Brubacher, 2018.
En lille pige sad i sin klapvogn, mens hendes far havde opmærksomheden på sin telefon. Efter kort tid begyndte hun at kalde: “Far, far.”
Faren var imidlertid optaget af telefonen og kiggende ikke op. Den lille fortsatte sin kalden, volumenen blev gradvist skruet op, og efterhånden kom der også tårer til. Hendes ryg spændtes, og hendes kalden udviklede sig til en fortvivlet hulken.
Faren kiggede stadigvæk ikke op, men begyndte at køre klapvognen frem og tilbage uden øjenkontakt til barnet. Pludselig lagde han telefonen i lommen, kiggede på hende med et ansigtsudtryk, der afspejlede hendes kvaler. Han bøjede sig ned og løsnede hendes sele, mens han blidt og trøstende sagde: “Åh, min lille skat. Du kaldte og kaldte på far, og jeg svarede dig slet ikke. Du blev så ked af det. Du kaldte og kaldte på far.”
Han løftede hende op af klapvognen, tog hende ind til sig og vuggede hende frem og tilbage. “Åh, du blev så ked af det. Du kaldte og kaldte på far.” Han tørrede barnets tårer, og hun gispede, mens det sidste hulk kom ud. Hendes krop smeltede ind mod hans, og hun lagde sine arme om ham.
Nu fik den lille øje på en ruchebane, der lå længere henne ad gangen. Hun hvinede af fryd og ville ned på gulvet. “Ja, kom, vi skal rutsje.” Hendes fars tonefald spejlede hendes entusiasme. Hun kiggede forventningsfuldt op på ham, greb hans hånd, og sammen småløb de hen til rutsjebanen.
Et øjebliks frygt og fortvivlelse var blevet dulmet. Den trygge kontakt var genskabt, og lysten til og modet på at engagere sig, virke i og udforske verden blev atter tydelig.
Vi er skabt til at reagere med frygt og protest i situationer, hvor vi oplever, at den trygge kontakt til vores tilknytningspersoner er truet eller væk. Når sådan en tilknytningsfrygt er aktiveret, er det som luftværnssirener, hvilket den lille piges reaktioner så tydeligt illustrerer.
En tilknytningsrelation er kendetegnet ved to kernefunktioner, tryg base og sikker havn.
Tryg base-funktionen handler i korthed om at være et tilgængeligt, støttende, opmuntrende og opbakkende bagland for hinanden. Dvs. et trygt udgangspunkt, en platform, hvorfra man kan bevæge sig ud i verden, udfordre og udforske, løbe risici, udvikle sig og opleve fornemmelsen af handlekraft og autonomi.
Sikker-havn-funktionen handler i korthed om at tage imod den anden og berolige, trøste og følelsesregulere, når han eller hun føler sig udsat, og oplever fare og utryghed, og rækker ud og søger hen imod en. Som sikker havn har man blik for den andens sårbarhed og en intention om at lindre gennem kontakt. Man stiller sig så at sige til rådighed for den anden som ”større og stærkere” i forhold til sårbarheden og utrygheden.
Mange af os er mere eller mindre underlagt ideen om, at man som voksen skal kunne klare sig selv, gå ud i verden med en tryghed i sig selv, og at man må kunne berolige og støtte sig selv, når man er usikker og utryg.
Vi holder stædigt fast i at definere det sunde voksne menneske, som ham eller hende, der ikke er så afhængig af andre, og klarer tingene selv. Det er en opfattelse, der ligger dybt forankret i vores kultur.
Men det er ikke desto mindre en forståelse, der er på kant med et meget grundlæggende træk ved det at være menneske. Vi er nødt til at træde ud af denne illusion og forstå, at vi er skabt i og til afhængighed, vi er kodet til søgen efter kontakt, det er derfor, at vi har overlevet som menneskeart. Og vi udforsker, virker i verden og udvikler os i og med denne afhængighed. Vi bliver ved med at være afhængige, om end det med alderen bliver en mere gensidig afhængighed.
Især er afhængigheden uomgængelig, når vi føler os udsatte, er utrygge, bekymrede og pressede. Vores behov for at vores tilknytningspersoner kommer tæt på os, når vi kalder, for at tilbyde os en sikker havn, er uomtvisteligt. Det kan for nogle kan opleves opløftende, rart og trygt, for andre fremmed, underligt og kan måske ligefrem vække modstand.
Som voksen udfylder vi i nogen udstrækning også funktionerne tryg base og sikker havn for os selv. Vi kan være omsorgspersoner for os selv, både på det indre plan ved indre reguleringsprocesser og på det ydre plan ved konkrete handlinger.
Men det er ikke nok. Vi bliver ved med at have behov for en tryg base og en sikker havn i andre mennesker, selvom vi også er individer både med evne til at stå på egne ben og behov for autonomi.
Vores afhængighed af hinanden er en kilde til styrket modstandskraft overfor livets udfordringer og nedture. Det er en kilde til at bevæge sig ud i verden, løbe risici, udfordre sig selv, udforske og udvikle fornemmelse af handlekraft, autonomi og egen kompetence. Selvtilstrækkelighed: ”Jeg kan selv” og afvisning af tilknytningsbehov, ”jeg behøver ikke andre”, giver kun en falskt overskud.
Vores afhængighed af hinanden er i udgangspunktet sund og effektiv. En sund og effektiv afhængighed i voksentilknytningsrelationer er en afhængighed, hvor vi kan mærke, at vi behøver hinanden, og hvor vi derfor rækker ud mod hinanden. Både når vi er pressede, usikre og bekymrede, men i det hele taget for vores væren og virke i livet og verden.
Der behøver ikke at være nogen modsætning mellem vores afhængighed af hinanden og vores evne til og behov for at kunne og gøre mange ting selv, herunder også at være vores egen trygge base. Faktisk er det sådan, at en erkendt og følt afhængighed af vores tilknytningspersoner, gøder jorden for vores selvstændighed. Ikke selvstændig i betydningen selvtilstrækkelig og uafhængig, men selvstændig i betydningen, at vi har lyst til, mod på og behov for også at være individer i egen ret, der kan, vil og gør ting selv.
At vores afhængighed af hinanden er livslang og går forud for vores selvstændighed, har videnskaben dokumenteret igen og igen. Hvis vi står alene foran en bakke, opfatter vores hjerne bakken som højere, end hvis der står en tilknytningsperson, for eksempel vores partner, ved siden af os. Vores hjerne tager således nærhed til sociale ressourcer, her vores partner, i betragtning i bearbejdningen af sanseindtryk fra omverdenen.
Vi klarer kort og godt udfordringer, og i det hele taget livet bedre med personer, som vi er trygge ved, ved vores side. Når noget er vanskeligt og udfordrende, og man er alene om det, så bliver det langt mere svært og sårbart. Det fremkalder smertefulde følelser af hjælpeløshed, frygt og tristhed i os. Og omvendt har afhængighed baseret på trygge tilknytningsrelationer mange positive virkninger. Blandt andet disse:
Især har afhængighed baseret på en tryg tilknytningsrelation en afgørende betydning for regulering af vores følelser. Der er ikke noget, der kan regulere vores følelser som en tryg kontakt til en tilknytningsperson. Det ved vi, når det handler om børn. Hvis et barn er bange eller ked af det, så vil en tryg kontakt til en tilknytningsperson, typisk forældrene, i udgangspunktet være det bedste til at regulere barnets følelser.
Vi kan virkelig gå langt i vores virke, udforskning og andet, når vi føler os støttet og bakket op af vores bagland og ikke mindst sikre på, at vi kan vende tilbage og få trøst og beroligelse, hvis der sker noget, som gør os utrygge, urolige, bekymrede eller triste.
Fordi vi er tilknytningsvæsener med grundlæggende behov for følelsesmæssigt nærvær og en tryg kontakt og forbindelse til vores tilknytningspersoner, er vores oplevelse af frygt omkring nærvær, tryg kontakt og forbindelse altid central, når vi har det svært i vores vigtige, nære relationer. Vi kan da opleve frygt for at stå alene og ikke at være forbundet med hinanden, for at være forkerte og utilstrækkelige, for ikke at være ønskede og elskede, for at være udsatte og ubeskyttede, for ikke at have plads og indflydelse i relationen. Og under sådan en slags frygt ligger der behov og længsler efter at være trygt forbundet, elsket, ønsket, behøvet, beskyttet, accepteret og at have plads.
Der er to slags reaktioner og strategier, som vi griber til, når vi oplever, at kontakten til vores tilknytningspersoner er truet eller væk, og vi er utrygge, og der i den forbindelse aktiveres ovennævnte skræmmende frygt i os. Det er almenmenneskelige reaktioner og strategier, der er indbygget i os.
Fordi tilknytning er et helt basalt behov for os, og grundlæggende handler om overlevelse, betyder det, at vores følelser og adfærd, der er knyttet hertil, kan være særdeles stærke. Vi kan virkelig blive helt ude af den og reagere meget opsøgende, angribende, kritisk og insisterende eller meget undvigende, tilbagetrukkent og afvisende, når vi er utrygge og frygter at miste kontakten til vores tilknytningsperson, eller når vi har mistet kontakten. (Se min bog: Parforhold. Tryghed og kontakt. Mindspace 2025, som beskriver konflikter og afstand mellem partnerne i et parforhold i et tilknytningsperspektiv).
Selvom vi alle er født med evnen til og behovet for at knytte os til tilknytnings- og omsorgspersoner, er vi også forskellige på dette område.
Ud fra vores erfaringer og oplevelser med tilknytning og omsorg med vores tilknytnings- og omsorgspersoner udvikler vi det, som man kalder for tilknytningsmønstre. Man kan også udtrykke det på denne måde: Vores medfødte tilknytningssystem bliver i løbet af vores opvækst udviklet, formet og farvet gennem særlige tilknytnings- og omsorgsoplevelser med vores tilknytnings- og omsorgspersoner, og bliver til vores unikke, personlige tilknytningsmønster.
Vores tilknytningsmønster er vores særlige personlige måde at være i kontakt med andre på. Hvordan nærmer vi os andre, udtrykker behov, beder om hjælp, søger opbakning, støtte og beskyttelse og trøst, når vi bliver bange, bekymrede og utrygge, håndterer følelser i nære relationer herunder konflikter og uenigheder?
Tilknytningsmønstre er kort og godt af vores tanker, følelser og handlinger, når det drejer sig om tilknytning.
Man kan også sige, at vores tilknytningsmønstre er vores personlige stil, når det drejer sig om vores forvaltning af vores grundlæggende behov for en tryg base og en sikker havn, der begge er kernefunktioner i tilknytningsrelationer. En tryg base er som nævnt et støttende og opbakkende bagland, som vi kan bevæge os ud i verden fra. Og en sikker havn er et sted, hvor vi kan søge beroligelse, trøst og regulering, når vi oplever fare og utryghed, og føler os udsatte, bange, nedtrykte eller kede af det.
I tilknytningsteorien skelner man imellem fire forskellige tilknytningsmønstre. Et trygt tilknytningsmønster og og tre utrygge tilknytningsmønstre.
De tre utrygge kaldes henholdsvis:
Det trygge tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man rækker ud efter kontakt, omsorg, støtte og trøst, når man føler sig utryg og usikker i tillid til, at man bliver imødekommet.
Det undgående tilknytningsmønster er kendetegnet ved, at man trækker sig, lukker følelsesmæssigt af og giver udtryk for uafhængighed, når ens tilknytningssystem aktiveres. ”Det går fint tak”. “Der er ikke nogen problemer”. “Jeg har ikke brug for nogen”. Man kalder dette for at deaktivere sine tilknytningsbehov.
Det ængstelige, ambivalente tilknytningsmønster, som også kaldes for det opslugte eller opsøgende tilknytningsmønster, er kendetegnet ved høj uro, når tilknytningssystemet er aktiveret. Man opsøger, presser og kræver i vedholdende forsøg på at få en reaktion: ”Hvor er du? Hvor er du?” Man kalder dette for at hyperaktivere sine tilknytningsbehov.
Utryg tilknytning kan også give sig til udtryk i en mere kaotisk vekslen mellem både at undvige og afvise og at opsøge og række ud, når tilknytningssystemet er aktiveret. Dette såkaldte desorganiserede tilknytningsmønster omfatter således begge af de to ovennævnte strategier. ”Kom her – gå væk.” ” Jeg har brug for din støtte, og samtidig er jeg utryg ved og bange for dig”.
Vores tilknytningsmønstre bliver særligt tydeligt i situationer, hvor tilknytning på en eller anden måde er i spil. Tilknytning kan være i spil, fordi vores tilknytningssystem er aktiveret, alarmklokken er trykket ind, og vi føler os utrygge, pressede og bange. Tilknytning kan også være i spil fordi noget anden i situationen eller relationen trækker associationer til det netværk af erfaringer, vi har med os på tilknytningsfronten.
Men vores tilknytningsmønstre vil altid være til stede som vigtige kendetegn ved os, som den særlige person vi er. De viser sig i vores tanker, følelser og adfærd, i vores måde at møde positive og negative erfaringer i livet, og i vores særlige måder at indgå i relationer til andre på, især vores nærmeste.
Voksne menneskers tilknytningsmønstre kommer til udtryk på to måder. Dels i hvad man kan kalde for relationelle kendetegn. Det vil sige om vi er åbne, tillidsfulde eller mere lukkede og vagtsomme, bekymrede eller insisterende og krævende i vores forhold til og møde med andre mennesker. Og dels i vores måde at fortælle, tale om og formulere os på omkring vores tilknytningserfaringer med vores tilknytningspersoner og i det hele taget om tilknytning. Det kalder man for narrative kendetegn.
Begrebet om tilknytningsmønstre og særlige kendetegn ved de fire forskellige kategorier af tilknytningsmønstre, er et meget centralt område af tilknytningsteorien.
Nedenfor følger en gennemgang af de relationelle og narrative kendetegn ved de fire tilknytningsmønstre.
Relationelle kendetegn ved tryg tilknytning
Narrative kendetegn ved tryg tilknytning
Det trygge tilknytningsmønster er grundstrategien for, hvordan tilknytningsbehov og tilknytningsrelationer skal håndteres. Og de trygge tilknytningsstrategier fastholdes og udbygges, hvis man ikke i sin opvækst har væsentlige erfaringer, der gør de trygge strategier uholdbare.
Relationelle kendetegn ved undgående tilknytning
Narrative kendetegn ved undgående tilknytning
Det er vigtigt at huske, at selvom et menneske med et undgående tilknytningsmønster lægger afstand og ”retter ryggen”, når det bliver for sårbart, så er han eller hun ikke nødvendigvis tilfreds eller lykkelig over denne løsning. Vores tilknytningsbehov er biologisk indbygget i os, og det er ikke muligt at slukke for disse. Og nedenunder deaktiveringen af tilknytningsbehovene er der ofte en følelse af ensomhed og en længsel efter nærhed med andre, støtte, opbakning og ikke mindst efter trøst, beskyttelse og beroligelse i sårbare situationer, hvor man er utryg og usikker. Længsler og behov som det dog opfattes som alt for risikabelt at handle på.
Relationelle kendetegn ved ængstelig, ambivalent tilknytning
Narrative kendetegn ved ængstelig, ambivalent tilknytning
Mennesker med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster har således en stor opmærksomhed på og optagethed af relationer samt et både ængsteligt og ambivalent behov og ønske om nærhed: Man kan have en følelse af ikke at kunne fungere uden en andens nærhed samtidig med stor sårbarhed og usikkerhed overfor nærhed.
Når ens tilknytningssystem bliver aktiveret, hvilket det bliver relativt nemt hos et menneske med et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster, bruges der mange kræfter på at sikre sig, at man bliver hørt og forstået, og at andre giver en det, man føler, at man har brug for. Også selvom det kan være nødvendigt at manipulere eller lægge pres på.
Andre kan reagere på dette pres ved at trække sig eller stritte imod, at man kan derfor let havne i relationer, hvor man oplever, at andre er kolde eller "nærige" med kontakt og bekræftelse. Og oveni kan man føle, at man bærer hele ansvaret for at drive relationen, at man giver og giver uden at få noget igen. Eller i hvert fald, at det man får er for lidt og for sjældent.
Relationelle kendetegn ved desorganiseret tilknytning
Narrative kendetegn ved desorganiseret tilknytning
Tilknytningsmønstre formes som nævnt af konkrete oplevelser og erfaringer med tilknytning med ens tilknytnings- og omsorgspersoner. Nedenfor beskrives bestemte karakteristika for opvækstmiljøer for de fire tilknytningsmønstre.
Et trygt tilknytningsmønster fremmes i et miljø med tilknytnings- og omsorgspersoner der er sensitive i den betydning, at de ser og forstår barnets følelsesmæssige behov og møder både dets positive følelser og negative, svære følelser. Barnet bliver støttet i at give udtryk for sine behov for både kontakt, for at udforske og at virke i sin verden og opleve egne kompetencer og behov for trøst og beroligelse.
Tilknytnings- og omsorgspersonerne hjælper barnet med at få repareret negative, følelser og komme videre fra en konflikt og en vanskelig situation, og med at opleve sig selv som både værdifuld og handlekraftig.
Trygge tilknytningsmønstres opvækstmiljø er således et opvækstmiljø, hvor barnet mærker, at det er trygt at opleve og vise og udtrykke følelser, behov, motiver og andre mentale tilstande, og hvor disse indre tilstande anerkendes og forstås som baggrunden for ydre adfærd, det vil sige, det vi siger og gør.
Man kan kalde det for et følelsesanerkendende og mentaliserende opvækst- og omsorgsmiljø.
Et undgående tilknytningsmønster har sin baggrund i erfaringer med tilknytnings- og omsorgspersoner, hvor det ikke er hensigtsmæssigt at vise tilknytningsbehov som at søge trøst og beroligelse, når man er utryg. Der følger alt for meget ”støj” med, hvis man åbent søger tilknytnings- og omsorgspersonens beskyttelse. Konklusionen er derfor, at det er bedre at lukke ned for den slags behov og følelser.
Man kan også sige det på den måde, at der er tale om et opvækstmiljø, hvor den mest bæredygtige strategi kort og godt er at nedtone og undertiden undertrykke, dvs. deaktivere, sine tilknytningsbehov. Et opvækstmiljø, hvor man lære at orientere sig efter at skabe sikkerhed tryghed gennem uafhængighed og selvkontrol.
Et opvækstmiljø der kan fremme et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster er kendetegnet ved uforudsigelige tilknytnings- og omsorgspersoner, på den måde, at det er uforudsigeligt for barnet, hvornår kontakten, nærheden og opbakningen samt trøsten og beskyttelsen er der, og hvornår den ikke er der.
Tilknytnings- og omsorgspersonerne er med andre ord det, som man kalder for upålidelige tilgængelige: Af og til er det muligt at opnå kontakt, trøst, beskyttelse og regulering og andre gange ikke. Det betyder, at barnet bliver ved med at opsøge kontakt, og hyperaktiverer sin tilknytningsadfærd ved at ”skrue op for kaldeapparatet” i sin kontaktsøgning.
Men selv når barnet får opmærksomhed og trøst, giver det ikke rigtig ro, for man kan jo aldrig helt vide hvordan, hvor meget, hvor længe og hvornår.
Det desorganiserede tilknytningsmønster, som også kaldes det frygtbetonet, undvigende tilknytning, har rødder i tilknytningserfaringer, hvor det er sværere for barnet at skabe sig en samlet strategi, ved enten at deaktivere eller hyperaktivere sine tilknytningsbehov for at opnå tryghed. Desorganiseret tilknytning er derfor ikke et organiseret mønster ligesom de to ovennævnte utrygge tilknytningsmønstre. Desorganiserede tilknytningsmønstre er flimrende og komplekst.
Der er en tæt sammenhæng mellem desorganiserede tilknytningsmønstre og erfaringer med tab og traumer under opvæksten. Tabene og traumerne kan være mange forskellige slags. Det kan være dødsfald eller fysisk eller psykisk sygdom og handicap i den nære familie, fx forældres eller søskendes, hvor der ikke bliver taget hånd om barnet, fordi det hele er for overvældende for tilknytnings- og omsorgspersonerne.
Traumerne kan også være knyttet til alkoholmisbrug eller anden misbrug hos tilknytningspersonerne og den omsorgssvigt, der altid følger med misbrug. Traumerne kan være overgreb som vold og seksuelle krænkelser fra tilknytningspersonerne eller andre nærtstående. Det kan også være traumer knyttet til tilknytnings- og omsorgspersonernes generelle hjælpeløse og uformående omsorg overfor barnet.
En fælles erfaringsbaggrund for mennesker med desorganiseret tilknytning er således en opvækst med tilknytnings- og omsorgspersoner, som enten i sig selv har været angstfremkaldende, eller kan give barnet tilstrækkelig beroligelse i forbindelse med utrygge og angstvækkende omstændigheder og situationer. Det betyder, at barnet har oplevet, at de mennesker som skulle give tryghed og omsorg, ikke blot ikke har slået til i denne henseende, men oveni købet har forværret følelsen af ængstelse og utryghed.
Mennesker med desorganiseret tilknytning udvikler en meget stor agtpågivenhed og tilbageholdenhed, når det handler om at engagere sig i, række ud mod og stole på andre mennesker. Tilknytning opleves som grundlæggende risikabelt, og man har svært ved at indgå i fleksible samspil med andre. Desorganiseret tilknytning er ofte forbundet med stor grad af lidelse.
De tre forskellige utrygge tilknytningsmønstre har hver især forskellige tærskler for aktivering af tilknytningssystemet. Mennesker med et undgående tilknytningsmønster har en høj tærskel for aktivering af tilknytningssystemet. Dvs. der skal meget til for at alarmklokken ringer, fordi man automatisk retter sin opmærksomhed væk fra situationer, følelser og tanker, som vækker tilknytningsbehov.
I den forstand fremstår mennesker med et undgående tilknytningsmønster nok undertiden noget kølige, men også mere robuste og stabile end mennesker med de to andre utrygge tilknytningsmønstre.
Mennesker med et ængsteligt tilknytningsmønster har en lavere tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, fordi de er tilbøjelige til at være overopmærksomme på relationer, på egne og andres indre tilstande, på stemninger i rummet, forskelle, potentielle konflikter m.m. Dvs. at der ikke skal så meget til før at deres tilknytningssystem bliver aktiveret og alarmklokken kimer.
I den forstand virker de mere sårbare og skrøbelige, men også mere åbne, indlevende, nærværende og i kontakt med deres følelser end mennesker med undgående tilknytningsmønstre.
Mennesker med et desorganiseret tilknytningsmønster har en lav tærskel for aktivering af tilknytningssystemet, og er skrøbelige og sårbare.
Sommetider tjener vores tilknytningsmønstre os godt videre i livet, andre gange kan de give nogle problemer, når de ikke passer med vores nye relationelle virkelighed, eller når den står i vejen for en udvikling, som vi eller vores omgivelser kunne have glæde af.
Det er klart, at livet på alle måder bliver lettere og trivslen højere, når man er trygt tilknyttet. I situationer, hvor man er urolig og presset, kan mennesker med et trygt tilknytningsmønster både række ud til andre efter støtte og trøst og læne sig op ad en indre stemme, som fortæller dem, at tingene løser sig. At de er elsket og afholdt, der er nogle, der bekymrer sig om dem, og som vil bakke op, trøste og støtte, når der er brug for det, samtidig med at de også selv har ressourcer at trække på. Et trygt tilknytningsmønster er et godt fundament både i medgang og modgang, fordi det betyder, at hele spørgsmålet om tilknytning og nære relationer larmer mindre, og ikke giver anledning til så mange komplicerede tanker, følelser og motiver.
Når det så er sagt, er utrygge tilknytningsmønstre helt almindelige. Man regner med, at lidt over halvdelen af os er trygt tilknyttede, og resten er utrygt tilknyttede. De fleste, der er utrygt tilknyttede, har et undgående tilknytningsmønster. Derpå følger et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster og så et desorganiseret.
Desuden udgør alle tilknytningsmønstre, det trygge såvel som de utrygge, en forståelig og en hensigtsmæssig tilpasning til de omgivelser, som man er født ind i, vokset op i, fordi de hjælper os med at undgå det, vi frygter.
For den undgåendes vedkommende er det, som man frygter, og det, man derfor prøver at undgå, at mærke og udtrykke sårbarhed og at være afhængig af andre. For den ængstelige, ambivalente er det, man frygter og derfor prøver at undgå, at føle sig ladt alene og ubeskyttet. For den desorganiserede tilknyttede er det, som man frygter, og det, man derfor prøver at undgå, både nærhed og afstand.
Hvis man ofte har oplevet at være overladt til sig selv konkret og følelsesmæssigt, giver det god mening, at man har udviklet strategier, der handler om at trække sig fra kontakt, søge mod uafhængighed og klare sig selv. Hvis man ofte har oplevet, at det er uforudsigeligt, om man bliver afvist og glemt eller bakket op og støttet, er årvåghed og insisterende opsøgning forståelig. Hvis man har været nødt til at knytte sig til en tilknytningsperson, der har været skræmmende, giver det rigtig god mening, at tilknytning grundlæggende opleves som risikabelt, og at man veksler usikkert imellem at opsøge og at undvige kontakt.
Men selvom utrygge tilknytningsmønstre er almindelige og både er forståelige og hensigtsmæssige strategier i forhold til de omgivelser, man har levet og måske lever i, så er de også et skrøbeligt og ufleksibelt fundament for vores liv med hinanden. De kan let give problemer eller stå i vejen for en udvikling, som man selv kunne have glæde af og brug for.
I mange konflikter mellem mennesker er forskellige tilknytningsmønstre et centralt omdrejningspunkt.
Ofte omtaler vi tilknytningsmønstre hos voksne i ental: Han eller hun har et undgående tilknytningsmønster eller et ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster. Men virkeligheden er langt mere nuanceret.
Måske har man haft en tilknytnings- og omsorgsperson, hvor det var muligt for at finde tryghed i en åben søgen efter kontakt, støtte og trøst, mens det i relationen til en anden tilknytnings- og omsorgsperson var nødvendigt at lægge låg på sine bekymringer og sårbarhed for ikke at irritere eller støde vedkommende væk. Og hos en tredje var det måske uforudsigeligt, hvad man kunne vente sig. Måske var der en tryg base eller en sikker havn, måske var der ikke.
Sådanne blandede oplevelser og erfaringer med sine tilknytnings- og omsorgspersoner betyder, at man potentielt har adgang til både trygge og utrygge strategier.
Derfor vil flertallet af os i en eller anden forstand kunne genkende os selv i dele af beskrivelsen af både utrygge og trygge tilknytningsmønstre.
Vi benytter stort set alle sammen sommetider undvigende, afvisende reaktioner og strategier. Eller opsøgende, kritiske og insisterende reaktioner og strategier. Og det er ikke noget problem. Problemet opstår, når reaktionerne og strategierne bliver stive og refleksagtige, og begrænser vores opmærksomhed og evne til at engagere os nærværende og anerkendende i andre mennesker og i os selv.
Trygge mønstre er som nævnt grundstrategien for, hvordan tilknytningsbehov skal håndteres, og dermed det, der oprindeligt har været vores udgangspunkt, hvilket betyder, at vi alle har ansatser til trygge strategier. Fx vil vi alle på en eller anden måde på et eller andet tidspunkt række ud og søge hjælp fra andre, når vi oplever farer og er utrygge.
Vores tilknytningsmønstre er desuden meget afhængige af hvilke personer vi er sammen med, og hvilke sammenhænge vi er i. Vi kender alle til at være i sammenhænge og situationer med nogle mennesker, der gør os trygge, og derfor får det bedste frem i os. For eksempel får de vores ængstelige, ambivalente strategier til at falde til ro. Vi er pludselig ikke så meget ovre i andre, og er ikke så urolige over forskelligheder. Vi kan opleve, at vi lettere kan gøre opmærksom på vores følelser og behov, samtidig med at vi også kan holde lidt igen, vente eller selv regulere vores følelser, hvis det er det, situationen kalder på.
Eller i sammenhænge, situationer og med mennesker, som mildner vores undgående strategier: Vi får måske mod på at række ud, at betro os og fortælle om nogle bekymringer, som vi går med. Ligesom vi tør være der for andres sårbarhed og lytte, støtte og trøste.
Vi kender også alle til den ubehagelige oplevelse af at være i sammenhænge og situationer med mennesker, hvor vi føler os utrygge, hvilket aktiverer det ængstelige, ambivalente i os eller det mere lukkede og afvisende.
Ovenstående betyder ikke, at der ikke er en vis konsistens i, hvordan vi forholder os på tilknytningsområdet, søger kontakt, er i kontakt, genskaber kontakt, hvis den er væk, søger beskyttelse, støtte og trøst eller ikke gør det m.m. Vi har alle et dominerende tilknytningsmønster, som vi hælder mest til på tværs af relationer og situationer.
Men når vi ønsker at blive klogere på os selv og vores tilknytningsmønstre, bliver det for simpelt kun at kigge efter ét enkelt mønster. Det vil være langt mere relevant og hjælpsomt at gå på opdagelse efter alle de strategier og tilbøjeligheder, som vi i en eller anden udstrækning kan genkende i os selv, og selvfølgelig interessere sig for, hvem eller hvad der især sender os ind i utrygge strategier. Eller omvendt, hvem eller hvad der ofte kan regulere vores følelser og gøre os trygge.
Ovenstående rummer også det afgørende kendetegn ved tilknytningsmønstre, at de ikke er statiske. Engang opfattede man tilknytningsmønstre som noget ret stabilt. I dag ved vi, at tilknytningsmønstre er dynamiske, og at de er genstand for justering og forandring. Det er en meget vigtig pointe ved tilknytningsmønstre.
Blandt andet ved vi, at indsigt i vores tilknytningshistorie med vores tilknytnings- og omsorgspersoner kan skubbe vores tilknytningsmønstre i en tryg retning. Mere præcist kan åbenhed og nysgerrighed over for at reflektere over gode og dårlige oplevelser og erfaringer med tilknytning og over for at finde mening, i betydningen at se og forstå sammenhænge i vores tilknytningserfaringer, være med til at skubbe os i retning af et trygt tilknytningsmønster. En sådan åbenhed og nysgerrighed er på mange måder lige så vigtig for vores tryghed og trivsel som forskellige konkrete erfaringer med tilknytning fra vores opvækst.
Indsigt i og forståelse af egen tilknytningshistorie, kan være med til at skubbe os hen imod, at et trygt tilknytningsmønster bliver mere tilgængeligt for os. Et trygt tilknytningsmønstre, som bl.a. omfatter, at vi har lettere ved at række ud efter omsorg, støtte og trøst, når vi føler os utrygge og usikre i tillid til, at vi bliver imødekommet.
Vores tilknytningsmønstre er med andre ord ikke hugget i granit. Og det er mere en regel end en undtagelse, at de udvikler sig, justeres og ændrer sig, i takt med at I får ny indsigt og forståelse.
Indsigt og forståelse betyder selvfølgelig ikke, at utrygge tilknytningsoplevelser og -erfaringer fra vores opvækst forsvinder og aldrig mere viser sig som mønstre i vores tanker, følelser og adfærd. Men det betyder, at de ikke behøver at styre os, og at vi hurtigere kan bevæge os væk fra utrygge tilknytningsstrategier og genskabe tryg kontakt.
Det, der allermest effektivt og holdbart formår at rykke ved og skubbe vores tilknytningsmønstre i en tryg retning, er imidlertid konkrete langvarige erfaringer og oplevelser i nære og trygge relationer. Det betyder blandt andet, at et kærligt, trygt og levende parforhold, og selvfølgelig også andre nære relationer, har stort potentiale i sig til at rykke vores tilknytningsmønster i en tryg retning. Hver gang vi er tilgængelige, responssive og engagerede over for hinanden, påvirker det vores oplevelse af os selv, partneren og forholdet positivt. Vi får det, man kalder korrigerende emotionelle erfaringer, som sætter sig i vores krop og sind og mellem os og kan stille og roligt skabe positive stabile og varige forandringer.
Nære anerkendende relationer kan således lukke op for og uddybe en tilknytningstryghed i os. Så selvom man i sin tilknytningsbaggrund har haft erfaringer, som har skabt utrygge tilknytningsmønstre, er det muligt ved refleksion og indsigt, og ikke mindst ved anerkendende og trygge relationer, efterhånden finde ind i mere trygge mønstre.
Hvem er din trygge base: Dit bagland, så du kan virke i verden, og din sikre havn til trøst, støtte og beskyttelse?
Hvad er din typiske strategi?
Hvordan har du det med afhængighed?
Hvordan har du det med at være optaget af at skabe tryghed? Med at tænke over, hvad du kan gøre for at skabe tryghed for dig selv og i konkrete situationer med menneskene omkring dig?
Hvad tænker du, er dit dominerende tilknytningsmønster, som især bliver tydeligt, når du bliver utryg i kontakten til dine nærmeste?
Hvad er dine udviklingsopgaver i forhold til dit dominerende tilknytningsmønster?
Hvis du har et mere undgående tilknytningsmønster, må du for eksempel tænke på:
At blive tryggere ved nærhed og afhængighed.
At være opmærksom på din tendens til at trække dig, når noget er svært mellem dig og andre.
At sige til andre, når du bliver overvældet, i stedet for at trække dig.
At øve dig i at række ud og modtage hjælp og støtte, når du er presset, ængstelig og urolig.
At øve dig i at bevare roen, når dine nærmeste eller andre udviser sårbarhed og afhængighed.
At rette opmærksomheden mod dine følelser. Hvad fortæller de dig om dine behov og længsler, og hvad peger de på af relevante handlinger fra din side?
Hvis du har et mere ængsteligt, ambivalent tilknytningsmønster, må du for eksempel tænke på:
At passe på med ikke straks at gå i gang med at kritisere, presse og kræve, når du bliver utryg i kontakten til din partner.
At øve dig i at bringe dine følelser i spil med din tænkning til at regulere dine følelser, når du bliver utryg.
At øve dig i at række ud efter det, som du har brug for, på en blødere måde.
At være bevidst om at prøve at trække antennerne til dig og ikke være så meget ovre i din partner og andre.
At øve dig i at rumme forskellighed og uenighed, så forskelle mellem dig og andre ikke føles så truende.
At øve dig i også at stå selv og komme i kontakt med din egen indre trygge base og din handlekraft og kompetencer.
Hvad skal du særligt være opmærksom på i forhold til dine nærmestes dominerende tilknytningsmønster?
Hvordan kan I møde hinanden på måder, der skubber jeres tilknytningsmønstre i en tryg retning?
En vigtig del af vores historie er vores tilknytningshistorie fra vores opvækst med oplevelser og erfaringer med vores omsorgspersoner, typisk vores forældre.
Vores tilknytningshistorie er i en eller anden forstand altid medspiller i de udfordringer, problemer og konflikter, som vi har med os selv og hinanden. Selvfølgelig nogle gange mere og tydeligere end andre gange.
Øget bevidsthed om og opmærksomhed på din tilknytningshistorie kan støtte dig i dit terapeutiske arbejde.
Nedenfor er der forskellige spørgsmål, som du kan bruge som inspiration til at reflektere over din tilknytningshistorie og dens genlyd i dit voksne liv og dine relationer.
I spørgsmålene opfordres du til at finde konkrete oplevelser, situationer og episoder til at illustrere dine svar. Find gerne sådanne alle de steder, hvor det er muligt. Det tydeliggør og levendegør erfaringerne og oplevelserne og deres indflydelse på din selvopfattelse og dine følelser og adfærd, når du bliver ramt og presset. (Spørgsmålene er inspirerede af og udfærdigede frit efter George, Kaplan & Main (1985), Adult Attachment Interview.)
Hvis du tænker på dig selv som lille barn, hvad ser du så for dig? Gå så langt tilbage i din barndom, som du kan huske. Det er forskelligt, hvorfra man begynder at kunne huske. Mange fra femårsalderen, andre først senere i skolealderen. Find tre ord eller sætninger, der beskriver det, du tænker på.
Har du nogle erindringer om konkrete situationer, som kan illustrere, hvorfor du har valgt netop disse tre ord eller sætninger?
Beskriv dit forhold til dine forældre, da du var barn.
Find først tre ord eller sætninger, som beskriver dit forhold til din mor og din mor som din tilknytnings- og omsorgsperson så langt tilbage, som du kan huske.
Har du erindringer om konkrete situationer, som kan illustrere, hvorfor du valgte netop disse ord eller sætninger?
Find dernæst tre ord eller sætninger, som beskriver dit forhold til din far og din far som din tilknytnings- og omsorgsperson så langt tilbage, som du kan huske.
Har du erindringer om konkrete situationer, som kan illustrere, hvorfor du valgte netop disse ord eller sætninger?
Hvordan blev følelser udtrykt og taget hånd om i dit barndomshjem? Følelser som frygt, tristhed, skam, vrede, glæde, nysgerrighed, skuffelse og andre følelser?
Hvilke følelser fyldte mest i dit barndomshjem?
Hvilke følelser var ikke til stede, eller næsten ikke til stede, i dit barndomshjem?
Har du erindringer om nogle konkrete situationer eller begivenheder, hvor nogle af overnævnte følelser eller andre følelser var til stede eller ikke var til stede?
Hvordan var dine forældre som din trygge base at bevæge sig ud i verden fra, virke i den og håndtere problemer og udfordringer?
Hvordan støttede de dig, når du skulle opleve og erfare noget nyt?
Har du erindringer om konkrete situationer?
Hvis du ikke fik støtte til at bevæge dig ud i verden, virke og udvikle dig, hvordan tog du selv hånd om det?
Har du nogle erindringer om konkrete situationer?
Hvordan var dine forældres reaktioner på din ængstelse, usikkerhed og bekymring? Hvad gjorde dine forældre for eksempel, hvis du var:
Ked af noget eller trist?
Bekymret, bange og skræmt?
Kom til skade?
Syg?
Har du nogle konkrete erindringer om dine forældres reaktioner?
Hvis du ikke fik omsorg, støtte og trøst, når du var ængstelig, usikker og bekymret, hvordan tog du selv hånd om det?
Har du nogle erindringer om konkrete situationer?
Hvordan håndterede dine forældre uenigheder og konflikter med hinanden og med dig? Hvordan tog de hånd om at genskabe kontakt efter uenigheder og konflikter?
Hvordan støttede dine forældre din selvstændighedsudvikling i dine tidlige ungdomsår?
Har du erindringer om konkrete situationer og begivenheder, der understøtter dine svar på disse spørgsmål?
Har du oplevet ting, der var overvældende eller skræmmende for dig, da du var barn? Dødsfald, alvorlig sygdom, forældres skilsmisse, alkoholmisbrug eller andre belastende oplevelser? Hvordan
håndterede dine forældre det?
Rakte du ud mod dine forældre efter omsorg og støtte? Hvordan reagerede de, hvis du rakte ud? Kunne du tage imod den støtte, trøst og opbakning, du eventuelt blev mødt med?
Har du nogle konkrete erindringer?
Var der andre voksne end dine forældre, der stod dig nær, og som var særligt vigtige for dig, da du var barn? Andre voksne, der var kilde til kontakt, opbakning, trøst og støtte?
Har du nogle konkrete erindringer om det?
Hvordan tænker du, at din tilknytningshistorie giver genlyd i dit liv i dag?
Hvad tænker du, der har været godt for dig? Er der noget, der særligt har bidraget til at øge din følelse af tryghed, eller som har givet dig særlige kompetencer?
Har du erindringer om oplevelser, som du tænker, har øget din følelse af tryghed og udvikling af særlige kompetencer?
Er der noget fra din opvækst og med dine forældre som dine tilknytnings- og omsorgspersoner, der har givet dig udfordringer og vanskeligheder i dit liv, og som har bidraget til at øge din sårbarhed?
Har du konkrete erindringer om oplevelser, som du tænker, har bidraget til udfordringer og vanskeligheder i dit liv og til at øge din sårbarhed?
Hvilke personer, oplevelser og erfaringer fra din opvækst har påvirket dig mest?
Hvilke erfaringer fra din barndom synes du især, at du har lært noget af?
Hvorfor tror du, at dine forældre gjorde, som de gjorde?
Skete der nogle vigtige ændringer i forholdet til dine forældre, da du blev voksen? Hvilke og hvordan?
Er der noget i dit nuværende forhold til dine forældre, som du enten er utilfreds med og ked af eller tilfreds med og glad for?
Og hvad tror du, at det kommer af?
Har du forsøgt at lægge afstand til din opvæksthistorie og dine oplevelser og erfaringer med dine tilknytnings- og omsorgspersoner?
Nu har du reflekteret over og forholdt dig til din tilknytningshistorie med dine tilknytnings- og omsorgspersoner. Her til sidst skal du kort vende blikket mod fremtiden.
Hvad håber du, at dit barn, eller dit forestillede barn, hvis du ikke har et barn, vil komme til at lære eller at få lært ved at have dig som forældre?
Anne Stokkebæk, 2021, redigeret i 2026.
Ophavsret © 2026.
Alle rettigheder forbeholdes